spicy mangosalat m chili og koriander
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in salater
.
prøv en salat med frugternes konge

Denne salat med moden mangofrugt er lige så afhængighedsskabende som den er enkel.
Lige nu er der dejlige økologiske mangofrugter i butikkerne, og de er som skabt til denne salat med hilsen fra de varme lande.
Jeg synes, mango er en af de dejligste frugter, der findes. Den er ikke blot solgylden, den smager også af sol og sommer.
Mangoen stammer fra Indien, hvor man kalder den frugternes konge. Her har man nydt den dejlige frugt i mere end 2000 år før vores tidsregning. Mangosorterne er utallige fra bittesmå til kæmpestore frugter på op til 2 kg– og mangoen har bredt sig til varme områder kloden rundt. Jeg boede engang på en lille gård i Venezuela, hvor et kæmpe-mangotræ bredte sine mangfoldige grene som en kæmpe-paraply over hele gården. Når jeg gik under træet, dumpede de tunge frugter ned i hovedet på mig, og hver morgen var jorden dækket af de modne frugter. Det var rent slaraffenland!
Mango indeholder meget A-vitamin (beta-caroten – godt for øjnene!), B-, C- og E-vitaminer. Af mineraler er det især kalk og magnesium (godt for knoglerne!), jern, kobber, mangan og fosfor.

mangosalat
1-2 mangofrugter
1 bdt koriander
25 g cashew- eller jordnødder

dressing:
5 spsk olivenolie
2-3 spsk lime- eller citronsaft
2 fed hvidløg
1 chili
Skræl mangofrugterne og skær dem i fileter. Læg dem på et fad.
Rør olie og cirussaft sammen og tilsæt presset hvidløg og hakket chili efter smag.
Smag dressingen til med salt, peber og råsukker.
Hæld dressingen over mangoen og drys med klippet koriander, chiliringe og nødder.


Jeg har lavet den her salat mange gange, og den er et KÆMPE hit! Mango og chilli med peanuts er en lækker lækker kombi!
Jeg putter dressingen på mangoerne og i en pose i køleskabet så de kan marinere lidt i dressingen mens jeg gør resten af maden klar. Det er lækkert og let lige at tage dem ud inden man skal servere.
Kære Mette,
Mine venner er også vild med den salat. Jeg er glad for at høre, at den også er et hit hos dig. Og den ER virkelig speciel med alle de smagsnuancer, der går op i en højere enhed. Tak for tippet med posen. Det havde jeg ikke tænkt på, men det er en rigtig god idé.
Kh Kirsten
Hvad vil i anbefale man serverer mangosalaten til af retter?
Kære Connie,
Jeg synes, at salaten passer til plantefrikadeller og -postejer/pateer – og så er den fin til orientalske retter, hvor du måske også serverer ris.
Kh Kirsten
Denne mango salat er blevet min favorit salat som jeg laver til kalvemørbrad med svampesovs.Mine gæster er helt tossede med den og alle som jeg har serveret den for beder om opskriften👍👍👍
Kære Connie,
Mange tak for din hilsen. Det lyder da fantastisk, og jeg er rigtig stolt over, at mangosalaten er SÅ populær! Jeg bliver altid glad, når jeg hører, at mine opskrifter falder i smag.
Kh Kirsten
Kære Kirsten
Vi melder os også i koret af begejstrede mangosalatelskere. Så indbydende smuk og lækker.
Vi stegte linsedeller til. Det var pragtfuldt.
Kærlig hilsen Clara og Maj ❤️
Kære Maj,
Det er dejligt at høre. Tusind tak. Jeg er selv vild med salaten – og så er den supernem.
Linsedeller til lyder som en rigtig god idé!
Kh Kirsten
Vi spiser den ofte til stegt laks. Salaten supplerer den fede fisk på bedste vis. Og så supplerer jeg med tyndt skårne rødløg. Både fordi jeg elsker den skarpe løgsmag sammen med den søde mango. Og fordi de lilla løg er meget smukke sammen med den gule mango – og de røde chillier.
kh Louise
Kære Louise,
Tak for din hilsen. Ja, denne mangosalat passer som tilbehør til mange slags retter.
Tilføjelsen af rødløg lyder godt. Det vil jeg skrive mig bag øret. Tak for tippet.
Kh Kirsten
Abonnér på bloggen via email
Velkommen
Kategorier
Søg efter opskrift her
Top Posts & Pages
Nyeste opskrifter
Seneste kommentarer
Bøger
Seneste Opskrifter
Funktionsdygtig Altid aktiv
Præferencer
Statistikker
Marketing