Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

plantebaseret kartoffel/trøffelpatéArkiv

fredag

11

oktober 2024

6

KOMMENTARER

kartoffel/trøffelpaté med pistacie- og valnødder – og libanesisk sovs

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

–.

der er gået festmad i den …

I anledning af udgivelsen af min nye bog “Grøn gæstemad” er der gået fest i den i hele oktober.

Men hvordan er det lige, man forvandler en bondeknold af en kartoffel til gourmetmad? Tjaaa, man kan tilføje trøffel, pistacienødder og valnødder.

Opskriften er ikke med i “Grøn gæstemad”, som du stadig kan sikre dig med 15% rabat hos Saxo, indtil udgivelsen den 22. oktober, se nederst i indlægget.

.

paté til tiden

Pateen er supernem og billig at lave. Den kan serveres som hovedret med en salat og en tahinsovs – eller den kan anvendes som lækkert pålæg på et stykke rugbrød.

.

quinoasalat med to slags kål og tomater

Som tilbehør foreslår jeg en salat af quinoa, letdampet blomkål og broccoli samt små søde tomater. Dressingen kan være en olie/eddikedressing smagt til med dijonsennep og ahornsirup.

.

kartoffel/trøffelpaté med pistacie- og valnødder

(4 personer)

50 g solsikkekerner

50 g skalotteløg

2 fed hvidløg

600 g kartofler

1 glas artiskokker i olie

50 g valnødder

50 g pistacienødder

ca. 100 g havregryn

evt. plantefløde

trøffelpasta eller trøffelolie efter smag – eller tørret salvie

salt, friskkværnet peber, tamari, citronsaft

.

Rist solsikkekernerne på en tør pande, til de er gyldne. Sæt dem til side.

Findel løg, hvidløg og godt halvdelen af kartoflerne i en food processor. Hæld massen i en sigte og lad kartoflerne afdryppe et kvarters tid.

Skær resten af kartoflerne i tynde skiver på et mandolinjern og derefter i “pinde”.

Skær artiskokkerne i små stykker og bland dem med de afdryppede kartofler og kartoflerne i “pinde”.

Tilsæt solsikkekerner og grofthakkede nødder.

Rør så mange havregryn i farsen, at den bliver fast. Lad den stå et kvarters tid og vurdér konsistensen.

Tilsæt enten trøffelsmag eller salvie.

Smag til med det valgte samt salt, peber og citronsaft.

Pres farsen sammen i en postejform og bag pateen i en 190 grader varm ovn ca. 45 minutter.

Afkøl pateen og servér den fx med en salat og en tahinsovs.

.

.

sovsen Jensen!

De bevingede ord “sovsen Jensen” er et citat fra skuespiller Carl Alstrup. Udtrykket er gået ind i det danske sprog som tegn på, at sovs er meget vigtigt!

Vi danskere elsker sovs, og netop til en paté er denne libanesiske sovs fin.

.

libanesisk tahinsovs (taratorsovs)

(4 personer)

5 spsk tahin (sesampasta)

1 fed presset hvidløg

citronsaft

tamari

evt. persille

 

Rør tahinen med så meget varmt vand, at den bliver flydende.

Tilsæt presset hvidløg, og smag til med tamari og citronsaft.

Drys evt. med hakket persille.

.

15% rabat indtil den 22. oktober

Min nye bog, “Grøn gæstemad”, udkommer den 22. oktober, og kan allerede nu forudbestilles hos Saxo. Indtil udgivelsen giver Saxo 15% rabat på bogens pris excl. moms. Bogen er på 244 sider og koster kr. 214,95 incl. moms.

Måske har du lyst til allerede nu at sikre bogen til dig selv – eller måske til et par julegaver – til en god pris.

Du kan bestille bogen hos Saxo.com og opgive koden nedenfor.

Koden kan ikke kombineres med andre koder. Den giver ikke automatisk fri fragt og kan ikke bruges, hvis du har et Saxo medlemskab med shoppingfordele. Koden gælder til og med 22/10 2024. 

Koden er gæstemad15. Rabatten trækkes, når du kommer frem til betaling.

 

Share