I modsætning til sommerens lette grøntsager som nye kartofler og asparges, er det nu rødderne der rykker.
Jeg har lige lavet ovnbagte rodfrugter på en ny måde. Kig med på bloggen i morgen. Det er blevet til en smuk ret med både de gammeldags og ny”opfundne” bolsjestribede beder, de gule ovenfor og de kendte rødbeder.
2. november 2014
vidste du det om bananer?
når gammelt er godt
Vidste du, at modne bananer med gul skræl og brune pletter hæmmer kræftceller og styrker immunforsvaret langt mere end en umoden banan.
Læs spændende nyt her fra japanske forskere om bananens mange kvaliteter, moden som umoden.
1. november 2014
nu skal der spires!
boost helbredet
Selv om det stadig er mildt, er vi på vej ind i forkølelses- og influenzasæsonen. Men det kan man forebygge ved at tanke cellerne op med energirig plantemad.
superfood
Spirer er noget af det mest næringsrige, vi kan spise. Nu kan man ikke blive mæt af spirer alene, men brug dem gerne vinteren igennem som drys på supper og salater – og kom en god håndfuld i sandwichen, iwrappen eller burgeren.
frø og spirer
Jeg er i gang med to hold spirer. De mørke frø er af pinkkål, som er en mild rødkål. De gule frø er kløver.
Jeg har haft spirerne i gang i 3 dage, og kløverspirerne er allerede ved at blive grønne og lige til at spise.
Der findes specielle spirebakker, men jeg har valgt den helt simple metode med brugte glas og et stykke stof på toppen, så det er nemt at skylle frøene to gange om dagen. Det virker bedst med gaze som “låg”, men det havde jeg ikke lige på lager, så et almindeligt stykke bomuldsstof fungerer fint, hvis man prikker nogle huller i det.
Hvis du får lyst til at dyrke spirer, kan jeg varmt anbefale de økologiske frø fra Miriam, der har det lille firma Friske spirer. Frøene er billige, servicen er høj, og du får lynhurtigt din bestilling leveret i postkassen: småbitte frø i dvale, der kun venter på at få en sjat vand og dermed levere superfood.
har du erfaring med spirer?
Hvis du er kyndig i spiredyrkning, så skriv gerne en kommetar. Det vil også være spændende at høre, om du har gode forslag til anvendelse af spirerne.
31. oktober 2014
friskt brød på vej
ny udgave af Verdens bedste brød
Bogen om det æltefri grydebrød, Verdens bedste brød, udkom i forsommeren. Den har solgt så godt, at der nu kommer en ny udvidet udgave med dobbelt så mange opskrifter.
Jeg har for kort tid siden afleveret det hele, tekst og fotos, til forlaget og er nu ved at læse korrektur. Jeg håber, bogen er på gaden inden jul.
Metoden med det æltefri grydebrød er virkelig genial. Jeg har aldrig tidligere været nogen ørn til det med brød, men med denne metode kan det ikke gå galt. Den nye bog hedder “Det æltefri grydebrød – verdens bedste brød”, og indeholder bl.a. opskrifter på rugbrød, sigtebrød og dukkahbrød, som søde Amide viser frem på billedet ovenfor. Men der er også lækre ciabattaboller, pizza og andre ting, der ikke bages i en gryde.
Hvis nogen af jer har prøvet at bage med denne teknik, vil jeg være rigtig glad for en kommentar med jeres erfaringer – gode som dårlige!
30. oktober 2014
h a p p y h a l l o w e e n
har du set græskarmanden?
Det er svært at komme udenom de store smilende græskar-hoveder her i oktober. Den amerikanske Halloween-tradition med græskar, dinglende skeletter og hvinende spøgelser har bidt sig fast i Danmark. Nu er uhyggen virkelig over os, og da Halloween løber af stablen i morgen, må det være passende med en græskar-ret.
Hvis du har et halvt græskar til overs fragræskarsuppen med knas og kerner, kan det passende bruges i en gratin med rodfrugter og grønkål. Det er guf fra både under og over jorden, masser af farver, smækfyldt med vitaminer og mineraler – og en spændende smagssymfoni.
orange og grøn gratin
300 g grønkål
150 g løg
4 fed hvidløg
50 g rosiner
4 spsk olivenolie
1 spsk kanel
2 spsk frisk reven ingefær
2 spsk citronsaft
3/4 kg hokkaidogræskar
1/2 kg rodfrugter (majroe, gul bede, bolsjestribet bede etc.)
3 dl sojafløde eller anden fløde
4 æg
50 g græskarkerner
en håndfuld mynteblade
Riv de grønne blade af midterribben på grønkålen. Hak løg, hvidløg, grønkål og rosiner.
Svits de fire ting i olien 3-4 minutter, til løg og kål er bløde. Tilsæt kanel, ingefær, salt og peber samt citronsaft. Smag grønkålsblandingen til med salt og peber.
Skær græskarret i tynde skiver. Fjern kernerne, men bevar skallen. Skær ligeledes rodfrugterne i tynde skiver.
Pisk fløde og æg sammen og tilsæt et drys salt og peber.
Læg rodfrugter, grønkålsblanding og græskar sammen lagvis i et lavt ovnfast fad.
Læg først et lag rodfrugter, derefter et lag grønkål og et lag græskar. Drys med lidt salt og peber. Hæld 1/3 af æggeblandingen over. Læg endnu et “sæt” lag og hæld 1/3 af æggefløden over. Læg de sidste lag. Det øverste skal være græskar. Hæld resten af æg/fløde over og drys med græskarkernerne.
Dæk formen med folie eller bagepapir og sæt den i en 200 grader varm ovn i 15 minutter. Fjern folie eller papir og bag gratinen endnu ca. 25 minutter.
Jeg har altid syntes, at leverpostej lugter rigtig grimt.
Det er jeg ikke ene om. Især de mennesker, der bor omkring Styhns leverpostejfabrik i Roskilde har tabt tålmodigheden. De vil ikke mere finde sig i stanken fra fabrikken.
Nu er det ikke alene folk på landet, der skal finde sig i de enorme luftgener fra de levende grise. Nu stinker fremstillingen af en af deres organer så meget, at naboerne til fabrikken ikke kan holde det ud.
Stryhn-fabrikken skulle være kommet med en handlingsplan i denne uge, men har fået henstand til sidst på måneden.
Jeg håber, det bedste for de stakkels naboer til Stryhn.
men hvorfor spise postej fra dyr?
Vi er i Danmark så hjernevaskede med leverpostej fra dyr, at de fleste slet ikke tænker på, at man kan lave en lækker og skønt duftende postej af produkter fra planteriget.
Jeg har opfundet postejen: Stryhn-gå-hjem-og-læg-dig-postej, fordi den – i al beskedenhed – på alle måder vinder over den, der er lavet af lever fra dyr. I min udgave er postejen fremstillet af klimavenlige, sunde og lækre produkter, der ikke belaster kroppen eller kloden. Der er heller ikke noget kolesterol i den. Og så er den kalorielet.
Faktisk er jeg imod, at man manipulerer for meget med vores fødevarer, men jeg synes alligevel, at den stribede rødbede er en dejlig charmetrold i salatskålen.
Den rød-hvide rødbede ser vidunderligt dansk ud, og så synes jeg, den smager en anelse mindre kraftig end den gennemfarvede rødbede.
Man kan koge den stribede rødbede som alle ande rødbeder, men den er lækrest og kønnest i rå form.
Jeg vil anbefale den i en salat med de sunde og proteinrige quinoafrø.
Klik på billedet, så får du opskriften.
.
quinoasalat med stribet rødbede og granatæblekerner
I gamle dage, da Nikolaj Kirk med grønt hår og hanekam turnerede meget rundt på stjernerestauranterne i København, var jeg altid i hælene på ham. Jeg spiste mig igennem hans fantastiske kreationer med stor glæde.
Han var dengang foregangsmand for vegetarisk gourmetmad, og jeg elskede ham for det. Han var med til at løfte den grønne mad ud af de fordomme og den uvidenhed, der i mange år var om, at vegetarisk mad var kedelig mad. Det er jo lige netop det modsatte, der er tilfældet. Og det har Nikolaj Kirk været med til at gøre opmærksom på.
Min beundring for Nikolaj Kirk har derfor altid været megastor. Megastor var derfor også min bedrøvethed over, at han deltog i et program som “Nak & æd”. Ganske vist har jeg ikke set udsendelserne, men jeg tror, det gik ud på at dræbe vilde dyr og æde dem. Ikke spise dem, nej ÆDE dem. Hvad er det for en respektløshed overfor levende væsener? Desuden er det en fuldstændig vanvittig idé i et land, hvor vi i forvejen vælter os i mad.
For mig var de programmer det vilde ridt ud over mad-perversitetens sletter på linie med Noma, hvor der nu serveres levende myrer. Det skrev jeg om i sidste uge.
.
grønt grundkøkken
Ovenstående bemærkninger skal dog ikke komme Nikolaj Kirks og Mikkel Maarbjergs nye bog, “Grønt grundkøkken” til skade. Det ER en dejlig bog, som alle grøntsagselskere bør have på hylden.
Først og fremmest er jeg glad for det store indledende afsnit, der er et leksikon over de enkelte grøntsager. Her er megen god viden at hente. Her er både grøntsagernes historie, råd om indkøb og opbevaring, anvendelse etc.
Det siger næsten sig selv, at opskrifterne er brillante. Det her er vegetarisk gourmetmad. Det er super lækre ting, men som i de fleste kogebøger skrevet af ikke-vegetarer kniber det med hovedretterne. Hvad GØR man egentlig, når man ikke spiser kød? Her er ganske vist brugt tofu, bønner, linser og korn, men de fleste opskrifter vil jeg anse for forretter eller tilbehør til mere bastante ting som plantepostejer, planterikadeller etc.
Men er du allerede vegetar, ved du, hvordan du laver de retter, og så er der i “Grønt grundkøkken” et vældorado af ideer til lækkert tilbehør. Og du kan jo også vælge at servere to-tre af retterne og på den måde få alle næringsbehov opfyldt. Der er i al fald smagsoplevelser for alle pengene!
Desuden kan bogen meget vel være med til at sætte mere grønt på den traditionelle danske kød-tallerken. Og alene det skal Nikolaj Kirk have tak for!
Nikolaj Kirk og Mikkel Maarbjerg: Grønt grundkøkken. 434 sider. Politikens Forlag. Indb. kr. 350,00
Det er meget glædeligt, at forbruget af danske, økologiske æbler er steget markant. Udenlandsk frugt er alt for ofte sprøjtet med gift – og hvorfor i alverden spise æbler fra Chile eller Frankrig, når vi har de skønneste æbler i Danmark?
Sådan tænker mange efterhånden, for i 2011 spiste vi i Danmark 1911 ton økologiske æbler. Det er en stigning på 266% i forhold til 2003, hvor vi spiste 511 ton økologiske æbler.
.
æbler i dressingen
I denne salat med perlebyg (eller rug eller spelt) og brombær er der brugt revne æbler i den lækre senneps/æblemayo, der udgør dressingen.
Det er ikke det store æbleforbrug, der finder anvendelse her. Men har du alligevel lyst til at prøve salaten, så klik på billedet.
Antallet af svin der mishandles på vej til slagteriet er i stærk stigning.
I 2009 var der 74 politianmeldelser for vold mod svinene
I 2010 var der 153 anmeldelser
I 2011 var antallet 180
Svin har nogenlunde samme smertetærskel som mennesker (som svin i øvrigt ligner på mange andre måder), så der er ingen tvivl om, at dyrene lider. Og disse tal er kun toppen af isbjerget. Masser af mishandling bliver aldrig opdaget eller anmeldt.
Pudsigt nok er der ingen, der har ansvar for overgrebene. Hverken landbrugets transportselskab, SPF-Danmark, slagterigiganten Danish Crown eller landbruget selv, repræsenteret ved Landbrug og Fødevarer, har nogen andel i lemlæstelserne. Der er simpelt hen trængsel ved håndvasken.
Det må altså være perverse folk udefra, der kommer og mishandler dyrene på vej til slagteriet! Interessant.
I næste uge begynder sæsonen for tempelfestivaller i Indien. Først er det elefantguden Ganesh der skal fejres til tilbedes, og derefter går det videre med alle de andre, tusindvis, af guder.
Det er storslåede begivenheder med fest, farver og støj … og masser af dejlig mad.
.
er guderne mon tunghøre?
Godt nok har inderne tusindvis af guder, der kan påkaldes, men gad vide, om de alle er tunghøre?
En indisk tempelfest er en overmåde larmende ting. Bønnerne messes i mikrofon og høj popmusik afspilles, så det kan høres i adskillige kilometers afstand. Alt sammen for at glæde guderne og selv sikre sig et godt liv.
Når de lokale tempelfester afholdes, betyder det, at der i store områder hænges megastore højttalere op i palmerne, og de drøner budskaberne ud i landskabet – dag og nat.
Første gang, jeg oplevede fænomenet, glædede jeg mig til aften, for så måtte det jo ophøre, i al fald senest ved sengetid. Men nej, den øresønderrivende larm fortsætter natten igennem.
Inderne elsker den høje musik og al festivitasen, alt imens jeg sender en helt personlig tak til guderne, fordi ørepropperne er opfundet.
Den seneste tempelfest, jeg oplevede, var i et stort område beplantet med palmer ved kysten syd for Trivandrum i Kerala i Sydindien.
Tilsyneladende tilfældigt spredt i palmelundene ligger der små templer og masser af farvestrålende stupaer bemalet med smukke tegn og – i anledning af festivalen – alverdens farvestrålende pynt som parasoller i alle regnbuens farver og masser af glitter. Her er pynt, som minder om vores julepynt, blot hængt op mellem palmerne.
Guderne stiller sig ikke tilfreds med bønner og høj musik. De skal også have mad, og det forstår en madelsker som jeg godt. Det skal helst være bananer, mangofrugter, kokosnødder eller papaya – og så selvfølgelig masser af blomsterkranse.
. grøntsagslækker suppe med masser af energi Denne bønnesuppe er inspireret af den spanske menestrasuppe, der minder om den italienske minestrone. Kort sagt: en enkel suppe […]
. dagens ret: lækker og billig “resteret” Restemad, sparemad, hverdagsmad. Måske får du ikke lige stjerner i øjnene, og jeg er heller ikke vild med […]
Privacy & Cookies: This site uses cookies. By continuing to use this website, you agree to their use.
To find out more, including how to control cookies, see here:
Cookie Policy