jeg er gået i kloster
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in rejser, supper
26. Januar 2015
solnedgang ved Mekong
Mens solen sænker sig ved Mekongfloden nyder vi endnu en dejlig suppe.
På den anden bred ligger Laos, og bagest i billedet tv. kan man se lysene på “Venskabsbroen”, der er bygget af midler fra bl.a. USA. Indtil for 17 år siden kunne udlændinge kun komme ind i Laos med fly. Da jeg var har sidst, for netop 17 år siden, var jeg så heldig at være en af de første udlændinge, der krydsede broen ind i Laos.
suppe med citrongræs og galangarod
Måske synes du, supperne ligner hinanden, men der er stor forskel på smagen.
Her er fonden kogt længe med hakket tomat, snittet citrongræs, mange skiver af galangarod og kaffirlimeblade (alle ingredienserne kan fås hos orientalske købmænd).
Thaierne spiser rigtig mange svampe, så der er masser af snittede svampe i suppen samt buketter af blomkål, terninger af hvidkål, terninger af løg samt snittet forårsløg. Grøntsagerne simrer blot med i suppen få minutter, så de bevares sprøde.
25. Januar 2015
på vej mod Mekong
Vi er i Isan provinsen. Det nordøstlige tørre hjørne af Thailand. Her har turisterne endnu ikke trampet rismarkerne flade, bundet barens sidste flaske eller hentet yngste smukke pige i landsbyen.
Her dyrkes ris, og maden er blandt den bedste i Thailand. Folk er venlige. De er endnu ikke spoleret af de store turisthorder, der galvaniserer selv de venlige thaier.
Byerne har lange lige hovedgader, der bringer mindelser om en western. Var det ikke John Wayne, der lige smuttede ind for at rydde op i baren derovre på den anden side af gaden?
Vi er i byen Nong Kai. Mekong går dovent gennem det disede landskab. Men sådan er Mekong ikke på hele sit 5.000 km lange løb til havet. Jeg har oplevet floden rasende og frådende, men her trækker den sin rolige sølvlinje som grænse mellem Thailand og Laos.
Jeg var her for 17 år siden og frygtede, at masseturisterne havde indtaget det jomfruelige sted, men her er stadig landlig ro og en uspoleret atmosfære. Disen danser stadig i eventyrlig magi over floden, mens de lokale deler frokosten ved bredden af Mekong.
Men inden jeg kom så langt, gik jeg i kloster.
på besøg hos munkene
Helt uventet kom rejsekammeraten og jeg til at bo i et munkekloster midt i Thailand nogle dage. Dette land er fyldt med smukke klostre og orangefarvede munke. Det er tydeligt, at man er på buddhistisk jord. Skulle man være i tvivl, viser venligheden og gæstfriheden, at her er man i selskab med en fredelig filosofi. Her tror man på, at man høster som man sår.
Min gamle ven Nom, som har været munk indtil han var sidst i 20erne, kender mange munke og mange klostre. Nogle af munkene kender jeg også fra Punjab i Indien, hvor jeg besøgte Nom, da han studerede ved universitetet i Chandigarh tilbage i 80erne. En af dem jeg traf dengang var Sombhan, der nu, ligesom Nom, er disrobed, som det hedder, når man lægger munkedragten og går ud i det virkelige liv.
Rejsekammeraten og jeg havde besluttet at gøre ophold i byen Khon Kaen på vejen til Mekong og Laos. I denne by er Sombhan nu assistent for abbeden i Wat Thad.
Nom ringede fra Bangkok og bad Sombhan bestille værelser til os på et hotel – troede vi. Da vi ankom til busstationen i Khon Kaen blev vi hentet af en fyr, der ikke talte engelsk. Det kan være praktisk. Så er der ikke så meget at diskutere. Manden kunne gætte hvem vi var, da der ikke var andre hvide i miles omkreds. Så vi entrede bilen og gav os skæbnen i vold.
Da vi nåede ind i byen, drejede vi ind i et tempel, og her tog Sombhan imod os og fortalte, at han og Nom syntes, vi skulle have den oplevelse at sove nogle nætter i munkeceller i et af Thailands smukke klostre. Det var jo helt fantastisk, for det er ikke hver dag, der kommer kvinder i de “hellige haller”. Aldrig har jeg været omgivet af så mange Buddhaer og så mange hellige mænd.
Her er billeder fra templet og nogle af munkene.
ud og tigge mad
Når gong-gongen lyder i templet et godt stykke tid før kl. 5 om morgenen, griber munkene deres tiggerskåle og går rundt i byen for at bede om mad. Det er der ikke noget underligt i i et land, hvor munkestanden nyder stor anseelse. Munkene og klostrene er ofte dem, der hjælper folk i social nød, og enhver thailænder føler det som en hellig pligt at sørge godt for munkene, fordi munkene yder så meget for befolkningen med undervisning, social støtte etc.
Tiggerskålen på billedet har en lang hank og kan bæres som en skuldertaske.
vækket af messende novicer
Om morgenen blev jeg vækket af smukke drengestemmer, der messede dagens pris og taknemmelighed for den mad, de havde indsamlet. Novicerne, drenge på 14-16 år, sad i en rundkreds på en bastmåtte med den indsamlede mad lige uden for mit vindue. De messede på det ældgamle sprog pali, som stort set kun bruges i de buddhistiske klostre i dag.
Maden blev indtaget i taknemmelighed og i dybeste tavshed.
Da munkene var færdige med morgenmåltidet var turen kommet til Bente og mig. Så fik vi lov at sætte os til bords på gulvet. Og vi nød omeletten, klisterrisen og alle de andre små lækkerier, der slet ikke mindede om et dansk morgenbord!
sådan bor en munk
Her er jeg i den spartanske munkecelle med syntetisk sengetøj og ingen håndvask. Der var en bruser, men pludselig fandt jeg ud af, hvor praktisk det rent faktisk er også at have en håndvask!
Jeg har her fået fat i en af munkenes rober. Tøjet er en af de få ting, de må eje sammen med en tiggerskål og en tandbørste. Nu ser jeg dog, at de fleste også har mobiltelefon.
Atmosfæren i et buddhistisk munkekloster er præget af stor ro. Tranquil er det bedste ord, jeg kan finde. Men alt godt får en ende, og snart skulle vi ud og køre i klostrets VIP-bil nr 9. Vi måtte videre mod Mekong og grænsen til Laos. Og abbeden insisterede: vi skulle køre standsmæssigt til stationen!
afsked med abbeden
Men inden vi kunne tage af sted til togstationen skulle der tages et officielt billede af Bente og mig sammen med klostrets abbed. Han var tydeligt glad for kvinder i klostret og vi blev på det hjerteligste inviteret til snart at komme og bo der igen. Somme tider er det en fordel at være gammel, tænker jeg.
Abbeden sidder i behørig afstand. Fanden er nemlig bogstavelig talt løs, hvis en buddhistmunk kommer til at røre ved en kvinde, ung eller gammel. Det kan være et problem i den offentlige trafik, men alle tager hensyn. Skulle det forfærdelige ske, skal munken nemlig igennem hele indvielsesritualet igen. Og det er ikke enkelt, skulle jeg hilse og sige.
ristede cashewnødder med svampe
Jeg fik desværre ingen opskrifter i klostret. Her kommer ånd før mad. Men jeg synes der skal en lille smagsprøve til klosterbesøget.
Da Thailand er et land med cashewnødder og svampe i mængder, har jeg fundet denne opskrift frem fra min bog om thailandsk mad. Opskriften ligger længere nede på siden.
