Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

krydrede kikærterArkiv

fredag

25

september 2026

2

KOMMENTARER

rødbeder i kokossovs med krydrede kikærter – og ny klog bog

Skrevet af , Posted in hovedretter

 

nu er det rodfrugternes tur

Efter den store grøntsagsfest fra forsommerens asparges, nye kartofler og ærter til sensommerens gåen amok i majskolber, nærmer den årstid sig, hvor det er de tungere rodfrugter, der tager over. Måske er det lidt vemodigt, men det føles også rigtigt og trygt, at efterår og vinter er ensbetydende med mere bastante grøntsager.

Nu kalder vejret på hygge indendørs, og denne gryderet er perfekt til en kølig septemberaften. Det er en stor glæde at følge årstiderne i sit køkken.

rødbeder med frugt

Jeg lavede retten, da brombærrene endnu hang tungt på buskene. Nu er brombærsæsonen forbi, og du kan sagtens udelade bærrene, eller du kan erstatte dem med blåbær.

Hvis du selv dyrker vindruer, burde der stadig være nogle klaser tilbage. Men ellers kan de også udelades – dellers kan der købes økologiske druer i øjeblikket, desværre en alt for sjælden glæde. Men retten er lækker – også uden frugt.

De stegte løg og de krydrede kikærter bidrager med ekstra smagsnuancer til den spicy kokossovs.

en supersund knold

Mad med rødbeder er ikke kun godt for husholdningsbudgettet, rødbeder er også supersunde for kroppen.

Rødbeder er blandt de sundeste af de “underjordiske” grøntsager, dvs. rødder og knolde, der vokser under jorden. Men også det pæneste af rødbedens “overjordiske” del, toppen, kan spises, enten i en salat eller på samme måde som spinat.

Rødbeder indeholder mange værdifulde stoffer. De har bl.a. et højt indhold af K-vitaminer og B-vitaminer, især folat, som er vigtigt for blod og celledeling. Desuden betacaroten og C-vitaminer.

Du får også godt med kalium, der er vigtigt for blodtryk, muskler og nerver, samt andre mineraler som kalk, magnesium og zink.

Rødbeder er desuden kalorielette (kun 55 pr. 100 g rødbede) og fiberrige, og så har de et godt indhold af letoptageligt jern. Jern er en vigtig del af blodets røde farvestof, hæmoglobin, der er ansvarligt for, at ilten transporteres rundt i kroppen.

en klog bog

på tur i tarmen – tag kontrol over dit helbred

De to succesforfattere, professor Oluf Borbye Pedersen og journalist Mette Mølbak, der stod bag bestselleren “Professorens grønne energigrød”, har netop udsendt en opfølger med titlen “Professorens vejviser til SUNDHED INDEFRA – forstå dit mikrobiom og lev livet fuldt ud”.

I bogen forklarer professoren med videnskabeligt belæg, hvad der foregår i den fantastiske verden, som udgør vores tarmsystem. Når man læser bogen, rammes man af stor ydmyghed over, hvad det er, der arbejder for os i denne dunkle verden. Her kører en “fabrik” i døgndrift, herfra styres vores sundhed – eller mangel på samme. Professoren viser, at vi i høj grad selv har mulighed for at stille på knapperne.

Vores tarmsystem indeholder milliarder af bakterier (faktisk omkring 2 kg), det såkaldte mikrobiom, og de fleste af os tager det for givet, at dette komplicerede system virker automatisk. Men sandheden er, at vi alt for ofte udsulter disse bakterier, virus og svampe med usund mad. Ikke mindst ultraforarbejdede produkter ødelægger vores mikrobiom.

For at mikrobiomet kan trives og dermed holde os raske, har det brug for masser af fibre. Disse fibre kommer fra grøntsager og andre uforarbejdede produkter fra planteriget.

“SUNDHED INDEFRA” giver en aha-oplevelse. Har man læst bogen, tvivler jeg på, at man nænner at udsulte disse bittesmå milliarder af “væsener”, der har så kolossal betydning for vores velbefindende –  livet igennem.

Det er en kæmpe-øjenåbner, når professoren gennemgår de mange processer i fordøjelsen og giver anvisning på, hvordan vi spiser vores mikrobiom i topform. Bogen bør læses af enhver, der vil styrke sit helbred indefra.

Er det så endnu en bog om endnu en kur? Nej, det er en bog om, hvordan man plejer sin indre “motor” livet igennem med sund og uforarbejdet mad. Det handler om en helt ny livsstil.

Til “SUNDHED INDEFRA” har Mette Mølbak udarbejdet 25 lækre opskrifter på den fiberrige og opbyggende mad, som er grundlaget for et sundt mikrobiom. De fleste er plantebaserede, men et par er med fisk og en enkelt med kylling.

“SUNDHED INDEFRA” er en bog for alle, der vil tage medansvar for deres sundhed og helbred.

For mig personligt er det en kæmpeglæde at få videnskabeligt bevis for, at den mad jeg har anbefalet og arbejdet med i over 50 år er den rigtige. Da jeg startede med mine grønne opskrifter og kostråd, kendte jeg ikke begrebet mikrobiom. Jeg blev dengang hånet og latterliggjort, men jeg har aldrig et sekund været i tvivl om, at alt det skønne fra planteriget er en af betingelserne for en let(tere) gang på jorden.

“SUNDHED INDEFRA” af Mette Mølbak og Oluf Borbye Pedersen. Indb. 224 sider. Gyldendal. Bogen kan købes hos den lokale boghandler eller hos Saxo.

efteråret så sagte kommer …

rødbeder i kokossovs med krydrede kikærter

(4 personer)

150 g tørrede kikærter eller 300 g kogte

3/4 kg rødbeder

250 g løg

olivenolie

1 spsk spidskommenfrø

2 tsk sennepsfrø

lidt hakket chili

salt, friskkværnet peber, rørsukker

2 1/2 dl kokosmælk eller anden plantemælk/fløde

1 økologisk limefrugt

100 g vindruer og/eller brombær

Læg kikærterne i blød mindst 8 timer. Kog dem i nyt vand ca. 20 minutter. Afdryp dem og lad dem blive tørre. Du kan også bruge kogte kikærter fra karton.

Kog rødbederne møre, 30-40 minutter afhængig af størrelsen. Eller bag dem i ovnen.

Afkøl og flå rødbederne. Skær dem i terninger.

Skær løgene i både og steg dem gyldne i 2 spsk olie. Sæt dem til side.

Rist spidskommen- og sennepsfrø i 2 spsk olie, til de dufter. Tilsæt chili og kikærter og et drys salt og peber. Rist kikærterne gyldne. Sæt dem til side.

Bring kokosmælken i kog med et par spsk limesaft. Tilsæt 2 tsk reven limeskal. Smag til med salt og peber og evt. et nip sukker.

Kom rødbeder, kikærter (gem lidt til pynt), løg og vindruer og/eller brombær i sovsen og varm det igennem.

Servér retten med kogte korn som fx perlespelt, rugkerner, ris eller et godt stykke brød.

En salat med hele korn og/eller linser passer også fint til gryderetten, se nedenfor.

.

salat med perlebyg og linser

En mættende salat som denne med hele korn og linser passer godt til rødbederetten.

Opskriften er med en ærtepuré som “dressing”. Den kan du evt. springe over og bruge en helt almindelig olie/eddikedressing i stedet. Se opskriften her.

.

Share

fredag

30

september 2022

8

KOMMENTARER

SKAARUP’S SKØNNE SPAREKØKKEN: rødbeder og kikærter i krydret kokossovs

Skrevet af , Posted in Uncategorized

.

rod i sparekøkkenet – sundt, mættende og billigt

Rødbeder rækker langt, så her er endnu en idé til mad med rødbeder, og så får du også grunden til en rødbedesuppe, fordi rødbederne skrælles og koges i små terninger. Det sparer kogetid i forhold til at koge hele rødbeder. Og så har du en start-bouilllon til en suppe.

Der er al mulig grund til at glæde sig over, at plantespisere allerede er på forkant med den nye virkelighed, der venter os og vores madvaner. Vi lever nemlig allerede sådan, som mange bliver tvunget til fremover.

Mange butikker kan ikke mere tillade sig at have strømslugende køle- og frysediske kørende. Det er ikke noget problem for plantespiserne, for vi får langt hovedparten af vores ernæring fra friske grøntsager. Lige nu er det alle de skønne rodfrugter og de forskellige slags kål. Ingen af de produkter behøver hverken køl eller frys.

Vejret kalder på hygge indendørs, og denne gryderet er perfekt til en lækker middag. Jeg tror, at også børnene vil elske både smagen og farverne!

.

brug kogevandet til en rødbedesuppe

Til denne spicy rødbedesuppe kan du bruge kogevandet fra rødbederne og halvdelen af kokosmælken fra hovedretten.

Se opskrift på rødbedesuppe med kokosmælk her.

.

rodfrugter og kål vil få os gennem en sparevinter

Rødbedmad er ikke kun godt for husholdningsbudgettet, rødbeder er også supersunde for kroppen.

Rødbeder er blandt de sundeste af de “underjordiske” grøntsager, dvs. rødder og knolde, der vokser under jorden. Men også det pæneste af rødbedens “overjordiske” del, toppen, kan spises, enten i en salat eller på samme måde som spinat.

Rødbeder indeholder mange værdifulde stoffer. De har bl.a. et højt indhold af K-vitaminer og B-vitaminer, især folat, som er vigtigt for blod og celledeling. Desuden betacaroten og C-vitaminer.

Du får også godt med kalium, der er vigtigt for blodtryk, muskler og nerver, samt andre mineraler som kalk, magnesium og zink.

Rødbeder er desuden kalorielette (kun 55 pr. 100 g rødbede) og fiberrige, og så har de et godt indhold af letoptageligt jern. Jern er en vigtig del af blodets røde farvestof, hæmoglobin, der er ansvarligt for, at ilten transporteres rundt i kroppen.

.

rødbeder med frugt

Jeg lavede retten, da brombærrene endnu hang tungt på buskene. Nu er brombærsæsonen næsten forbi, og du kan sagtens udelade bærrene, eller du kan erstatte dem med blåbær. Hvis du selv dyrker vindruer, burde der stadig være nogle klaser tilbage. Men ellers kan de også udelades. Retten er lækker – også uden frugt. De stegte løg og de krydrede kikærter bidrager med ekstra smagsnuancer til kokossovsen.

.

servér en salat til

Denne couscous-salat med grønkål, blomkål og valnødder passer fint til rødbederetten.

Couscous er ikke verdens mest næringsrige korn, men til gengæld skal couscous ikke koges – blot overhældes med kogende vand. Så sparer du energi.

Hvis budgettet er stramt, så udelad en eller flere af grøntsagerne – eller brug dem du har.

Se opskriften her.

.

rødbeder i kokossovs med krydrede kikærter

(4 personer)

1-2 brikker kikærter a 230 g netto (kan erstattes af Ingrid ærter eller bønner) 

3/4 kg rødbeder

250 g løg

olivenolie

1 spsk spidskommenfrø

2 tsk sennepsfrø

lidt hakket chili

salt, friskkværnet peber

2 1/2 dl kokosmælk eller anden plantemælk/fløde

lidt reven ingefær efter smag

1 økologisk limefrugt

100 g vindruer og/eller brombær, evt. blåbær

.

For at spare energi har jeg valgt at bruge kikærter fra brikker. Du kan bruge en enkelt brik eller evt. to, hvis retten skal være ekstra mættende.

Afdryp kikærterne godt. Lad dem gerne tørre lidt.

Du kan naturligvis også sætte tørrede kikærter(eller ærter/bønner) i blød og koge dem som du plejer. Eller måske har du et lille lager liggende i fryseren.

Skræl rødbederne og skær dem i små terninger.

Kog dem knap møre, ca. 10 minutter. Afdryp dem. Gem gerne kogevandet til en suppe som foreslået ovenfor.

Skær løgene i både og steg dem hurtigt gyldne i 2 spsk olie. Sæt dem til side.

Rist spidskommen- og sennepsfrø i 2 spsk olie, til de dufter. Tilsæt chili og kikærter og et drys salt og peber. Rist kikærterne gyldne. Sæt dem til side.

Bring kokosmælken i kog med et par spsk limesaft. Tilsæt 2 tsk reven limeskal og reven ingefær efter smag.

Smag til med salt og peber.

Kom rødbeder, kikærter (gem lidt til pynt), løg og vindruer og/eller brombær i sovsen og varm den igennem.

Servér retten med kogte korn som fx perlespelt, rugkerner, ris eller et godt stykke brød – eller vælg salaten foreslået ovenfor.

.

.

Share

fredag

17

januar 2020

6

KOMMENTARER

bagte søde kartofler med svampe-broccolifyld og krydrede kikærter

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

en heldig kartoffel er en fyldt kartoffel

Hvis man skal stride sig nogenlunde velbeholden gennem januars regnvåde dis og overleve at solen er gået i permanent vinterhi bag mørke skyer, må man skabe sine egne “honning”depoter. Små lommer af opmuntring og glæde, skønhed og velsmag. Kort sagt: sjæleføde! Depoterne kan heldigvis lægges ud alle vegne og er for det meste helt gratis.

Et “honning”depot kan være nærkontakt med naturen, et stykke musik, meditation, en bog, der opsluger, så man glemmer om det er dag eller nat (lyset er jo nogenlunde det samme døgnet rundt her i januar!). Mulighederne er uendelige. For mig er det selvfølgelig især at arbejde med udvikling af plantebaseret mad. Når ører og øjne har fået deres, er det smagssansen, der skal glædes. Så føler jeg mig godt placeret lige midt i honningkrukken.

Det var den tidligere chefredaktør på Politiken, Thøger Seidenfaden, der opfandt begrebet “honning”depot. Hvis du også samler på “honning”depoter, så skriv gerne og del med os andre. Det er umuligt at få nok “honning”depoter!

Og så lige et citat fra en lille bjørn, der vidste alt om honningdepoter:

– Bare fordi et dyr er stort, betyder det ikke, at han ikke vil have venlighed. Ligegyldigt, hvor stor Tigerdyret virker til at være, så husk, at han ønsker lige så meget venlighed som Kængubarnet.

Peter Plys

.

sæt kulør og smag på januar

En af de ufattelig mange fordele ved at spise grøntsager er de smukke farver og de uendelige smagsnuancer. Den søde kartoffel – som slet ikke er nogen kartoffel – er orange til forskel fra vores almindelige hvide kartoffel, og smagen er også anderledes. Den søde kartoffel smager sødligt, som navnet også antyder.

.

en sund knold

Den søde kartoffel tilhører snerlefamilien og stammer oprindeligt fra Mexico. Den dyrkes nu mange andre steder og kan fås året rundt.

Den søde kartoffel indeholder en pæn portion A- (betakaroten) og C-vitaminer, mange mineraler og dobbelt så mange fibre som den hvide kartoffel. Men i øvrigt er de to typer kartofler nogenlunde ligeværdige rent ernæringsmæssigt, bortset fra at den søde kartoffel giver et mere stabilt blodsukker end den hvide.

.

tema med variationer

Hvis du foretrækker den mere kendte hvide kartoffel, kan den fyldes på nøjagtig samme måde som den søde i denne opskrift.

Kikærterne kan byttes ud med bønner eller linser, evt. små stegte terninger af marineret tofu. Broccolien kan byttes ud med blomkål, evt. den grønne eller lilla –  eller den lysegrønne romanescokål.

Hvis du foretrækker at spise retten kold, kan du spare tid ved at bytte sovsen ud med yoghurt smagt til med spidskommen, tamari og peber.

 

bagte søde kartofler med svampe-broccolifyld og krydrede kikærter

(4 personer)

4 store søde kartofler eller 8 mindre

fyld:

50 g skalotteløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

250 g markchampignon

citronsaft

250 g broccoli

frisk koriander

sovs:

2 spsk olivenolie

3 spsk hvede- eller boghvedemel

ca. 3 dl plantemælk, jeg har brugt rismælk

½-1 tsk reven muskatnød

krydrede kikærter:

1 dåse kikærter (200 g) eller 100 g tørrede kikærter

1 spsk spidskommenfrø

1 spsk korianderfrø

2 tsk sennepsfrø

2 tsk røget paprika

 

Skrub kartoflerne helt rene. Pensl dem med olivenolie og skær et snit i kartoflerne på den lange led. Læg kartoflerne på en bageplade.

Bag kartoflerne i en 200 grader varm ovn 20-35 minutter afhængig af størrelsen.

Hak skalotteløgene og svits dem et par minutter i olien. Skær svampene i kvarte og tilsæt dem. Svits svampene 3-4 minutter. Tilsæt et par spsk citronsaft samt et drys salt og peber.

Skær broccolien i små buketter. Skær stokken i små terninger. Hæld kogende vand over og lad kålen stå 5-10 minutter.

Varm olien op i en gryde og drys melet i. Bag sovsen op med mælken, til den har passende konsistens. Lad sovsen simre 4-5 minutter.

Smag godt til med reven muskatnød, salt og peber.

Afdryp broccolien og kom den i sovsen sammen med de stegte svampe.

Luk kartoflerne op og læg så meget fyld i som muligt. Servér overskydende fyld til separat.

Drys med de ristede kikærter og koriander.

.

kikærterne

Knus de to slags frø i en morter. Rist dem på en tør pande sammen med sennepsfrøene, til de dufter.

Afdryp kikærterne (hvis du bruger tørrede kikærter, så læg dem i blød mindst 8 timer og kog dem møre ca. 20 minutter) .

Kom et par spsk olivenolie på panden med krydderierne og tilsæt kikærterne sammen med paprika og et drys salt og peber.

Rist kikærterne i krydderblandingen, til de et gyldne og lidt sprøde.

.

 

.

Share