quinoasuppe fra Peru
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in ugens menu
en supersund suppe
Hvis du så Frihuset på TV2 i går, hørte du min begejstring for det lille frø, quinoa, der stammer fra højderne i Andesbjergene i Sydamerika.
Læs mere om quinoa her.
Quinoa indeholder mange proteiner, det er kolesterolfrit og glutenfrit.
Her er opskriften på suppen:
quinoasuppe fra Peru
100 g rød quinoa
100 g løg
4 fed hvidløg
1 chili – eller efter smag
4 spsk olivenolie
ca. 8 dl grøntsagsbouillon (fx vand med Herbamare bouillon)
400 g kartofler
200 g grøn squash
1 rød peberfrugt
2 majskolber (evt. tilsvarende mængde frosne løse majs)
1 avocado
1 limefrugt
1 bdt koriander
De små quinoafrø indeholder et sæbelignende stof (saponin) ligesom hirse og skal derfor skylles inden brugen.
Læg quinoaen i vand en halv times tid og afdryp den.
Skær løg, hvidløg og chili i små terninger (fjern kernerne fra chilien).
Svits de tre ting i olien, til løgene er let gyldne.
Tilsæt quinoaen og bouillonen. Læg låg på gryden og lad suppen simre ca. 8 minutter.
Skær kartofler, squash og peberfrugt i små terninger (fjern frøstol og kerner fra peberfrugten).
Skær majsene af kolberne og kom alle grøntsagerne i gryden.
Læg låg på gryden og lad suppen koge færdig, 8-10 minutter. Tilsæt evt. mere bouillon.
Smag til med limesaft, salt og peber.
Skær avocadoen i tynde skiver og vend dem straks i limesaft.
Servér suppen portionsvis med avocadoskiverne på toppen og drys med hakket koriander.
17. september 2013
m a d i t v 2 F r i h u s e t
tag med på madrejse
I dag, den 17. september kl. 11.30, fortæller jeg om mine mange madrejser jorden rundt i Frihuset kl. 11.30 på TV2.
en indianerfamilie på en ø i Titikakasøen
Vi skal bl.a. besøge denne indianerfamilie i Peru. Her smagte jeg for første gang quinoa, de små proteinrige frø, der dengang var helt ukendte i Danmark.
quinoasuppe fra Peru
I køkkenet vil jeg lave denne suppe med quinoa og grøntsager, som vi ikke kendte i Europa, før spaniolerne kom til Sydamerika i 1500-tallet.
Se opskriften ovenfor.
16. september 2013
s v a m p e o g n ø d d e r
svampe og nødder – det er efterår
Hasselnødderne er ved at være klar til at knase mellem tænderne. Jeg synes, at noget af det lækreste, der findes, er friske hasselnødder.
Svampene er på vej tilbage efter den lange tørketid. Ellers er det muligt at købe lækre kejserhatte og andre gode svampe.
Svampe og nødder passer godt sammen. Måske fordi de er i sæson på samme tid.
Her er en idé til frikadeller med svampe, nødder og pærer, som også er ved at være værd at sætte tænderne i.
Klik på billedet, så får du opskriften.
tofufrikadeller med svampe, nødder og pærer
15. september 2013
æ b l e r n e s p r ø j t e s
giftfri æbler?
Mon ikke de fleste af os har en fornemmelse af, at vi roligt kan sætte tænderne i et dansk æble?
Det kan vi desværre ikke. Konventionelt dyrkede æbler sprøjtes intensivt, så hvis du vil have æbler uden gift, så udelad alle importerede æbler og alle danske æbler, der IKKE er dyrket økologisk.
pyt-i-pande med æbler
Dette billede af panden på et godt gammeldags brændekomfur har jeg taget på Frilandsmuseet i Lyngby.
På panden er snittet løg og æbler. Når jeg selv laver retten tilføjer jeg også snittet fennikel og/eller lidt hvidkål. Det er en dejlig nem ret som tilbehør til linse- eller bønnefrikadeller – eller blot som en varm salat, gerne tilsat en masse persille og purløg.
14. september 2014
v i n t e r f o r r å d
tørrede æbler
Min farmor var flittig til at samle vinterforråd.
Bl.a. tørrede hun skiver af æbler og pærer bredt ud på brunt papir og lagt på loftet under tagbjælkerne. Her lå skiverne og tørrede og skrumpede i sensommermånederne og blev til sund slik vinteren igennem.
En anden god måde at tørre på, er at trække frugtskiverne på en snor og hænge dem op, til de er helt tørre og kan lægges i lufttætte glas.
Man skal sørge for, at der er lidt luft mellem hver skive, når “guirlanderne” hænges op. Og der skal være god luftgennemstrømning i rummet.
Som ekstra bonus er “guirlanderne” smukke at se på og liflige at snuse til.
13. september 2013
e t g r ø n n e r e d a n m a r k ?
spørgeskema
Dansk Vegetarforening kører i øjeblikket en undersøgelse blandt danskerne, for at høre hvordan foreningen bedst kommer ud med det grønne budskab.
Foreningen har udarbejdet en online (anonymiseret) spørgeskema-undersøgelse, der skal give foreningen viden om, hvordan de kan gøre deres arbejde for et Danmark med mere grøn mad endnu bedre.
Undersøgelsen er for alle, medlemmer og ikke-medlemmer, kødspisere, vegetarer og alle andre, der er interesseret i et grønnere Danmark.
Du kan finde spørgeskemaet her.
12. september 2013
f r a u. s. a. o g s y d a m e r i k a
frikadeller – byt kød med kartofler
Byt kødet ud med kartofler! Det giver fantastiske frikadeller og god mening både for klode, klima, købekraft og krop.
amerikansk morgenmad – hash browns
I USA er hash browns – kartoffelfrikadeller – nogenlunde fast på morgenmadsmenuen. Frikadellerne er næsten lige så vigtige som de traditionelle pandekager.
Og findes hash browns ikke til morgenmaden, vil de i al fald være blandt retterne til en brunch.
Men frikadellerne kan også sagtens nydes som middagsmad sammen med en proteinrig quinoasalat. Og så er de også dejlige i madpakken.
så lækre ser kartoffelfrikadellerne ud
Kartoffelfrikadeller er både hurtig, lækker og billig mad.
proteinerne kommer fra quinoa
salat med de små frø fra Andesbjergene
Kartoffelfrikadellerne kan serveres på god gammeldaws facon med sovs, men måltidet har også behov for lidt ekstra proteiner, og her er en salat med quinoa fremragende.
Quinoa kommer til os fra Andesbjergene, hvor den hårdføre plante kan trives i kulde og næsten uden vand.
På de lokale indianeres sprog betyder quinoa “moder korn”. Det siger lidt om, hvor stor betydning frøet har i lande som Bolivia og Peru. Læs mere om quinoa her.
De små quinoafrø er meget proteinrige, og så er de desuden smukke i denne salat med grønt, gult og rødt.
u g e n s m e n u
hash browns – amerikanske kartoffelfrikadeller
Kartoffelfrikadellerne kan steges på flere forskellige måder, bl.a. som en pandekage a la rösti. Her er de stegt helt traditionelt som frikadeller.
Klik på billedet, så får du opskriften.
quinoasalat med broccoli og oliven
Den farverige salat indeholder både knasende gulerødder og bløde oliven – og masser af næring fra quinoa. En dressing af pesto sætter prikken over i’et.
Klik på billedet, så får du opskriften.