Kirstenskaarup.dk

vegetarisk og vegansk mad

rodfrugter bagteArkiv

fredag

25

januar 2019

16

KOMMENTARER

rodfrugtmos indbagt med sprødt pestolåg

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

silkeblød mos med knasende låg

Bagt rodfrugtmos er en gammel traver. Men en traver, man sagtens kan hive ud af stalden mindst et par gange hver vinter.

Det er en meget billig og enkel ret og et godt bud på, hvordan man kan nyde sæsonens tunge, mættende rodfrugter.

Jeg har tilføjet et “låg” af tynde skiver brød smurt med pesto. Det giver et knasende modspil til den bløde mos, når retten bages i ovnen. Det er nemlig værd at huske på, at madens konsistens betyder meget for vores oplevelse af nydelse og mæthed, når vi spiser. At noget blødt følges af noget knasende, så vi også “spiser” med ørerne, betyder mindst lige så meget som udseendet, hvor vi “spiser” med øjnene.

Når alle sanser involveres, har vi mindre tendens til at overspise. Voila: et slanketip!

.

brug de rødder og knolde du har

Du kan bruge de rodfrugter, du har på lager. Og du kan bruge mange eller få. Fx kartofler og selleri er et godt miks, og vil du have lidt farve på, så tilsæt søde kartofler og/eller rødbeder. Vil du have en grønlig mos, så bland med masser af hakket persille eller spinat. Hvis du bruger grønkål til pestoen, er det oplagt også at komme lidt hakket grønkål i mosen.

.

kål, quinoa og kartofler

Quinoa, det lille sydamerikanske frø med de superstærke kvaliteter, sørger for proteinet i denne ret.

Jeg har tidligere lavet et par forskellige udgaver af rodfrugtmos, hvor æg eller bønner har sørget for proteinerne, se opskrift på ovnbagt rodfrugtmos her (med æg) eller ovnbagt kartoffel- og sellerimos m. baked beans (med kidneybønner).

.

grønkålspesto

Brødskiverne er smurt med grønkålspesto. Du kan se opskriften her. En anden – og hurtigere – mulighed er at købe et glas færdiglavet pesto.

Jeg har valgt pesto af grønkål, fordi grønkål er supersund og i sæson hele vinteren. Men hvis du bedre kan lide basilikum, så vælg den.

.

rodfrugtmos indbagt med sprødt pestolåg

(4 personer)

100 g quinoa

100 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

ca. 1,2 kg rodfrugter: pastinakker, persillerødder, kartofler, selleri, søde kartofler etc.

1 spsk tørret oregano

1 spsk tørret timian

1 økologisk citron

1/2 dl sojafløde eller anden fløde

salt, friskkværnet peber

1 portion grønkålspesto

6-8 skiver groft brød

.

Hæld kogende vand over quinoaen og kom den i en gryde med dobbelt mængde vand. Kog quinoaen 15 minutter, eller til al vandet er fordampet.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien til de er godt brune, men ikke brankede.

Skær de valgte rodfrugter i små terninger og kog dem i vand, der netop dækker, ca. 10 minutter. Tjek om alle rodfrugterne er møre.

Afdryp rodfrugterne. Vandet er en glimrende start på en god grøntsagsfond. Eller brug det i en suppe – eller drik det.

Mos halvdelen af rodfrugterne i en kartoffelpresser eller i en stormasket si. Mos den anden halvdel med en gaffel. Der må gerne være større stykker rodfrugt tilbage.

Rør rodfrugtmosen sammen med quinoaen, løg og hvidløg samt lidt fløde.

Tilsæt krydderurterne og 1-2 spsk reven skal af citronen. Smag godt til med 1-2 spsk citronsaft, evt. mere -skal samt salt og peber.

Læg mosen i et ovnfast fad.

.

Lav pestoen (hvis du ikke bryder dig om grønkål, så brug basilikum i stedet) – eller vælg færdigkøbt pesto.

Skær så mange tynde skiver brød, at de dækker det valgte fad. Smør skiverne med pestoen og læg dem på mosen.

Sæt fadet i en 190 grader varm ovn og bag mosen 20-25 minutter, til brødet er sprødt.

.

tip:

Hvis du ønsker farve på mosen, kan du tilsætte rødbeder (de skal koge lidt længere end de andre rodfrugter) og/eller gulerødder.

Hvis du ikke synes om ideen med pestoskiverne på toppen, så rør 1/2 dl olivenolie med 4 spsk sesamfrø og 4 fed presset hvidløg + lidt finthakket grønkål eller basilikumblade. Smør det på overfladen af mosen, inden du sætter fadet i ovnen.

.

.

 

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share

fredag

20

oktober 2017

6

KOMMENTARER

salat af bagte rodfrugter med friske hasselnødder og sennepsdressing

Skrevet af , Posted in salater

.

nu er rødderne parate

Det er efterårsferie – eller kartoffelferie som det hed i gamle dage – i denne uge. Det indikerer, at sæsonen for rodfrugter er skudt i gang. Og bagte rodfrugter er noget af det bedste, der findes. Smagen bliver ligesom samlet og fortættet, når rødderne bages i modsætning til fx kogning.

Ligesom kål har danskerne taget rodfrugter til sig i de senere år. Det er en fantastisk dejlig udvikling, for begge slags grøntsager, både de underjordiske og de overjordiske, er smækfyldte med gode næringsstoffer. Her er masser af vitaminer, mineraler og antioxidanter til at holde os gående vinteren igennem.

.

og så er de smukke …

Jeg fik for nylig denne kasse smukke og lækre rodfrugter. Så var det med at få gang i fantasien, så nye lækre retter kan komme på menuen.

De fleste rodfrugter, måske lige med undtagelse af kartoflen, kan nydes rå. Men med de kølige og klamme dage, der venter, synes jeg, det er dejligt at bage rodfrugterne. Her foreslår jeg en salat, men man kan fx også nyde dem i en bagt rodfrugtmos med selleri og kartofler – eller denne med mange slags rodfrugter.

.

salat med proteinforstærkning

For også at dække proteinbehovet har jeg tilføjet de grønne edamamebønner til salaten – samt nye friske hasselnødder. Har du ikke de friske, kan du sagtens bruge tørrede nødder. Du kan også bytte nødderne ud med mandler.

En sennepsdressing (se om den lækre tangsennep nederst) og rigeligt med krydderurter sætter prikken over i’et. Jeg har valgt estragon, timian og merian.

.

brug evt. rester

Hvis du har bagt en større portion rodfrugter til en hovedret og har noget til overs, kan det passende bruges i en salat dagen efter. Det er en af bloggens læsere, Dorit, der lige er har mindet om det. Tak for det, Dorit.

.

salat af bagte rodfrugter med hasselnødder og sennepsdressing

 

3/4 kg rodfrugter: rødbeder, kartofler, selleri, gulerødder i forskellige farver, pastinak, persillerod, jordskokker etc.

200 g løg

1 helt hvidløg

1 spsk tørret timian

4 spsk olivenolie

100 g edamamebønner (købes frosne i supermarkedet)

1 hoved hjertesalat

friske krydderurter

50 g afskallede friske hasselnødder

dressing:

4 spsk olivenolie

2-3 spsk lime- eller citronsaft

ca. 1 spsk dijon- eller tangsennep, se nedenfor

salt, friskkværnet peber, rørsukker

 

Skær de valgte rodfrugter ud i små bjælker. Skær løgene i kvarte. Del hvidløget og tag skallerne af.

Læg grøntsagerne på en bageplade. Hold hvidløgene for sig. Drys med timian og hæld olien over. Vend rundt i grøntsagerne og sæt dem i en 200 grader varm ovn 15 minutter.

Vend rundt i grøntsagerne igen og tag hvidløgsfeddene ud. Tilsæt edamamebønnerne.

Bag grøntsagerne endnu 5-10 minutter. Stik i dem for at mærke om de de møre.

Afkøl grøntsagerne.

Rør dressingen sammen og smag godt til med sennep, salt, peber og sukker.

Skær salaten i strimler, hak krydderurterne og skær nødderne i halve.

Bland den grønne salat og nødderne i de bagte grøntsager og bønner. Hæld dressingen over og vend rundt.

Drys med friske krydderurter.

.

.

tangsennep

Der er kommet mange nye tangprodukter på markedet, og det er enormt glædeligt, for tang er et fantastisk næringsmiddel. Det indeholder proteiner og masser af mineraler. Hvis vi brugte tang i langt højere grad, ville verdens sultproblemer i høj grad kunne afhjælpes. Og så er tang en uudtømmelig kilde. Det kan høstes igen og igen og igen. Det er gratis, og det belaster ikke klimaet.

Foruden den tang, der bruges til sushi, og som mange kender, er der kommet danske produkter som tangsalt, tangolie, tangpesto og tørret tang, der egner sig som vegansk “bacon”. Læs mere om tangprodukterne her, Dansktang.dk.

Jeg vil især gerne gøre opmærksom på et meget lækkert nyt produkt med tang, nemlig denne tangsennep, der fås i to udgaver, almindelig og røget. Du kan købe senneppen her.

Tangpestoen kommer jeg tilbage til. Den er også god!

.

 

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share

fredag

10

marts 2017

3

KOMMENTARER

ovnbagt quinoa med rodfrugter og chilidip

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

bæredygtige proteiner er fremtidens mad

Her er en ret med det lille geniale quinoafrø. Quinoa indeholder samtlige aminosyrer (proteiner, 12,1 g protein pr. 100 g) og kan således erstatte de på alle måder belastende proteiner fra animalske fødevarer.

.

quinoa i forskellige kvaliteter

Quinoa har været dyrket i Sydamerika i århundreder. Her har quinoa udgjort basisføden for millioner af fattige mennesker i de barske regioner i Andesbjergene, hvor quinoa dyrkes og trives.

Da frøet blev kendt i den vestlige verden, blev det hurtigt så populært, at de lokale bønder dårligt kunne følge med efterspørgslen.

Her i Danmark var det selveste Mr. Quinoa, Jørn Ussing Larsen fra Bageriet Aurion i Hjørring, der fandt det geniale næringsmiddel i Bolivia og bragte det til Danmark. Her blev quinoa hurtigt lige så populært som alle andre steder. Men ikke mindst sørgede Jørn for, at bønderne i Bolivia dannede økologiske kollektiver, og dermed har den entusiastiske ildsjæl været med til at trække mange mennesker ud af fattigdom.

Men den store efterspørgsel efter quinoa betød også, at priserne steg så meget, at de lokale bønder knap selv havde råd til at spise produktet. Det var en ulykkelig situation, men det er ikke nogen løsning at boykotte quinoa. I øvrigt er salget efterfølgende gået drastisk ned, og priserne tilsvarende faldet til det halve. Så nu kan vi igen spise quinoa med god samvittighed.

.

.

Det er nyttigt at vide, at quinoa findes i forskellige kvaliteter. Det er muligt at købe billigere quinoa fra Kina og Indien, og dyrkning af quinoa er også på vej i Danmark.  Men Jørn Ussing Larsen oplyser, at quinoaen fra Bolivia er af en særlig god kvalitet.

Jørn Ussing Larsen siger videre: “Det at købe quinoa er aktivt ulandsarbejde. Jeg har selv oplevet, at livet er blevet meget anderledes på landet igennem de 10 år, jeg har haft min gang i Bolivia. Jeg håber priserne og produktionen falder på plads, så den bolivianske kvalitets-quinua stadig har sin plads på de danske middagsborde.”

 

nye kvalitetsprodukter fra Aurion

Og imens vi er ved Aurion, som vi helsebevidste har meget at takke for, kan jeg fortælle, at  Jørn Ussing Larsen også var den første, der trak de gamle kornsorter frem i lyset, ikke mindst spelt, som siden har gået sin sejrsgang gennem utallige danske køkkener. Begrebet spelt-segmentet er oven i købet blevet en slags smædebetegnelse for bevidste forbrugere.

Nu er der lige kommet nye produkter fra Aurion, som jeg gerne vil slå et slag for. Det drejer sig om boghvede, havre og quinoa, som alle tre er glutenfri og derfor vil være en gave til alle glutenallergikere.

I dag er der en idé til brug af quinoa, og jeg har også gang i en suppe med hel boghvede, så du kan glæde dig!

..

rodfrugter i godt selskab

Det er stadig sæson for rodfrugter, og jeg har her valgt at bage hele retten i ovnen. Normalt koger man quinoaen ligesom løskogte ris, men jeg synes det er praktisk at have det hele i ét fad. Så er tilberedningen hurtigt overstået.

Du kan bruge alle slags rodfrugter, så retten er også praktisk, hvis du har et lille lager af grøntsager, der trænger til at blive nydt. Du kan evt. også bage halve løg og hele hvidløgsfed med i retten.

Til at give den milde ret et smags-kick, foreslår jeg en dip eller “sovs” af yoghurt smagt til med chili.

 .

ovnbagt quinoa med rodfrugter og chilidip

(4 personer)

150 g quinoa, sort, rød eller en blanding

1/2 l grøntsagsbouillon

ca. 1 kg rodfrugter. Jeg har brugt glaskål, gulerødder, persillerødder og jordskokker

salt, friskkværnet peber

4 spsk olivenolie

chilidip:

2 1/2 dl sojayoghurt eller anden yoghurt

1-2 spsk citronsaft

frisk chili efter smag, evt. tørrede chiliflager

1 fed hvidløg

2 spsk reven ingefær

frisk koriander eller persille

 

Skyl quinoaen godt og kom den i en gryde. Hæld bouillonen ved og bring den i kog. Lad quinoaen koge i 5 minutter.

Hæld quinoa og bouillon i et ovnfast fad. Drys med lidt salt og peber.

Skær grøntsagerne i både eller stave. Du kan også bevare tynde gulerødder hele.

Læg rodfrugterne i et pænt mønster ovenpå quinoaen. Dryp med olivenolie.

Dæk fadet med et låg eller folie og sæt det i en 200 grader varm ovn.

Bag retten til rodfrugterne er bløde, men de må godt stadig være al dente. Det tager 30-35 minutter. Quinoaen skal være kogt. Er der væde tilbage i fadet, så fjern låget eller folien, til væden er fordampet.

.

Lav imens dippet: smag yoghurten til med salt, peber og citronsaft.

Hak den ønskede mængde chili og pres hvidløget.

Rør chili, hvidløg og ingefær i yoghurten. Smag godt til, evt. også med et nip sukker.

Drys quinoafadet med lidt frisk koriander eller persille og servér dippen til separat.

.

 

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share