Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

plantebaseret omeletArkiv

fredag

26

april 2024

0

KOMMENTARER

forårsomeletter med asparges, radiser, ærter og sennepsmayo

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

de er her – næsten!

Det er svært at vente. Jo nærmere aspargeshøsten kommer, desto mere VENTER jeg. Så det måtte jo ende med nogle udenlandske, økologiske asparges, som heller ikke er så ringe endda.

De aspargesene nydes bedst – ligesom de første danske kartofler – med en lækker økologisk jomfruolivenolie, måske også med lidt krydderurter og salt. Meeeen … lidt tilbehør skader heller ikke, så jeg nød mine første stængler med en forårsomelet og to andre forårsbebudere: ærter og radiser.

.

ramsløg passer også fint til omeletten

Du kan også nyde omeletterne med de første vilde urter, bl.a. ramsløg.

. ter, bl.a. ramsløg, .

kog ikke for meget

Mon ikke, du også har mødt en aspargesmorder? Det sker desværre, at asparges bliver kogt alt, alt for længe, simpelt hen bliver dødkogt.

Stænglerne skal stadig være sprøde, når de er kogt. Det betyder, at tynde asparges skal koges ca. 2 minutter, og tykkere ca. 4 minutter.

Hvide asparges skrælles. Grønne og lilla skrælles evt. nederst på stilken, hvis skrællen er tyk.

.

asparges elsker mayo og dild

forårsomeletter med asparges, radiser og ærter

(4 personer)

omeletter:

100 g kikærtemel

50 g rismel

2 spsk loppefrøskaller (HUSK)

ca. 6 dl vand

1 tsk salt

olie til stegning

 

400 g asparges

1 bdt radiser

100 g bælgede ærter

dild

2 dl mayo

1 dl plantefløde

sennep efter smag

tamari, peber

.

Bland de to slags mel med loppefrøskaller og salt. Pisk så meget vand i, at dejen bliver temmelig tynd. Lad dejen stå nogle timer, gerne til næste dag.

Vurdér dejen inden stegningen. Den vil sikkert have tyknet. Tilsæt om nødvendigt mere vand. Dejen skal være lidt tynd. Steg 4-6 omeletter af. Kom dejen på en meget varm pande med olie.

Vend omeletterne, når der er mange små bobler på overfladen.

Start evt. med at bage et par spsk dej, for at tjekke om konsistensen er i orden. Ellers tilsæt mere mel eller vand.

Skræl hvide asparges og kog dem 2-4 minutter afhængig af tykkelsen.

Skær radiserne i tynde skiver på et mandolinjern.

Rør mayoen med fløden og smag godt til med sennep, tamari og peber.

Servér omeletterne med de kogte aparges på toppen. Pynt med radiser og ærter. Drys med dild og servér omeletterne med sennepsmayoen.

.

snart titter de op af den sorte jord

Dette pragteksemplar knejsede på en mark på Samsø for et par år siden.

.

Share

mandag

14

januar 2019

20

KOMMENTARER

kikærteomeletter med svitset grønkål og granatæble

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

kikærteomelet – den får du ikke pip af!

 

En kikærteomelet er en velkendt ret blandt plantespisere, men jeg skulle blive temmelig gammel, før jeg stiftede bekendtskab med den. Faktisk skete det først for nogle måneder siden, da jeg sammen med mine gode venner, Jytte og Troels, spiste på Café Acacia på Gl. Kongevej i København.

Jeg vil varmt anbefale denne lille kvalitetsbevidste café drevet af mor og datter. Desværre florerer der stadig mange fordomme mod vegansk mad. Og den kan også godt være kedelig. Det gælder for al slags mad. Men sådan er det ikke hos Acacia. De serverer vanvittig lækker plantebaseret mad (og kager!).

Jeg nød selv en lækker risotto med græskar, men jeg fik lov at smage på Troels’ kikærteomelet, og jeg var helt solgt. Her er en slags efterligning af retten hos Acacia.

.

guddommeligt godt

Buddhaerne fra Thailand har fået lov at være underlag for et par kikærteomeletter. Jeg har serveret dem med svitset palmekål, rosenkålsblade og kerner af granatæble.

Men du kan selvfølgelig lave din egen foretrukne “topping” til omeletterne. Det kan fx være en svampestuvning, svitsede terninger af aubergine, tomater og squash, bagte og flåede peberfrugter med høvlet fennikel, bagte tomater med oliven, guacamole af avocado og tomater etc., etc.

.

Tilsætning af reven gulerod og squash giver lethed til omeletterne.

Servér gerne yoghurt til omeletterne. Her er den smagt til med reven muskatnød, men du kan også vælge din foretrukne krydderurt, frisk eller tørret.

.

Hvis du kender sort salt (Himalayasalt), kan jeg anbefale det til disse omeletter. Saltet har en umiskendelig smag af æg, der kommer fra svovlforbindelser i saltet. Men skal en kikærteomelet smage af æg? Det må bero på en smagssag. Nogle vil nok hævde, at en omelet bør indeholde “the real thing”, nemlig æg, men da antallet af plantespisere øges dag for dag – nærmest eksplosivt – er der behov for ideer til plantebaseret mad, der ligner det, man har sagt farvel til.

Ifølge avisen “The Economist” bliver plantebaseret mad det helt store i 2019. Korrespondenten John Parker skriver, at 25% af amerikanere mellem 25-34 år nu er enten veganere eller vegetarer. De nye madvaner ser ud til at være en steppebrand, der breder sig. Derfor kan jeg kun anbefale at man skifter æggeomeletten ud med en kikærteomelet – selv om æg ikke er det mest klimabelastende i den animalske afdeling. Men når man tænker på, at alle de små nyklækkede hanekyllinger ender deres få minutter korte liv i en kværn, er det måske alligevel værd at give det en tanke.

.

kikærteomeletter med svitset grønkål og granatæble

(4 personer)

omelet:

100 g gulerod

100 g squash

125 g kikærtemel

3 dl vand

2 spsk gærflager (kan udelades)

1 tsk bagepulver

salt (gerne sort, se ovenfor), friskkværnet peber

kokos- elle olivenolie til stegning

topping:

100 g løg

4 fed hvidløg

4 spsk kokos- eller olivenolie

150 g rosenkål

8-10 blade palmekål eller tilsvarende grønkål

2 dl planteyoghurt naturel

reven muskatnød

1/2 granatæble

.

Lav først ”toppingen” og hold den varm:

Skær løg og hvidløg i både. Svits dem gyldne i oliven.

Skær rosenkålene i kvarte og snit palmekålen. Evt. grønkål deles i små buketter.

Tilsæt de to slags kål og svits dem 7-8 minutter eller til rosenkålene er gyldne og bløde.

Drys med lidt salt og peber.

Smag yoghurten til med reven muskatnød, salt og peber, evt. også saft fra granatæblet.

Omeletterne er lækrest, når de nydes varme og nystegte.

.

Omeletterne: riv gulerod og squash.

Pisk kikærtemelet grundigt ud i vandet. Tilsæt grøntsagerne, gærflager, bagepulver og et drys salt og peber. Den sorte salt tilfører en lidt ægge-agtig smag. Smag til.

Steg 4-6 små ”omeletter” af dejen i godt varm olie.

Servér omeletterne med kålen på toppen og drys med kerner af granatæble. Se evt. her, hvordan du nemmest får kernerne ud af skallen, uden at køkkenet bliver oversprøjtet med rød saft.

.

 

Share