Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Mathilde Walter ClarkArkiv

fredag

1

marts 2024

9

KOMMENTARER

blomkål i sød chilisovs med grillet sesamtofu – sandheden om dyre”velfærd”

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

lad os kalde en spade for en spade

Forfatteren til “Det blinde øje”, Mathilde Walter Clark, har netop modtaget Politikens litteraturpris for sin fine bog om, hvordan vi bruger ord til at retfærdiggøre vores  mishandling af dyr, i dette tilfælde mink. Prisen kunne næppe være mere velanbragt.

Forfatteren påviser, hvordan vores valg af ord dækker over de pinsler, som dyrene udsættes for. Bogen er kommet i flere oplag og viser, at der heldigvis er interesse blandt danskerne for at dæmme op for mishandlingen af dyr i produktionen. Eller i det mindste af kaste lys på uhyrlighederne.

Mathilde Walter Clark sætter ord på, hvordan vores holdning til produktionsdyr helt kører af sporet, når vi ikke kalder tingene ved deres rette navn. Det er nemt at dulme sin dårlige samvittighed (for vi véd det jo godt!), når begreber som pelsmodning dækker over det faktum, at man holder dyr, der normalt har et territorie på op mod 3 km, og er skabt til at leve ved vand, indespærret i et lille bur i otte måneder – og at ord som huldstyring betyder, at dyrene sultes i vinterkulden, for at kunne levere mere afkom.

Mathilde Walter Clark har fået mig til at tænke over, hvordan vi med god samvittighed også kan købe kød fra dyr, og spise det uden at få det galt i halsen, når pakningerne forsynes med ord, der dækker over noget helt andet end sandheden. Eller rettere fortier sandheden.

Jeg vil blot nævne ordet dyrevelfærd. Hvem vil ikke gerne have velfærd? Også for dyrene. Men der er generelt ikke meget dyrevelfærd i dansk landbrug. Ordet velfærd dækker over mishandling. Man har oven i købet inddelt det i tre grader: kød med lidt mishandling, kød med medium mishandling, og kød med maksimum mishandling.

Måske ville omstillingen til en plantebaseret kost gå hurtigere, hvis vi kaldte en spade for en spade, og mærkede kødpakningerne med det, de retteligt indholder. En udvidet forbrugervejledning. Det kunne være:

“Hakket kød af udpint malkeko. Leverede 35 kg mælk om dagen. Levede hele sit 5 år unge liv i en stald. Aflivet med boltpistol og overskæring af halspulsårerne. Maksimum mishandling” eller

“Koteletter af 8 måneder gammel kalv. Havde 12 timer med sin mor efter fødslen. Medium mishandling” eller

“Hakket svinekød af 2 år gammel fødemaskine. Har produceret 80 grise og været fikseret 2 måneder om året i sin levetid. Maksimum mishandling” eller

“Kylling med brækkede ben. Slået ihjel i strømførende vandbad. Levet sit 45 dage unge liv i en stald med knap 5000 andre individer”. Maksimum mishandling

Et andet foretrukket ord i landbruget, der skal sløre sandheden, er planteværn. Det ord betyder slet og ret GIFT.

Giftene fra landbrugets produktion findes nu i mere end hver anden drikkevandsboring i Danmark. I mere end hver tiende boring er grænseværdien overskredet.

I årtier er landbruget blevet støttet med milliarder af kroner for at drive rovdrift på dyr, natur og klima. Nu bliver de bedt om at skrue lidt ned for uhyrlighederne. Jo, det vil de måske nok overveje, HVIS altså de får penge for det!

Kan det blive mere grotesk? Kejseren har jo ikke noget tøj på. Hvem får øje på det først?

.

der er heldigvis alternativer

Lad os vende blikket mod mad uden lidelse.

I denne opskrift er smagen draget østpå, den kunne være hentet i Kina, Indonesien eller andre lande i Østasien. Her er både mildt og krydret, blødt og sprødt.

Og da det gerne må gå lidt stærkt, har jeg grebet den færdigkøbte chilisovs på flaske. Smagen er både sød og stærk – og det passer perfekt til blomkål.

.

sprøde proteiner

Denne virkelig enkle ret får sine proteiner fra grillet tofu. Selv om tofuen serveres med blomkålen i den forholdsvis stærke sovs, må tofuen gerne få lidt ekstra smag også. De fleste mennesker, der har smagt tofu naturel, er som regel flygtet langt væk. Det kan jeg godt forstå, for tofu uden smag kan godt minde lidt om kagepap.

Men vælg røget tofu eller tofu med smag af chili eller krydderurter. Det er også nemt at sætte sit eget præg på tofuen. Se om forskellige muligheder her.

.

hjemmelavet sovs

Hvis du ikke har lyst til at bruge den færdigkøbte chilisovs, kan du i stedet lave din egen barbecuesovs, der er som skabt til blomkål, se opskriften her.

..

alternative proteiner

Hvis du hører til dem, der ikke er så vild med tofu, så giv alligevel disse grillede stykker chancen. De er ret lækre.

Men det er også muligt at lave retten endnu hurtigere, hvis du udelader tofuen og i stedet får proteinerne fra bønner eller linser. Du kan så blande en dåse bønner eller linser (eller koge dem selv først) sammen med blomkålen og sovsen. Så har du en slags sammenkogt ret, og den tager ikke meget mere end 15 minutter at tilberede.

.

blomkål i chilisovs med sesamgrillet tofu

¾ kg blomkål

150 g løg

1 helt hvidløg

evt. 1/2-1 dl olivenolie

2 ½ dl sød chilisovs

1 bdt purløg eller grøn top af forårsløg

evt. reven ingefær

tamari (soja)

200 g fast tofu, gerne røget eller med anden smag

evt. flydende røg (købes i specialbutikker eller på nettet)

sesamfrø

evt. bambus- eller andre træspyd

25 g cashewkerner 

Du kan tilberede blomkålen på to måder.

Enten:

Del kålen i buketter, læg dem i kogende vand, damp dem 4-5 minutter. Afdryp dem. Så sparer du det meste af olien.

Skær løgene i tynde både og hvidløgne i skiver. Svits de to ting i 2 spsk olie til løgene er gyldne. Bland dem med kålen.

Eller:

Steg buketter af blomkålen, både af løgene og skiver af hvidløgene i en stor pande, til alle ingredienser er gyldne.

Bland i begge tilfælde chilisovsen i blomkålen og varm den igennem.

Du kan evt. smage chilisovsen til med ingefær og tamari.

Pres al væden ud af tofuen og skær den i små stykker som på fotoene. Hvis du ikke bruger røget tou, kan du marinere neutral tofu i et par spsk olivenolie tilsat 1-2 tsk flydende røg. Lad gerne tofuen ligge i marinaden fra dagen før, du skal bruge den. Vend rundt engang imellem.

Træk tofustykkerne på grillspyd (lad dem først ligge lidt i vand) eller læg dem på en bageplade. Pensl tofuen med olie og drys med sesamfrø og en smule salt.

Sæt pladen eller spyddene under grillen i ovnen og grill tofuen til den er gylden. Vend spyddene eller stykkerne ind imellem.

Servér chilikålen drysset med klippet purløg eller snittet top af forårsløg samt cashewkerner. Du kan evt. riste kernerne gyldne på en tør pande.

Giv tofuspyddene til separat.

..

..

Share

fredag

5

januar 2024

6

KOMMENTARER

kartoffelkur i januar – Godt nytår

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter, klima og mad

.

velkommen til et nyt (og forhåbentlig!) grønt år

Så kom vi ind i det nye år: i sandhed et udfordrende år! Krige og klimaet raser. Hvad gør man som et enkelt lille menneske? Det ser håbløst ud, men måske skal vi lytte til den store forfatter Leo Tolstoj, som sagde: :”Så længe, der findes slagtehaller, vil der være krige.”

Jeg vil gerne tilføje: Så længe, der findes slagtehaller, vil der være klimakatastrofer.

.

at “lave” dyr har store omkostninger

Den lille fætter ovenfor holdt mig med selskab i sommerhuset, endnu denne sommer. Men den er truet, sammen med milliarder af andre små og store dyr, fordi vi her i landet “laver” 13 millioner svin om året. Tæller vi hele produktionen med: køer, lam, ænder, kyllinger etc. kommer vi op på det svimlende antal af mere end 200 millioner slagtede dyr her i landet årligt.

Intet andet land i verden “laver” så mange dyr pr. indbygger. Det kan hverken dyrene eller naturen holde til. Den samme udbytning sker mange andre steder på kloden. Vi er bare de værste.

Den 97årige engelske naturforsker David Attenborough siger:

Vi må ændre vores madvaner. Vor tids sande tragedie er stadig i gang – tabet af biodiversitet. Halvdelen af jordens frugtbare jord er nu landbrugsjord. Planeten kan ikke understøtte billioner af kødspisere. Hvis vi alle kun spiste planter, ville vi kun have brug for halvdelen af de arealer, vi bruger i øjeblikket.”

Siden jeg forstod, hvad der foregik, har mit nytårsønske hvert år været bedre velfærd for produktionsdyrene – og langt færre. Det er det stadigvæk. Men det gælder profitten og eksporten, for faktisk sender vi de fleste af de døde dyr til udlandet.

Mit håb for 2024 er, at vi finder tilbage til jordforbindelsen – bogstavelig talt – at vi ser, at dyreproduktion ikke blot skader dyrene, det fjerner selve livsgrundlaget for  mennesker. Dyrene lider, klimaet lider, luften og vandet lider. Og vi mennesker lider.

Lad 2024 blive året, hvor mange flere spiser meget mere grønt – i kærlighed til produktionsdyrene og den planet, der brødføder os – og alle de små og store dyr, der er nødvendige for balancen i naturen.

Hvis du i årets løb mangler den perfekte vært/værtindegave til venner eller familie, der ikke har tænkt over sammenhængen imellem det, vi spiser, og vores omgivelser, kan  jeg varmt anbefale Mathilde Walter Clarks lille bog: “Hvordan man laver dyr”. Den koster kun kr. 84,95.

Rigtig godt og grønt nytår!

.

nytårskur er kartoffelkur

Januar er på mange måder en udfordring: den er mørk, den er kold, og måske er kassen tom efter jul og nytår.

Men her kommer hjælpen: de skønneste kartoffelfrikadeller med selleri og porrer. Det er mad, de fleste har råd til i en udfordrende måned. Og så kan frikadellerne også lokke et lille smil frem, håber jeg.

.

kartoffel/sellerifrikadeller

(14-15 frikadeller)

75 g valnødder

300 g kartofler

300 g selleri

100 g grøn porretop (kan erstattes af løg)

4 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

1 spsk tørret, smuldret rosmarin eller anden krydderurt

ca. 50 g havregryn

evt. lidt rasp

1 spsk balsamico eller citronsaft

friskkværnet peber, tamari

.

Hak valnødderne mellemfint og rist dem på en tør pande. Sæt dem til side.

Skær kartofler og selleri i små terninger og kog dem møre, ca. 8 minutter. Hæld vandet fra (gem det) og damp grøntsagerne tørre.

Mos kartofler og selleri med en gaffel.

Snit porretoppen og hak hvidløgene. Svits dem i olien, til porrerne er bløde.

Rør porrer, rosmarin og havregryn i mosen og tilsæt valnødderne.

Rør lidt af kogevandet i farsen, så den bliver sammenhængende.

Smag godt til med balsamico eller citronsaft, peber og tamari.

Klem farsen godt sammen i skålen og lad den hvile en halv times tid.

Vurdér konsistensen og tilsæt evt. lidt rasp og/eller havregryn – eller måske lidt mere væde. Smag godt til igen. Lad farsen trække lidt igen.

Form med melede hænder og en ske frikadeller af farsen og steg dem gyldne i olie på en pande. Olien skal være godt varm, når du sætter frikadellerne på panden, ellers kan de hænge i.

.

spis salat til

Salaten på billedet er med terninger af kogte rødbeder, majskorn, rå blomkål, et par dl kogt quinoa og mynteblade. Hakkede valnødder på toppen vil være en ekstra gevinst.

Dressingen kan være en citron/oliedressing smagt til med salt, peber og sennep.

Salaten ligger i et frisk majsblad, fordi jeg lavede den i majssæsonen og brugte friske majs fra kolben. Men du kan sagtens vælge frosne majskerner.

Vil du have en slags sovs til frikadellerne, så prøv den lækre gomasovs af sesamfrø.

Jeg har brugt en dip af planteyoghurt smagt til med reven peberrod, citronsaft, tamari og peber.

.

gomasovs

.

Share