den grønne julekalender – luk op for låge nr. 10 og få fod på julefrokosten
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in Uncategorized
..
grønt og godt til julefrokosten
Det højtbelagte smørrebrød her er en plantebaseret udgave af klassikeren, stjerneskud. En ægte stjerne på frokostbordet.
Se opskriften her.
🌟 🌟🌟
Den første uge i julekalenderen har lukket op for forskellige ideer til forretter til juleaften, idé til julestegen 2024, sovs, tilbehør og en dessert.
Nu er det på tide at planlægge julefrokosten.
skal vi ikke lade julen være grøn i år?
Julefrokosterne er en af decembers og julens højdepunkter. Og vi starter selvfølgelig det store kolde bord med sild.
Jeg kan varmt anbefale “silden” af aubergine og/eller østershatte. Og også “krabbe”kagerne tror jeg, vil vække begejstring.
Og så er der de klassiske “fiske”fileter af pastinak. De kan spises med remoulade – eller serveres som et højt belagt stykke smørrebrød som stjerneskuddet ovenfor.
Stor eller lille forsamling: lad os fejre julen med ekstra meget grønt på frokostbordet.
Skal vi ikke lade dyrene få julefred og nyde den lækre plantebaserede mad? Jeg håber, de følgende opskrifter vil inspirere til lækre grønne frokoster. Nogle af forslagene vil du også kunne finde i min bog om plantebaseret smørrebrød: “Grønt smørrebrød”, som netop nu er på tilbud med rabat hos Saxo, se nederst i indlægget.
Rigtig god julefrokost!
.
crab cakes uden krabber
se opskrift på krabbefri krabbekager her
.
grøn julefrokost
Hvis du ikke allerede kender det klassiske smørrebrød, nu fortolket med planter, har du noget at glæde dig til. Måske ved du slet ikke, at fileter af fisk snildt kan erstattes af panerede pastinakskiver, at silden kan byttes ud med aubergine eller østershatte, at laksen har groet i jorden og er en gulerod – eller at “makrel”salat kan laves med jackfruit?
Kartoffel-, tomat- og avocadomadder kender de fleste, så jeg vil her præsentere en del andre muligheder.
.
karry”sild”
Sild, øl og snaps er ærke-danske “gæster” på frokostbordet. Jeg har eksperimenteret med flere forskellige slags plante”sild”. Her er nogle eksempler.
Se opskrift på karry”sildene” her.
.
“sild” af østershatte
Se opskrift på “sild” af østershatte her.
.
“sild” med løgskaller og rosenpeber
Se opskrift på “sild” med løgskaller og rosenpeber her.
.
krydder”sild” og “silde”salat
Se opskrift på “silde”salat (den røde) her.
..
“fiske”filet af pastinak
Se opskrift på “fiske”fileter med remoulade her.
.
“fiske”filet med mayo, spirer, rød spidskål og brøndkarse
Panerede skiver af pastinak kan pyntes på mange måder. Her er fileterne pyntet med mayo smagt til med sennep samt spirer, marineret, fintsnittet spidskål og brøndkarse.
Du kan evt. panere fileterne med mandler og rasp. Se opskriften her.
.
faux lax
Gulerods”laksen” nydes bl.a. på et stjerneskud, se ovenfor. Eller den lægges på ristet brød smurt med cashewcreme (udblødte cashewkerner blendet med plantefløde og gærflager), evt. sammen med skiver af avocado dryppet med rævesovs.
.
grønkålstatar
grønkålstatar med kapers og rå mangoblomme
(4 personer)
6-8 blade grønkål afhængig af størrelsen, evt. både grøn og lilla
1 dl afdryppet planteyoghurt eller- creme fraiche
1-2 tsk tangsennep eller dijonsennep
salt, frikkværnet peber, ahornsirup
1 skalotteløg
2 spsk kapers
4 skiver rugbrød
1/2 mangofrugt
Hak grønkålen fint.
Smag yoghurt eller creme fraiche til med sennep, salt, peber og sirup.
Skær ringe af halvdelen af skalotteløget. Hak resten fint og rør det i grønkålen sammen med yoghurt eller creme fraiche.
Sæt de fire stykker rugbrød på fire tallerkener og fordel grønkålen på brødet.
Skræl mangofrugten og skær fire ”kugler” ud af mangokødet. Brug en ske, en isske giver det bedste resultat.
Pynt med løgringene og drys med kapers.
.
små lune nøddefrikadeller
De små lune nøddefrikadeller serveres med råmarineret agurk og kaperscreme.
..
en rød avocadomad
En avocadomad er altid en sikker vinder.
Her har avocadoen fået et underlag af radicchiosalat og skivede radiser. På toppen er hakkede sorte oliven og ærteskud.
..
lun postej med svampe og tang”bacon”
Se opskrift på postej med svampe og bacon her.
..
makrelfri salat
makrelfri salat
1 glas eller karton flåede tomater
1 spsk finthakket skalotteløg
1 spsk olivenolie
1 spsk tangolie (kan udelades)
salt, friskkværnet peber, rørsukker
1 dåse jackfruit (400 g), købes i butikker m orientalske varer
4 spsk mayo
citron, dild
Afdryp tomaterne og skær dem i små stykker. Gem væden.
Svits løgene et par minutter i olien. Tilsæt tomaterne og lad dem simre ved svag varme, til de er kogt ind til halvdelen, 15-20 minutter.
Tilsæt tangolien og smag til med salt, peber, sukker og citronsaft. Hvis sovsen er meget fast, kan du tilsætte lidt mere væde fra tomaterne.
Afdryp jackfruiten godt og skær den i små strimler. Rør dem i tomatsovsen og smag til igen.
Fordel den makrelfrie salat på skiver af rugbrød.
Pynt smørrebrødet med mayo og dild – og giv evt. en citronbåd til.
.
braiseret julesalat
Dette stykke smørrebrød er lidt juleagtigt. Dels på grund af julesalaten, som mest fås om vinteren, dels på grund af de søde dadler og de røde granatæblekerner.
.
braiseret julesalat med hasselnødder og dadler
(4 stykker smørrebrød)
25 g hasselnødder
4 små julesalat eller 2 store
2 spsk olivenolie
salt, friskkværnet peber
6-8 dadler
1 spsk ahornsirup eller anden sirup
4 spsk reven plantebaseret feta
4 spsk kerner af granatæble
1 rød peberfrugt
frisk krydderurt som estragon, tallerkensmækker, brøndkarse
Skær hasselnødderne igennem og rist dem gyldne på en tør pande.
Hvis du bruger to store julesalat så skær dem igennem på langs.
Steg julesalaten gylden på alle sider og drys den med lidt salt og peber. Afkøl salaten.
Skær dadlerne i ”pinde” og vend dem i lidt sirup.
Arrangér julesalaten på fire skiver brød og drys med nødder, dadler, reven ost og kerner.
Skær tynde skiver af peberfrugten og læg dem ovenpå.
Pynt med den valgte krydderurt.
.
mange flere ideer til plantebaseret smørrebrød
Hvis du har lyst til endnu flere ideer til plantebaseret smørrebrød og frokostretter, finder du masser af opskrifter i min bog, “Grønt smørrebrød”.
“Grønt smørrebrød” koster kr. 249,95. Den fås hos din lokale boghandler eller hos Saxo.
.