Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

artiskokhjerterArkiv

mandag

5

november 2018

14

KOMMENTARER

lækkert grønt på den franske facon

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

sådan er det, når jeg leder efter ny grøn mad

I denne uges udgave af magasinet “Søndag” fortæller jeg lidt om mine farefulde rejser rundt om i verden i min jagt efter dyre- og klimakærlige opskrifter.

Jeg skyr’ ingen midler. Ingen farer er for store, hvis jeg kan berige det danske køkken med grønne opskrifter!

.

friskt, franskt og fantastisk nemt

Her er en gryderet, som er min fortolkning af den provencalske signaturret, artiskokker a la barigoule. Der er godt nok artiskokker i retten, men de er hentet i et par glas, for det er mit indtryk, at danskerne aldrig helt er kommet på god fod med friske artiskokker.

Det synes jeg er lidt ærgerligt, for jeg elsker selv artiskokker, men det tager lidt tid af tilberede de små tidselblomster fra grunden. Små artiskokker trimmes, som du kan se på billedet her. Hvis du vælger den løsning, koges de friske artiskokker med i retten fra starten, og du skal lade retten simre 8-10 minutter længere.

Vælger du artiskokker fra glas, er retten lynhurtig at lave.

Elisabeth David skriver i sin bog “Fransk landkøkken”, at retten oprindeligt kun blev lavet med braisserede artiskokker og formentlig er en af de ældste i Provence.

.

når tidsler bliver en delikatesse

De artiskokker, vi spiser, er blomsterne af en tidsel. Her er nogle dejlige små basser, som vil være egnede til artiskokker a la barigoule – eller de kan være endnu mindre, hvis du kan finde dem. Ellers brug som sagt artiskokker fra glas.

Større friske artiskokker er også lækre kogt hele og nydt blad for blad med en god dip eller med svampe og hasselnødder.

.

barigoule-grøntsager på 20 minutter

Den ægte provencalske ret, artiskokker a la barigoule, består af unge friske artiskokker, som simrer i hvidvin. Der kan tilsættes grøntsager som løg, gulerødder, evt. blomkål eller andre grøntsager efter smag og behag.

Navnet barigoule kommer fra en svamp med det navn, som engang optrådte i retten. Men svampen må være uddød, for den er med tiden forsvundet ud af retten, som dog stadig har beholdt svampens navn.

For at gøre retten så fyldig som muligt har jeg for egen regning tilsat champignon, men du kan også vælge andre svampe.

Desuden har jeg suppleret med store hvide bønner. Hvis du ikke bruger bønner fra dåse, så husk at sætte bønnerne i blød mindst 8 timer, før du koger dem i nyt ved 35-40 minutter.

.

spis brød til

For at udgøre en fyldig hovedret, anbefaler jeg, at du serverer et godt stykke brød til. Du kan også vælge løskogte ris.

En lækker rodfrugtmos er også en god idé som tilbehør.

.

grydebrød

Du kan fx vælge et grydebrød til barigoulen eller Draculas kartoffelbrød fra Rumænien.

.

grøntsager barigoule

(4 personer)

200 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

2 laurbærblade

2 stilke rosmarin

2 stilke timian

250 g svampe

250 g blomkål

200 g gulerødder

3-4 dl grøntsagsbouillon

2 dl hvidvin (kan udelades)

2 glas artiskokhjerter

evt. 1-2 dåser hvide bønner (tørrede bønner udblødes 8 timer og koges møre 35-40 minutter)

1 bdt persille

2 spsk limesaft

salt, friskkværnet peber

.

Skær løg og hvidløg i både. Svits dem i olien sammen med laurbærbladene i en temmelig stor gryde.

Tilsæt de øvrige ingredienser: krydderurter, svampe, blomkål i buketter og gulerødder i stave.

Hæld bouillon og evt. hvidvin i gryden og lad retten simre under låg 6-7 minutter.

Skær artiskokkerne i halve eller kvarte og kom dem i gryden sammen med eventuelle bønner og hakket persille.

Lad retten simre endnu nogle minutter og smag godt til med limesaft, salt og peber, evt. også flere krydderurter.

Servér et godt stykke brød til barigoulen.

.

.

 

Share

mandag

28

august 2017

12

KOMMENTARER

fyldte squash med argentinsk persillesalsa

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

squash med sydamerikansk fyrighed

Man kan vel godt sige, at squash er en lidt neutral frugt, uden at fornærme den. Squashen, der er så nem at dyrke og så billig at købe, når den er i sæson, gør ikke meget væsen af sig, hverken ernæringsmæssigt eller smagsmæssigt. Derfor har den brug for lidt sydamerikansk temperament til at kvikke op.

Når squash alligevel er en fantastisk frugt, er det fordi den har mange andre fordele. En af dem er et kalorieindhold på kun 17 pr. 100 g frugt. Hovedparten af squash består nemlig af vand, men den indeholder også lidt A-vitaminer (betacaroten), B- og C-vitaminer samt en del mineraler.

Squash har på grund af sin tilbageholdende karakter den store fordel, at den kan nydes med mange forskellige smagskombinationer. Jeg har her bagt den med et fyld af linser og artiskokhjerter, og så foreslår jeg den brændende, fyrige, argentinske persillesalsa, chimichurri, som tilbehør.

.

så forstår man, hvorfor de danser på meget tango …

Salsaen chimichurri er en stærk sag, men man kan naturligvis bruge netop så meget eller lidt chili, at det passer til egne smagsløg.

.

runde eller aflange squash

Jeg har valgt de kuglerunde squash til retten, men du kan nøjagtig lige så godt bruge de aflange. Vælger du gule squash, får du i tilgift stofferne lutein og zeaxanthin, der styrker synet og forebygger aldersrelateret synsnedsættelse og aldring af huden.

Servér fx en boghvedesalat med valnødder og brombær til squashene, se nedenfor. Så får hjernecellerne også deres næring!

.

det hele ender med en sprød overflade

fyldte squash med argentinsk persillesalsa

(4 personer)

100 g sorte belugalinser eller andre linser

100 g løg

4 fed hvidløg

4 store kuglesquash eller alm. lange squash

2 spsk raps- eller olivenolie

8 artiskokhjerter i olie

1-2 spsk fintsnittet rosmarin

2 spsk frisk timian

1/2 dl plantemælk eller -fløde

1 økologisk citron

8 spsk rasp

salt, friskkværnet peber

2 dl kogende grøntsagsbouillon

frisk timian

chimichurri:

1 stort bdt persille

2-3 fed hvidløg

1 rød chili eller efter smag

1 spsk tørret oregano

3-4 spsk rødvins- eller frugteddike

1 dl koldpresset jomfruolivenolie

.

Kog linserne møre i rigeligt vand ca. 20 minutter og adryp dem.

Hak løg og hvidløg.

Del squashene i to dele – eller skær toppen af kuglesquash. Tag indmaden ud af frugterne, sådan at der er 1-2 cm skal tilbage. Hak indmaden.

Svits de to slags løg og indmaden ved rask varme, til løgene er let gyldne.

Skær artiskokhjerterne i små stykker og rør dem i sammen med de to krydderurter og de kogte linser.

Tilsæt plantemælk, 2 spsk citronsaft og 1 spsk reven citronskal.

Rør så meget rasp i at fyldet hænger sammen. Smag til med salt og peber og evt. mere citron.

Fordel fyldet i de udhulede squash og pres det lidt sammen. Sæt frugterne i et lavt ovnfast fad og dryp med lidt olivenolie. Hæld den varme bouillon i fadet.

Sæt fadet i en 190 grader varm ovn og bag squashene ca. 30 minutter.

Lav imens salsaen: hak persillen med stilke. Det skal ikke være helt fint.

Pres hvidløgsfeddene og hak så meget chili, som du synes. Salsaen må gerne være stærk efter min mening.

Rør persille, hvidløg, chili, oregano og eddike sammen med olien. Smag godt til med salt og peber.

Servér salsaen separat til de fyldte squash.

.

.

udnyt brombærsæsonen

Servér fx en salat til af hele boghvedekerner, valnødder, gulerødder og brombær til de fyldte squash. De sorte bær boomer lige nu, og de strutter af sundhed – det samme gør boghveden.

 

 

Share

fredag

14

august 2015

2

KOMMENTARER

to lækre til madkassen eller frokosten

Skrevet af , Posted in frokostretter

 

borletticreme og couscousssalat med dadler og mynte

borletticreme-og-couscous

ny slags mad til madkassen

Er tidligere tiders svedige æggemadder og ostemadder mon ikke på vej ud af madkassen? Jeg synes, det er meget mere spændende med lækre sandwichs, pitabrød med falafler, wraps, madmuffins, en boks med salat med tørrede frugter og nødder eller godt rugbrød med smørepålæg. Her er et smørepålæg med bønner og en børnevenlig salat med couscous, valnødder og søde dadler.

Smørepålægget af borlottibønner kan spises på rugbrød og pyntes med agurk, tomat, radiser, bladselleri etc.

 

smørepålæg af borlottibønner og artiskok

borletticreme.1

Borlottibønner er lyse bønner med røde striber. Billedet nedenfor har jeg taget på markedet i Zagreb. Disse bønner er forholdsvis mørke i modsætning til dem, man kan købe i Danmark, der er cremefarvede eller næsten hvide med rød marmorering.

Borlottibønner ligner til forveksling pintobønner. Men der er forskel på farven, når de er kogt. Borlottibønnerne mister næsten helt farven, mens pintobønnerne bliver svagt lyserøde.

Som alle bønner indeholder også borlottibønner en pæn portion proteiner samt B-vitaminer og mineraler som magnesium, fosfor, kalk og jern m.fl. Og så er til kaloriefattige.

Borlottibønner er et godt alternativ til kidneybønner eller brune bønner. De er milde og aromatiske i smagen og har en cremeagtig konsistens, der gør dem velegnede til smørepålæg.

 

borlottibønner

borlottibønner

borlotticreme med artiskokker

250 g borlottibønner (evt. kidney- eller brune bønner)

1 glas grillede artiskokhjerter i olie

3-4 spsk olivenolie eller anden olie

ca. 1/2 dl sojafløde eller anden fløde

1-2 spsk citronsaft

1 bdt persille

 

Sæt borlottibønnerne i blød 8-10 timer og kog dem møre, 40-45 minutter. Afdryp dem.

Kom bønnerne i blenderen sammen med artiskokkerne, olie, sojafløde og citronsaft.

Blend til massen er jævn og cremet.

Rør hakket persille i cremen og smag til med salt, peber og citronsaft.

 

borletticreme-og-couscous.2

couscous som salat

Vi spiser mest de knækkede hvedekerner, couscous, som tilbehør eller måske som den marokkanske nationalret med grøntsager og den stærke harissa.

Her har jeg brugt cocuscous som en mættende frokostsalat med dadler og mynte. Man kan selvfølgelig tilsætte mange andre ingredienser som tynde skiver gulerod, bladselleri, oliven etc. Det ekstra fyld skal bare ikke være for “vådt”, så bliver salaten “smattet”.

Hvis du ikke kan tåle gluten, kan couscous’en erstattes af quinoa.

 

couscous-m-dadler-og-mynte.1

couscous-salat med valnødder og dadler

3 dl kogende vand

150 g couscous

50 g valnødder

1 chili eller efter smag, evt. tørret chili

2 dl hakket mynte

4 dadler

1/2 dl olivenolie

3-4 spsk citronsaft

1 fed hvidløg

 

couscous-m-dadler-og-mynte3

Hæld det kogende vand over couscous-grynene. Tilsæt et drys salt og lad couscousen trække 10-15 minutter.

Hak valnødderne groft.

Snit chilien fint eller smulder den, hvis den er tørret. Fjern kernerne.

Skær dadlerne i tynde ringe.

Bland nødder, chili, mynte og dadler i couscousen. Smag til.

Rør olien sammen med citronsaften. Tilsæt et fed knust hvidløg og et drys salt og peber.

Smag til og vend dressingen godt i salaten.

 

couscous-m-dadler-og-mynte

 

Hvis du vil printe opskrifterne ud, så klik på save/share nedenfor. Her kan du trykke på “print friendly” og printe ud uden billederne.

 

Share