Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

halloweenmadArkiv

fredag

28

oktober 2022

4

KOMMENTARER

SKAARUP’S SKØNNE SPAREKØKKEN: Halloween med fyldt græskar

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

det er uuuhhhyyyggeeligt – det er Halloween!

Nu nærmer Halloween sig: den uuuhyggelige amerikanske græskarfest, som også har fået tag i danskerne. Så ingen Halloween uden græskar, selv om det også handler om slik og en masse hårrejsende løjer.

Halloween har udviklet sig fra en mere end 2000 år gammel keltisk religiøs fest med dødsritualer og fejring af frugtbarhed. Det er disse ritualer, der er blevet til en slags fastelavn, som vi ser i dag.

Her er mit bud på årets Halloween-middag. Retten består af en bønneret, der minder om chili sin carne. Altså den chilistærke bønneret, der stammer fra Mexico. Og det er meget passende med en mexicansk ret, for ingen fejrer de dødes dag (día de los muertos) så intenst som netop mexicanerne. Traditionen går tilbage til indianerkulturerne, aztekerne og mayaerne. Og det er det samme, det handler om: festen for de døde.

Så omkring den 1. november er det svært at komme rundt i Mexico uden at støde ind i kranier og dinglende skeletter. Man kan gå med i optog med masser af musik eller besøge kirkegården om natten for at traktere de døde med deres livret. Det er lidt uuuhyggeligt, men de dødes dag er faktisk en livsbekræftende fest, hvor man mindes sine kære, som har forladt denne verden. Så denne ret er en hilsen fra både USA og Mexico.

.

læssevis af græskar

Det kræver læssevis af græskar at fejre Halloween. Denne vognfuld har jeg fotograferet i souken i Marrakech.

.

alle slags græskar du’r

Hvis du vil skære græskarlygter, skal der specielle runde græskar til. Men til madlavning kan du bruge alle sorter spiselige græskar.

.

Hos os mindes vi også de døde på dette tidspunkt af året. Den første søndag i november er det Allehelgensdag. Egentlig fejrede man i kirken de kristne helgener og martyrer på denne dag.

I dag mindes vi også i Danmark vores kære afdøde på denne dag, fx ved at tænde lys på gravene.

.

spar ikke på krydderierne

I mange lande sælger man ikke krydderier i små glas eller breve som hos os. Her er det salg fra store sække! Og der er ingen grund til at holde sig tilbage med krydderierne i denne bønneret. Dels er bønnerne milde, dels spiser man græskarkødet med, og det har heller ikke så meget smag i sig selv.

.

sparemad?

Hvis du vil spare ekstra på denne opskrift, kan du udelade bagning af græskarret. Så sparer du strøm til ovnen. Du kan så i stedet komme terninger af græskar i retten. De skal blot simre med 8-10 minutter.

I stedet for brune ris kan du servere kogte rug- eller speltkerner til retten. Kornene er dyrket i Danmark, og de giver en rigtig dejlig mæthedsfølelse.

.

hvor langt er vi egentlig nået?

tak til Politikens Philip Ytournel for tegningen

Når jeg hører politikerne i valgkampen, bliver jeg deprimeret på dyrenes, klimaets og naturens vegne. Hos de fleste partier er der ingen reel vilje til omstilling fra animalsk til plantebaseret mad – eller andre radikale klimaløsninger, der kan komme til at gøre den mindste smule ondt.

Jeg har sagt det tusind gange: vi som forbrugere er nødt til selv at drive den nye måde at leve på. Vælg grønt: det er billigst, og det er bedst.

Men nemt er det ikke. Forleden læste jeg om en veluddannet kvinde, der udtalte, at på grund af de stigende priser var hun begyndt at cykle og havde købt en blender til supper. Og det er jo rigtig gode tiltag.

Dét, der chokerede mig var, at hun omtalte grøntsagerne som en sump, man altid har i køleskabet, og som man aldrig får brugt! Det viser i en nøddeskal, at vi ser på grøntsager som noget ligegyldigt, noget man bare kan smide ud. Det er manglende forståelse for den natur, der har frembragt grøntsagerne, og foragt for de råvarer, man bare smider ud. Det er rent faktisk den mad, der holder os i live.

Vi er nødt til at udvikle empati for naturen og dyrene – og taknemmelighed over de fødevarer, som nærer os. Hvis det ikke er hjertet men økonomien, der bestemmer, kommer vi ikke i mål med at redde planeten.

.

luk “låget” op til noget lækkert

 

bagt græskar med chili sin carne

(4 personer)

1 græskar, ca. 600 g

100 g løg

6 fed hvidløg

1 spsk spidskommenfrø

2 spsk kokos- eller olivenolie

1 mellemstærk chili

250 g champignon eller andre svampe

2 peberfrugter

2 spsk citron- eller limesaft

1 karton eller dåse hakkede tomater med væde (400 g)

evt. 2 tsk stødt kanel

1 karton eller dåse kidneybønner (400 g)

salt, friskkværnet peber, ahornsirup

1 bdt koriander

evt. 200 g brune ris eller hele korn

evt. planteyoghurt smagt til med hvidløg, salt og peber

.

.

Skær græskarret over på midten og fjern kernerne. Pensl med lidt olie og bag græskarret i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter.

Hak løg og hvidløg og svits dem sammen med spidskommenfrøene i olien.

Hak chilien. Skær svampe og peberfrugter i små stykker og tilsæt dem sammen med citrussaften. Svits alle grøntsagerne i alt 6-8 minutter.

Tilsæt tomaterne med væde og evt. kanel. Lad retten simre 5 minutter.

Afdryp bønnerne og tilsæt dem. Lad retten simre endnu et par minutter. Du kan også bruge tørrede bønner. Sæt i så fald 200 g kidneybønner eller brune bønner i blød mindst 8 timer. Se om kogning af bønner her.

Smag godt til med salt, peber, sirup og evt. mere citrussaft og/eller chili.

Kog risen eller kornene efter anvisningen på pakken.

Hæld retten i de to halve græskar og drys med hakket koriander. Servér risene til separat.

Tag et par spsk græskarkød med, når du tager af chilien.

Hvis der er græskar tilovers, så blend det til et lækkert pålæg. Klik her: så får du opskrift på både pålægget og et grueligt god græskarbrød.

Brødet kan du selvfølgelig servere til retten i stedet for ris eller korn.

Share

fredag

23

oktober 2020

2

KOMMENTARER

grillet græskar med krydrede kikærter – Happy Halloween!

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

græskar – Halloween eller ej

Halloween er over os! Græskar og Halloween hører sammen. De udskårne og groteske græskaransigter indgår i hele det uhyggelige univers, der udgør Halloween. Og så ender en masse græskar selvfølgelig også i den mad vi spiser her i oktober-november.

Selv om en masse Halloween-sjov bliver noget nedtonet i år, kan jeg ikke nok anbefale det supersunde græskar.

Men i år vælter der ikke så mange skeletter ud af skabene, som der plejer. Det klarer politikerne for os i år!

Ungerne får ikke det samme sjov, som de plejer. Det skal dog ikke få os til ikke at nyde det lækre græskar, som nærmest er blevet synonym med denne årstid.

.

med sprøde kikærter

Den grillede græskar serveres med sprøde, krydrede kikærter.

.

Den hurtige grill-ret serveres med en lækker tahinfløde. Tahin er den pasta af sesamfrø, som bl.a. bruges i hummus.

.

spis brød til

Hvis du går helt græskar-amok, er dette nemme grydebrød en god idé.

Dejen skal ikke æltes men kun røres sammen. Den hæver natten over og bages ved høj temperatur i en gryde med låg. Det giver et lækkert, luftigt brød med en sprød skorpe.

Du kan også bage dejen som boller.

Se opskriften her. Her kan du også læse om alle de gode stoffer, græskar indeholder.

.

Selv om Halloween er mere eller mindre aflyst i år, kan vi stadig fejre Alle Helgensdag, der er lidt i familie med Halloween, fordi det er dagen, hvor vi mindes vores døde.

Vores egen gamle Alle Helgensdag er den første søndag i november. Oprindelig er dagen en kristen fejring af helgener og martyrer. Nu tænder mange lys på deres kære afdødes grave, og nogle steder læses navnene på sognets døde i det forløbne år op i kirkerne.

.

grillet græskar med krydrede kikærter og tahinfløde

(4 personer)

200 g tørrede kikærter, evt. fra glas eller karton

600 g hokkaidogræskar eller andet græskar

150 g løg

8 fed hvidløg

4 spsk oliven- eller kokosolie

4 kardemommekapsler

1 spsk korianderfrø

1 spsk spidskommenfrø

evt. chili

4-6 store stilke bladbeder eller rød syre (kan erstattes af tilsvarende mængde spinat)

25 g græskarkerner

tahinfløde:

2 spsk tahin (sesampasta), gerne den lyse

2 dl havrefløde

citron- eller limesaft

tamari, friskkværnet peber

evt. 6-8 salvieblade eller anden krydderurt

Hvis du bruger tørrede kikærter, så sæt dem i blød i rigeligt vand ca. 8 timer. Afdryp dem og kog dem ca. 20 minutter. Afdryp dem.

Skær græskarret i både. Du behøver ikke at skrælle det.

Læg skiverne på en bageplade og pensl dem med lidt olie. Sæt græskarrene under grillen til de er let gyldne. Hold øje med dem. Du kan også blot bage dem.

Skær løg og hvidløg i både og svits dem på en pande.

Tag kardemommefrøene ud af kapslerne og knus dem i en morter. Tilsæt dem sammen med koriander- og spidskommenfrø. Kom også kikærterne på panden og svits det hele ved rask varme, til kikærterne tager lidt farve.

Hvis du vil have ekstra styrke på retten, så tilsæt lidt hakket frisk chili eller et drys tørrede chiliflager. Drys med lidt salt.

Snit de valgte blade og kom dem på panden. Svits til bladene falder lidt sammen.

Du kan lave retten hertil i god tid inden serveringen. Evt. dagen før.

”Saml” retten i et oliesmurt, ovnfast fad: læg de grillede græskar nederst i fadet og fordel løg/kikærteblandingen ovenpå.

Drys med græskarkernerne og evt. salvieblade eller en anden krydderurt. Du kan også vælge frisk koriander. Men den skal du først drysse på ved serveringen.

Dryp med lidt olie og varm retten i en 200 grader varm ovn ca. 10 minutter.

Rør tahinen med fløden og 1-2 spsk citrussaft. Tilsæt evt. også 1-2 spsk varmt vand, hvis dippet er for tykt.

Smag godt til med citrussaft, tamari og peber.

Dryp tahinfløden på ved serveringen eller giv den til separat.

..

.

Share