Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

nye kartofler med svampe indbagt i cashewcremeArkiv

fredag

5

juni 2026

2

KOMMENTARER

nye kartofler med svampe indbagt i cashewcreme

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter

.

indbagte nye kartofler 

Der er stort set ingen ende på glæden ved nye kartofler. Og når man er træt af at nyde dem solo med god økologisk olivenolie, krydderurter og et lille drys salt, er der heldigvis mange andre måder at anvende de små guldklumper på. Forandring fryder som bekendt! I denne ret er kartoflerne bagt under et låg af cashewcreme.

.

en heldig kartoffel

Vi danskere spiser i gennemsnit hver omkring 40 kg kartofler om året. Men sådan har det ikke altid været. Da kartoflen kom til Europa, og dermed til Danmark, var der stor skepsis overfor den lille knold.
I dag tænker vi sikkert, at kartoflen altid har været her, men den kom først til Europa midt i 1500-tallet, hvor de spanske erobrere af Sydamerika tog den med hjem sammen med eksotiske frugter som tomat og peberfrugt, alle tilhørende natskyggefamilien. Denne familie indeholder et giftstof, solanin, og måske reagerede folk dengang instinktivt, for de nægtede at spise kartoflen, faktisk i et par århundreder, fordi de troede, den var giftig. Men forskere som franske Parmentier fandt ud af, at kartoflen var et virkelig godt næringsmiddel, så der måtte gøres noget: Eliten, adelen og kongehuset tog fat på at promovere den sunde knold.

I Danmark var vi i starten heller ikke meget for at sætte tænderne i kartoflen. Vi kaldte knoldene for “tyskerklumper”, og det var ikke ment som en kompliment. Men den gang vidste man heller ikke, at kartoflen skulle koges eller på anden måde varmebehandles, før den kunne spises. Derfor endte kartofler som svinefoder.

Men omsider blev vi overbevist. Vi har spist kartofler i Danmark siden 1800-tallet. Dengang blev det anbefalet, at man ikke spiste de nye kartofler i forsommeren, men ventede til sidst på sommeren. Det lyder som gastronomisk tortur!

Det var først et stykke ind i 1900-tallet, at vi for alvor begyndte at få øjnene op for den næringsrige kartoffel, fx at den er rig på C-vitamin. Et faktum, der dengang var med til at udrydde skørbug.

I dag er indtaget faldende, faktisk hele 30% over de seneste årtier. Det er de mindre sunde produkter, pasta og ris, der har skubbet kartoflen af tallerkenen. Men mon ikke de fleste af os trods alt lige nu svælger i de små nye kartofler?

.

kartoflerne gemmer på noget andet godt

I denne ret er kartoflerne brugt som “låg”, der dækker over sprødstegt tofu, løg og svampe.

Hele herligheden er bagt gylden med cashewcreme og krydderurter på toppen.

Jeg skriver i opskriften, at tofu kan byttes ud med tempeh. Du kan også vælge bønner, kikærter eller linser som proteinkilde.

I stedet for cashewcremen kan du vælge silketofu.

.

nye kartofler indbagt med svampe, tofu og cashewcreme

(4 personer)

200 g tofu, gerne røget eller med anden smag (kan erstattes af tempeh, evt. kogte bælgfrugter)

olivenolie

250 g løg

4 fed hvidløg

250 g svampe

½ kg kartofler

cashewcreme (kan erstattes af silketofu):

100 g cashewnødder

2 dl havrefløde

2-3 spsk kapers

1 bdt persille og/eller koriander

salt, friskkværnet peber

spiselige blomster/krydderurter efter smag

 

Sæt cashewnødderne i blød nogle timer, gerne til næste dag.

Pres al væden ud af tofuen og skær den i små terninger.

Steg tofuen gylden på alle sider i lidt olie. Sæt den til side.

Skær løg, hvidløg og svampe i skiver og svits dem, til løgene er bløde, og svampene gyldne. Drys med lidt salt og peber.

Bland tofuen i grøntsagerne og fordel dem i et lavt ovnfast fad.

Skær kartoflerne i meget tynde skiver. Brug et mandolinjern.

Læg kartoflerne taglagt oven på løg, svampe og tofu.

.

Afdryp cashewnødderne.

Hvis du bruger silketofu: pisk den helt glat.

Blend cashewnødder, fløde og kapers. Nødderne skal være helt findelte.

Hak persille eller koriander og tilsæt den. Smag til med salt og peber.

Fordel cashewcremen over kartoflerne og pynt evt. med krydderurter og/eller blomster. Jeg har brugt persille, løvstikke og purløgsblomster.

.

Sæt fadet i en 200 grader varm ovn, og bag retten, til den er gylden, 30-40 minutter.

Ved serveringen har jeg drysset med friske purløgsblomster, koriander (både grønt og blomster) og hyldeblomster.

.

.

Share