solide salater med guf til hjernen
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in salater
spiren til sundhed
Her er to salater med masser af proteiner fra kikærter, flækærter, nødder og linser – og så er der blåbær, som styrker de “små grå”. Yderligere er der forskellige spirer, som er kimen til de nye bønner, kerner eller frø. Så spiser du både de hele kikærter, kerner og frø sammen med friske spirer, kan du dårligt spise mere optimalt.
Salaterne er mættende og gode som frokostretter – eller som tilbehør til en grøntsagsret uden så mange proteiner.
mængder af fantastiske næringsstoffer
Det er en rigtig god idé at drysse spirer på alt, hvad du kan komme i tanker om: på salater, supper, postejmadder, burgere, tærter etc., etc. Det er nemlig sådan, at de små spirer indeholder ufattelig mange gode næringsstoffer. I forhold til den udvoksede plante indeholder spirerne mange hundrede gange flere vitaminer og mineraler som B- og C-vitaminer, og også indholdet af E- og K-vitaminer er væsentligt højere i de små friske spirer. Spirer indeholder også mange af de såkaldte fytokemikalier, der styrker immunforsvaret, virker antiinflammatoriske og forebygger en række sygdomme, læs mere om de sunde spirer her.
Det er meget nemt selv at dyrke sine spirer i et syltetøjsglas eller i en karsebakke, se under radisespirer.
Firmaet Friske spirer forhandler et stort udvalg af økologiske frø til spiring. Ildsjælen Miriam Sommer ejer “spire-butikken”, og hun ved alt om frø og spiring og er fuld af gode råd. Jeg anbefaler varmt et besøg på Friske spirer.
kikærtesalat med blåbær og rosmarindressing
100 g kikærter
150 g broccoli
100 g squash
50 g blåbær
spirer, fx rødbedespirer
rosmarindressing:
4 spsk olivenolie
2 spsk kryddereddike
2 spsk blåbærsirup
1 spsk fintsnittede rosmarinnåle
Udblød kikærterne mindst 8 timer og kog dem møre, ca. 20 minutter. Afdryp og afkøl dem.
Del broccolien i små buketter. Skær stokken i små terninger. Læg kålen i kogende vand 1 minut. Afdryp og afkøl den.
Skær squashen i små terninger.
Bland kikærter, broccoli, squash og blåbær med de valgte spirer.
Rør dressingen sammen og smag godt til med sirup, salt, peber og rosmarin. Lav gerne dressingen nogle timer før, den skal bruges. Evt. dagen før.
Hæld dressingen over salaten og vend rundt.
linsesalat med ærter og myntedressing
75 g linser
75 g gule flækærter
200 g gulerødder
1/2 lille spidskål
50 g hasselnødder
en håndfuld spirer, fx rødbedespirer og solsikkespirer
myntedressing:
4-5 spsk olivenolie
2-3 spsk citronsaft
2 tsk reven skal af en økologisk citron
1 spsk reven ingefær
4-5 spsk fintsnittet mynte
Kog linser og ærter sammen i rigeligt vand ca. 20 minutter. Afdryp og afkøl dem.
Skær gulerødderne i papirtynde skiver. Snit hvidkålen lige så tyndt. Brug gerne et mandolinjern.
Del hasselnødderne og rist dem evt. på en tør pande.
Bland linser, ærter, gulerødder, spidskål og hasselnødder med de valgte spirer.
Rør dressingen sammen og smag den godt til med citronskal, ingefær, mynte, salt og peber.
Hæld dressingen over salaten og vend rundt.
Meget lækre salater, de ser dog lidt små ud, til hvor mange personer er salaterne beregnet ?
Kære Susanne,
Alle mine opskrifter er altid til 4 personer (med mindre andet er nævnt). Salaterne her er tænkt til tilbehør til en hovedret. Vil du bruge dem som hovedret, skal du nok mindst fordoble dem. Men du kan jo også sagtens lave dem større under alle omstændigheder. De er gode som “madpakkemad” eller til frokosten næste dag.
Kh Kirsten
Perfekt 👍 glæder mig til at smage !!
Skønt!
Kære Kirsten.
Tak for en masse dejlig inspiration!
Jeg har endnu ikke fundet opskrifter med ARONIABÆR.
Har du opskrifter med dette dejlige bær?
Mvh.
Jette Schrøder.
Kære Jette,
Hvor er jeg glad for at høre, at du kan bruge mine ideer. Det glæder mig meget.
Indtil videre har jeg kun brugt aroniabær i forbindelse med morgenmad (det kan du fx se i min bog: “Supper & Co. – se evt. mere her: http://wp.me/p5bjYH-Kl).
Men måske jeg skulle tænke lidt bredere. Foreløbig er der kun opskrifterne i suppebogen.
Kh Kirsten