Kirstenskaarup.dk

vegetarisk og vegansk mad

plantebaserede retter med selleriArkiv

fredag

27

december 2019

4

KOMMENTARER

napoleons-selleri med persillepesto og kejserhatte – nytårsmad

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter, julemad, nytår

.

selleri til nytårsmiddagen

Knap er vi færdige med at nyde julemaden, før vi skal tænke på menuen til nytårsaften. Jeg har allerede foreslået karamelliserede jordskokker i en butterdejstærte, men jeg er endnu engang også faldet tilbage til sellerien. Den har faktisk været på min nytårsmenu de seneste to år. Den knold kan altså noget!

På fotoet nedenfor tv. er det kræmmerhuse af selleri med valnøddecreme – og th. er det cannelloni af selleri med trøffelsvampe.

En af disse selleriretter vil passe til nytårsmiddagen sammen med fx jordskokketærten ovenfor. Og inden nytårsaften vender jeg tilbage med forslag til en lækker suppe som forret.

...


selleri som gourmetmad

Når jeg tænker på de virkelig slemt smagende terninger af selleri, der svømmede rundt i min barndoms klare supper, må jeg sige, der er milevidt til de højder, det er muligt at bringe sellerien til, hvis den behandles rigtigt.

Hver eneste gang jeg arbejder med selleri, bliver jeg forbavset over, HVOR alsidig denne knold er. Se bare lige Hasselback-sellerien nedenfor. Den er der rigtig mange, der har nydt i julen.

.

Hasselback-selleri

.

en kejserret

Man taler om en kongelig ret. Jeg vil kalde denne her for kejserlig. Men hvorfor kalde den for Napoleons-selleri? Det er simpelt hen, fordi den lille stabel af tynde selleriskiver minder om en Napoleonskage, og når der så bliver serveret KEJSERhatte til, er det svært at finde et bedre navn.

Selleriretten kan forberedes dagen før, den skal serveres.

.

Retten er lagt sammen af meget tynde skiver selleri med persillepesto imellem lagene.

De lækre kejserhatte har fået et par dekorative snit og er sat på en lille bambuspind. Men så vidt behøver du ikke at gå. Det er fint blot at stege svampene og servere dem sammen med selleristablen.

Lidt dip i form af yoghurt passer fint til sellerien. Jeg har dryppet med lidt ramsløgolie for at få lidt fedme, men du kan godt udelade olien – eller blot dryppe med lidt god koldpresset jomfru-olivenolie.

.

Napoleons-selleri med persillepesto og kejserhatte

(4 personer)

pesto:

50 g hasselnødder

1 stort bdt persille (kan erstattes af basilikum)

2 fed hvidløg

evt. 3 spsk gærflager eller tør (plante)ost

salt, friskkværnet peber

1 dl olivenolie

2-3 spsk citronsaft

grøntsager:

1 lille selleri

8 store kejserhatte

tamari (soja)

evt. 4 træspyd

2 dl afdryppet (plante)yoghurt eller havre creme fraiche

evt. 2 spsk grøn urteolie eller olivenolie 

persille, basilikum eller timian

.

Pestoen:

Findel nødder og persille i en food processor eller blender. Tilsæt hvidløg, evt. gærflager og så meget olie, at pestoen bliver tilpas fast i konsistensen.

Smag pestoen godt til med salt, peber og citronsaft. Efter smag kan du også komme mere hvidløg i.

Sellerien:

Skræl sellerien og skær den i to halvdele. Læg dem med skærefladen nedad på en bageplade. Pensl med olivenolie.

Bag sellerien i en 200 grader varm ovn 40-50 minutter. Stik i sellerien efter 35-40 minutter for at mærke, hvor blød den er.

Afkøl den bagte selleri og skær tynde skiver på et mandolinjern. Du skal bruge 7-8 skiver pr. person. Målene kan fx være 8-9 cm x ca. 5 cm (du vil have selleri til overs. Lav det fx til mos eller brug det i en suppe).

Læg skiverne sammen med pestoen imellem. Du kan evt. pakke portionerne ind i pergamentpapir og lægge dem i køleskabet til næste dag.

Skær kejserhattene igennem. Jeg har ridset et mønster i mine, men det kan du sagtens springe over. Steg svampene gyldne på begge sider. Det kan du evt. også gøre dagen i forvejen. Pensl skiverne med tamari.

Smag yoghurten eller creme fraichen til med salt og peber. Hvis der er pesto til overs, så smag også gerne til med den.

Du kan servere retten varm eller kold. Skal den være varm, og du har tilberedt den i forvejen, så varm selleripakker og svampe op i en 200 grader varm ovn 8-10 minutter.

Servér sellerien portionsvis med svampene. Sæt dem evt. på spyd.

Sæt et par spsk yoghurt eller creme fraiche rundt om sellerierne. Dryp evt. med lidt urteolie og pynt med en krydderurt.

.

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share

onsdag

11

december 2019

23

KOMMENTARER

selleri bagt a la Hasselback med grønlangkål – låge nr. 11 i julekalenderen

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter, julemad

.

en UFO er landet – selleri spækket med julekrydderier

Hvis du synes UFO’en på billedet også ligner et pindsvin, der rækker tunge, må jeg give dig ret. Men faktisk er det en helt ny tolkning af en selleri. Denne velsignede knold fuld af velsmag og utallige anvendelsesmuligheder. Her har jeg skåret den i tynde skiver, som man gør med Hasselback-kartofler. Og her viser sellerien sig så fra sin allermest velsmagende vinkel. Og så tager det ingen tid at tilberede den.

Brugen af selleri har i sandhed undergået en fantastisk udvikling de senere år. Fra at være udskammet som selleribøf (hvilket jo rent faktisk smager dejligt) og spist som små ulækre, udkogte terninger i en klar suppe, er sellerien steget til nye gastronomiske højder. Tænk på tynde grillede skiver af selleri lagt sammen med svampe eller en lasagne med selleriskiver som lasagne”plader” eller selleri-karrygratin – eller små kræmmerhuse af selleri med valnøddecreme og, og, og ….

.

med smag af jul … eller?

I anledning af julen har jeg spækket sellerien med julekrydderier, men da denne selleri vil være lækker at sætte på menuen året rundt, kan man udenfor juletiden bruge krydring som chili, spidskommen og korianderfrø samt frisk koriander. Og så vil en drænet sovs af yoghurt smagt til med presset hvidløg være fin som tilbehør.

.

grønlangkål som juletilbehør

Grønlangkål har i mange familier status som julemad, og i andre familier er det den klassiske nytårsmad. Hvad du end vælger, passer grønlangkål godt til den bagte selleri. En salat med fx perlerug vil fuldende måltidet – eller du kan servere groft, ristet rugbrød til. Endelig er også brunede kartofler en mulighed.

.

selleri på frokostbordet

Skulle der mod forventning blive levnet nogle skiver selleri, udgør de et lækkert pålæg.

Her har jeg toppet selleri-smørrebrødet med hårdt stegte skiver af champignon og en blanding af meget fintsnittet rød spidskål og brøndkarse vendt i lidt olie-eddikedressing.

En rest af julerødkålen vil også være fint at placere på toppen – eller syltede agurker. Der er masser af muligheder.

.

selleri bagt a la Hasselback

(4 personer)

1 selleri, ca. 3/4 kg

marinade:

4 spsk olivenolie

2 spsk tamari (soja)

2 spsk ahorn- eller anden sirup

½ dl sød chilisovs

2 spsk citronsaft

1 tsk stødt allehånde

1 tsk stødt stjerneanis

salt, friskkværnet peber

en håndfuld hele nelliker (kan udelades)

3-4 laurbærblade

2-3 spsk rørsukker

 

Lav først marinaden: rør alle ingredienserne sammen undtagen nelliker, laurbærblade og sukker.

Smag godt til med sødt, salt og surt samt krydderierne. Marinaden må gerne smage af jul.

Skær selleriknolden over i to dele midt på den brede del. Skræl sellerien.

Skær ”skiver” ned i begge halvdele. Skær dem kun ¾ ned i sellerien. Skiverne skal hænge sammen i bunden. De skal være ca. 3 mm brede.

Sæt de halve selleri i en smurt bageform med skærefladen nedad. Pensl dem godt med marinaden. Stik så mange nelliker mellem skiverne, som du har lyst til. Sæt også laurbærbladene ned imellem et par skiver.

Bag sellerien i en 200 grader varm ovn 50-60 minutter. Pensl med marinaden ca. hvert kvarter. Når sellerien er lidt mør, og skiverne begynder at kunne skilles lidt ad, så pensl også ned mellem skiverne.

Når sellerien er ved at være mør (stik i den med en kniv), kan du drysse med sukker og sætte formen under grillen, til overfladen er helt gylden.

.

grønlangkål

(4 personer)

400 g frisk grønkål eller 200 g frossen

3 dl grøntsagsbouillon

3 spsk raps- eller olivenolie

3 spsk hvedemel eller boghvedemel

ca. 3 dl plantemælk + kogevand fra kålen

salt, friskkværnet peber, rørsukker

evt. kerner af granatæble

 

Fjern midterribberne på grønkålen, hvis du bruger frisk kål (riv dem fint og kom dem i en salat eller suppe). Tø frossen kål op. Hak kålen meget fint.

Bring bouillonen i kog og tilsæt grønkålen. Lad den simre 3-4 minutter. Pres al væden ud gennem en si og gem væden.

Varm olien op og tilsæt melet. Bag op med mælk og kogevandet fra kålen. Det skal være en forholdsvis tyk sovs. Lad den simre 4-5 minutter.

Tilsæt kålen og lad grønlangkålen simre endnu ca. 5 minutter.

Smag godt til med salt, peber og sukker. Drys evt. med kerner af granatæble.

.

 

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share