Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

rårakor med peberrodscreme på smørrebrødArkiv

mandag

27

marts 2023

0

KOMMENTARER

lækkerier til påskebordet – smørrebrød til påskefrokosten

Skrevet af , Posted in festmad, frokostretter, hovedretter, smørrebrød

.

forårets frokoster kalder på smørrebrød

Med påsken – og forhåbentlig foråret – lige om hjørnet er det tid af planlægge en af forårets traditionelle frokoster.

Vil har tre store højtider i Danmark, hvor mange af os har tradition for at spise frokost med højtbelagt smørrebrød. Det er jul, påske og pinse. Her er et par nye ideer til årets påskefrokost, begge med rødbeder som råvare.

Vidste du i øvrigt, at vi danskere er de eneste i verden, der har smørrebrød i generne? Vi elsker det højtbelagte med lag-på-lag af pålæg. Og det højtbelagte findes i utallige variationer.

Bortset fra kartoffel- og tomatmadder har smørrebrødet ufravigeligt bestået af fisk eller kød. Men de tider er ved at rinde ud, hvor det er smart at spise dyr, så der må tænkes nyt, også på smørrebrødsfronten.

Det er vi en del, der har gjort. Selv har jeg udgivet bogen “Grønt smørrebrød” med masser af ideer til forskellige stykker smørrebrød, fra plante”sild” og postejer til frugtsmørrebrød til børnene, tilbehør og pynt etc., se nedenfor.

Find mange flere ideer til påskefrokosten  her.

.

start med en svensk rösti med peberrodscreme

Disse svenske rårakor, som man også kunne kalde rösti, kan nydes som en middagsret med forskelligt tilbehør som kartofler og/eller et par salater. Men de er også fine på et stykke smørrebrød.

.

rösti på svensk

Disse rårakor er lavet af rødbeder, men du kan også vælge kartofler, så bliver de mere som de klassiske schweiziske rösti.

Peberrodscreme og dild passer perfekt til de tynde “bøffer”.

.

smørrebrød med rårakor

Smørrebrødet her er med rødbede-rårakor, peberrodscreme, dild, hakket rødløg og caviart (tangkaviar – findes nemmest i fx Føtex-butikker).

.

svenske rødbede-rårakor (rösti) med peberrodscreme og dild

(4 personer – ca.  15 rårakor)

25 g hørfrø eller chiafrø

400 g rødbeder

1 skalotteløg

2 fed hvidløg

evt. 1 spsk kommen (kan erstattes af spidskommen)

4 spsk maizenamel

4 spsk havregryn

salt, friskkværnet peber

olie til stegning

2 dl afdryppet planteyoghurt eller havre cremefraiche

peberrod

masser af dild

 

Mal frøene, fx i en kaffemølle. Hæld varmt vand på, så det dækker. Lad det trække en halv times tid.

Riv rødbeder, løg og hvidløg – eller findel det hele i en foodprocessor sammen med de udblødte frø.

Tilsæt evt. kommen eller spidskommen og rør maizenamel og havregryn i rødbederne.

Smag til med salt og peber.

Lad rødbederne stå en halv times tid.

Form små kugler med hånden og en ske og sæt dem i godt varm olie på en pande. Pres kuglerne ud til flade rösti og steg dem gyldne på begge sider.

Vær forsigtig: röstierne er skrøbelige. Hvis du bruger kartofler i stedet for rødbeder, hænger de bedre sammen på grund af kartoflernes stivelse.

Servér rårakorne med yoghurt eller cremefraiche smagt godt til med reven peberrod, salt og peber.

Drys med masser af frisk dild.

.

smørrebrød i tre etager

Dette stykke smørrebrød har rødbeder i tre “etager”.

Nederst er der smurt tykt på med rødbede-hummus, derover tynde skiver råmarinerede rødbeder og øverst sprøde stykker rødbede-“bacon”, hakkede nødder og snittet grønt fra bladselleri.

Hvis du vil slippe lidt nemmere om ved dette stykke smørrebrød, kan du bruge syltede rødbeder fra glas. Skær om muligt skiverne tyndere – eller snit dem simpelt hen i “pinde”.

.

byg en rødbedemad

tredækker rødbedesmørrebrød

(4 stykker smørrebrød)

ca. 300 g runde og aflange rødbeder

marinade:

½ dl ris- eller kryddereddike

2 spsk vand

3-4 spsk sukker

salt, friskkværnet peber

 

½ portion rødbedehummus

olie til stegning af rødbede”bacon”

evt. ½ tsk flydende røg

4 skiver rugbrød

snittet grønt fra bladselleri, persille eller timian

4 spsk revne/hakkede macademia- eller cashewnødder

 

Høvl ca. 20 meget tynde skiver af den runde rødbede. Brug et mandolinjern.

Rør marinaden sammen og smag den godt til. Den skal ikke være for syrlig. Bring marinaden i kog og læg rødbedeskiverne i. Tag gryden af varmen og lad skiverne afkøle i marinaden. Du kan lave de marinerede rødbeder flere dage, før de skal bruges.

Lav en portion rødbedehummus, se opskriften her.

Skær den aflange rødbede i ca. 20 meget tynde skiver. Brug et mandolinjern. Du kan evt. pensle skiverne med flydende røg rørt med lidt olivenolie.

Steg de aflange skiver sprøde i olie på en pande (du kan også tørre dem på en plade i ovnen ved 180 grader i 10-15 minutter. Hold øje med dem). Disse skiver skal tilberedes kort tid, inden du laver smørrebrødet, da de ellers bliver bløde.

Afdryp de marinerede rødbedeskiver godt.

Smør et tykt lag hummus på rugbrødet, fold og læg de marinerede skiver ovenpå og placér de sprøde skiver øverst.

Drys med snittet grønt og revne/hakkede nødder.

.

.

flere ideer til smørrebrød

Hvis du vil have endnu flere lækre ideer til påskens smørrebrød, så er der omkring 100 forslag på plantebaseret smørrebrød og tilbehør i min seneste bog.

Se mere om bogen her.

.

Share