Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

kokosmælk mad medArkiv

fredag

3

marts 2017

16

KOMMENTARER

kokoscurry med rødbeder – lær at lave din egen karrypasta

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

danske rødder får en stærk personlighed med hjemmelavet karrypasta

Noget af det, der altid fascinerer mig ved madlavning, er det alkymistiske element: hvordan man kan forvandle enkle råvarer til helt nye og spændende retter med mange forskellige smagsoplevelser. Hvor mange andre kunstarter kan trylle så store oplevelser frem, der berører (næsten) alle sanser?

Her er det den tilbageholdende rødbede, der på denne tid af sæsonen får sin anden ungdom, når den får lov at simre i kokosmælk tilsat karrypasta – måske oven i købet en hjemmelavet karrypasta.

Jeg har tidligere præsenteret en rødbedecurry, som minder om denne. Den gang skrev en af bloggens trofaste læsere, min gode ven Henrik, at han var helt vild med curryretten, og at han gerne ville bidrage med opskrift på en hjemmelavet karrypasta. Den får du nedenfor.

Det kan varmt anbefales at lave Henriks karrypasta. Den er meget delikat, og den har lang holdbarhed. Det er praktisk, for det er små mængder, der bruges til hver enkelt ret, der kalder på den ildsprudlende karrypasta.

Hvis du bor i København eller i øvrigt kommer i nærheden af Saxogade, kan du nogle dage træffe krydderi-eksperten Henrik i den nye emballage-fri butik, Løs Market, som jeg tidligere har anbefalet. Her kan du foruden en snak om råvarer og økologi få gode råd om krydderier. Butikken har et fint udvalg af førsteklasses krydderier, prøv fx den marokkanske ras el hanut.

.

.

Henriks hjemmelavede karrypasta

1 spsk sorte peberkorn

4 spsk korianderfrø

2 spsk spidskommenfrø

1 spsk brune sennepsfrø

1 ¼ dl olie (majs- eller solsikkeolie)

6 fed hvidløg, pressede

5 cm ingefær, skrællet og hakket

1 spsk stødt chili

1 tsk gurkemeje

.

Henrik skriver:

“Det er en herlig proces at lave sin karrypasta selv! Køkkenet dufter af de skønne krydderier, det er en sand fryd.”

Opvarm en tør pande. Tilsæt peberkorn, koriander, spidskommen og sennepsfrø og rist krydderierne, indtil duften begynder at brede sig. Krydderierne må endelig ikke brænde på!
 Hæld krydderierne over på en tallerken.

Lad krydderierne køle helt af, hæld dem i en kværn eller i en morter og sørg for at kværne/knuse løs, indtil alt er fint malet.

Nu har du basen til din karrypasta.

Hæld olien på en varm pande, tilsæt hvidløg, ingefær, chilipulver og gurkemeje – og svits, mens du rører konstant.

Tilsæt de fint malede krydderier og steg videre på panden, indtil olien skiller. Så er din karrypasta færdig!

Tag pastaen af panden og lad den køle helt af, før du kommer den i et helt rent glas eller en lille lufttæt beholder. Pastaen kan holde op til 6 måneder i køleskabet.

.

færdigkøbt karrypasta

Du skal ikke fortvivle, hvis du ikke har overskud til at lave Henriks karrypasta. I orientalske butikker kan du købe en færdig karrypasta, som er glimrende. Den holder sig også månedsvis i køleskabet.

..

rødbedecurry med klisterris og edamamebønner

Som ekstra energigiver anbefaler jeg de proteinrige edamamebønner til curryen. Bønnerne fås økologiske og frosne i supermarkeder.

Som tilbehør kan du vælge de eksotiske klisterris (se nedenfor) eller almindelige (mere næringsrige) brune ris.

.

kokoscurry med rødbeder, bønner og klisterris

1 kg rødbeder

frø fra 5-6 kardemommekapsler

1 spsk spidskommenfrø

1 spsk fennikelfrø

2 spsk kokos- eller rapsolie

1-2 tsk rød karrypasta (pas på: den er stærk)

150 g løg

4 fed hvidløg

2 dl kokosmælk

1 økologisk limefrugt

200 g frosne edamamebønner (kan erstattes af kogte kikærter eller bønner)

evt. 1-2 dl grøntsagabouillon

salt, rørsukker

mynte eller koriander

200 g klisterris eller almindelige ris, gerne brune (eller mere klimavenligt: kogte hvedekerner)

.

Hvis du vælger at servere klisterris til curryretten så start på dem først, se nedenfor.

Kog rødbederne møre, 30-40 minutter, afhængig af størrelsen. Afkøl og flå rødbederne. Skær dem i store terninger.

Du kan også bage rødbederne, hvis du alligevel har noget i ovnen.

Stød kardemommefrøene i en morter og kom dem i en gryde sammen med spidskommen- og fennikelfrø. Rist frøene til de dufter.

Hæld olien i gryden og tilsæt karrypastaen. Svits den et par minutter.

Skær løgene i både og hak hvidløgene. Tilsæt dem. Svits løgene 4-5 minutter.

Hæld kokosmælken i gryden og lad den simre 4-5 minutter. Tilsæt 2 spsk limesaft og 1 spsk reven limeskal.

Kom rødbeder og edamamebønner i gryden og lad dem simre 6-8 minutter.

Smag godt til med salt, sukker og limesaft. Servér curryretten med den eller de valgte krydderurter.

Klisterris: hæld kogende vand på risene, der dækker. Lad risene udbløde i ca. 2 timer.

Afdryp risene og læg dem i en sigte, der kan gå ned i en gryde. Bring rigeligt vand i kog i gryden og sæt sigten over gryden. Læg låg på, så dampen ikke kan slippe ud.

Damp risene 20 minutter, vend dem i sigten og damp dem yderligere 15-20 minutter. Tjek om de er bløde.

Klisterris købes i orientalske butikker.

.

klisterris

Klisterris er ikke særlig kendt i Danmark, og det er da også klogere at spise brune ris, der har mere næring end hvide ris.

Men klisterris er ikke kun hvide, de klistrer også, som navnet siger. Klisterris spises især i det nordlige Thailand og i Laos, og risene er praktiske, hvis man ikke er den glade ejer af spisebestik.

I Østen ruller man med den højre hånd en lille kugle af risene inde i hånden. Da risen klistrer, bliver den til en lille fast “bold”. Den dypper man så i curryretten og kan på den måde spise uden ske, som er det mest benyttede spiseredskab til curryretter på de kanter.

 

Share