Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

kartoffelmadderArkiv

fredag

26

maj 2023

0

KOMMENTARER

tærte med asparges og nye kartofler – mal et madbillede

Skrevet af , Posted in festmad, frokostretter, hovedretter

.

glædelig pinse – mal med mad

Jeg ønsker glædelig pinse med en rigtig forårstærte!

Forårets yndlinge kan nydes på mange måder. Her er et forslag, hvor man kan bruge sin kreativitet og “male” et lille stykke natur.

Jeg synes, mad skal serveres smukt. Det er respekt for maden og viser, at det ikke bare er noget, man hurtigt skal mætte maven med. Mad er en gave, der ikke er alle forundt på denne planet. Så når man gør sig umage med at lave sund og smuk mad, ærer man den jord, der har givet os de smukke og sunde råvarer.

Her er en idé til pinsemaden – eller er du mere til smørrebrød, så se nederst i indlægget. Det er stadig de små gyldne guldklumper, det handler om.

.

brug kreativiteten

I en tærte kan man bygge små landskaber. Her i foråret er det selvfølgelig oplagt at bruge asparges og små nye kartofler. Jeg har yderligere “malet” med et spidskålsblad, små broccolibuketter, radiser, ærter, gulerod, krydderurter og ramsløgblomster. Men “mal” selv og vælg de råvarer, du har.

Jeg har brugt hvide og lilla asparges. De lilla er meget smukke, men når de er kogt, bliver de grønne, som det ses på fotoene.

Cremen i tærtebunden er yoghurt rørt med cashewsmør.

.

cashewsmør

Jeg har for nylig fået øje på dette lækre økologiske cashewsmør fra Clearspring.

Smørret kan bruges som smør på brød, men det er også velegnet til en creme, som den der er i bunden på fx en tærte.

Se mere om cashewsmørret her.

Som nævnt i opskriften kan du i stedet for smørret bruge fint blendede cashewkerner.

.

varm eller kold tærte – med sprød bund

Tærten kan serveres enten varm eller kold. Hvis du vælger den kolde udgave, kan du evt. bage tærtebunden dagen i forvejen.

Bunden, der er sprød, kan laves glutenfri, hvis du bytter hvedemelet ud med boghvedemel eller kikærtemel.

.

tærte med asparges og nye kartofler – mal et madbillede

(4 personer)

tærtebund:

100 g hvedemel

100 g havremel

2 spsk olivenolie

½ dl plantefløde

1 tsk salt

ca. 1 dl vand

cashewcreme:

2 dl afdryppet planteyoghurt eller silketofu

2-3 spsk cashewsmør eller 100 g cashewnødder

2 fed hvidløg

friske krydderurter

salt, friskkværnet peber, rørsukker

fyld:

100 g bittesmå nye kartofler

½ kg asparges, hvide, lilla og/eller grønne

evt. radiser, lidt broccoli, gulerod, ærter, blade af spidskål, ramsløg, ramsløgblomster etc.

sort salt eller sorte ristede sesamfrø

.

Bland de to slags mel med olie, fløde, salt og vand.

Hvis du vil have en glutenfri tærte, kan du erstatte hvedemelet med boghvedemel eller kikærtemel.

Tilsæt de øvrige ingredienser og ælt dejen sammen. Måske skal der tilsættes lidt mere vand.

Sæt dejen i køleskabet en halv times tid.

Rør yoghurten med cashewsmør eller fint blendede cashewnødder. Tilsæt presset hvidløg og evt. hakkede krydderurter efter smag.

Smag godt til med salt, peber og evt. et nip sukker.

Kog kartoflerne 4-5 minutter. Længere hvis du bruger større kartofler.

Skræl hvide asparges. Skræl lilla og grønne på den nederste del af stilkene. Skær aspargesene i længder, der passer til din bageform.

Rul dejen ud og læg den i en smurt tærteform. Prik dejen med en gaffel.

Jeg har brugt en form, der måler 20×30 cm. Du kan dog med fordel vælge en form, der er lidt større.

Tærten kan serveres varm eller kold. Hvis du vil servere den varm, så forbag dejen i en 200 grader varm ovn 10 minutter.

Tag formen ud af ovnen og bred cashewcremen ud på dejen.

Lav derefter dit ”maleri”. Grøntsagerne (minus kartoflerne) skal ikke koges først.

Pensl med lidt olie og bag tærten færdig, ca. 10 minutter. Drys med sort salt eller sesamfrø og pynt med friske blomster af ramsløg eller andet.

Hvis du vil servere tærten kold, så bag tærtebunden i en 200 grader varm ovn 15-20 minutter. Afkøl den.

Smør cashewcremen på bunden og lav kunstværket som ovenfor.

Servér fx en salat med nye kartofler til tærten.

.

kartoffelsalat som tilbehør

Se opskrift på kartoffelsalaten med saltsyltede citroner og høvlet fennikel her.

.

der findes – næsten – ikke noget bedre end en kartoffelmad

 

Mon ikke de fleste elsker en rugbrødsmad med små nye kartofler, mayo og dild? Når dertil kommer et par sprøde asparges, burde pinsefrokosten blive en succes.

.

ingen ende på kartoffelmadderne

Ligesom med “maleriet” på tærten, kan man variere kartoffelmadderne i det uendelige. Her er det igen nye kartofler med karrymayo, strimler af agurk, radiser, sprød tangbacon og kørvel på toppen.

.

Share