kålpølser med tomatsovs og bagt blomkål
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in hovedretter
.
du kan stadig nå en god pris!
I torsdags udkom min nye kogebog, og den er blevet modtaget SÅ flot. Hjertelig tak til alle jer, der har skrevet til mig på Facebook og Instagram. Det glæder mig SÅ meget at høre om jeres begejstring og læse de smukke omtaler.
Jeg var så heldig at have et lille indslag i TV2 nyhederne på selve udgivelsesdagen. Og allerede dagen efter strøg bogen lige ind som nr. 1 på Saxos bestsellerliste – foran både skønlitteratur og faglitteratur.
Har du endnu bogen til gode, kan den købes hos boghandlerne eller hos Saxo til kr. 189,95.
.
mere plantefars – nu svøbt i kål
Og nu kan jeg slet ikke give slip på de mange muligheder, der er med plantefars, så her er endnu et bud på kloge og sunde planteproteiner.
Inden sønderjyderne kommer efter mig, skynder jeg mig lynhurtigt at sige, at denne ret har INTET at gøre med sønderjyske kålpølser. Faktisk indeholder de sønderjyske kålpølser slet ikke kål. De er lavet af kød og spises til kål – deraf navnet.
Disse “ruller”, som slet ikke skal forestille at være pølser eller efterligne pølser, ER derimod med kål. Jeg kalder dem pølser, fordi farsen af kidneybønner er trillet til en pølse, pakket ind i kål og bagt i ovnen.
Du kan også stege frikadeller eller bøffer af farsen – eller bage den som en paté.
.
små hapsere
Når rullerne er bagt i ovnen, kan de serveres hele eller i små stykker som på fotoet. Hapserne udgør proteintilskuddet i en middag, og de kan passende nydes med en sovs og bagt blomkål, se nedenfor. Så kan du bage blomkål og ruller sammen.
Du kan servere sovsen med spidskommen som foreslået til blomkålen, men du kan også vælge en lynhurtig tomatsovs.
.
bagt blomkål
Jeg elsker blomkål! rå, svitset, letdampet, som suppe, bagt … ligegyldig hvordan, synes jeg denne kål er SÅ delikat. Og lidt ristede hasselnødder gør bestemt ikke nydelsen mindre.
Ofte er blomkålen omsluttet af nogle mere eller mindre tykke, grønne blade. Spis dem endelig med. De er nøjagtig så fine som selve kålhovedet. Det er madspild at smide dem ud.
.
spicy bønnefars
Efter at have arbejdet mere end et år på min nye bog om “Klimakærlige frikadeller, bøffer etc.”, har jeg som sagt så meget gang i plantefarsen, at jeg slet ikke kan stoppe.
I dette tilfælde har jeg brugt chilikrydrede kidneybønner fra dåse. På den måde er farsen lynhurtig at fremstille. Men har du god tid så sæt bønnerne i blød mindst 8 timer og kog dem møre i nyt vand 30-35 minutter (se evt. om kogning af bønner her). Eller måske har du kogte bønner liggende i fryseren?
Du kan sagtens bruge andre bønner end kidneybønner.
.
kålpølser
(4 personer)
50 g skalotteløg
4 fed hvidløg
evt. lidt frisk hakket chili
100 g selleri
1 ds kidneybønner med chili (400 g)
1 stilk bladselleri
25 g valnødder
50-75 g havregryn
2 spsk loppefrøskaller
friske krydderurter efter smag (timian, oregano, salvie etc.)
2 tsk røget paprika
2 spsk tamari
salt, friskkværnet peber
3-4 spsk fuldkornsmajsmel (ikke polenta)
12 store hvidkålsblade
olivenolie
.
Skær løg, hvidløg og selleri i mindre stykker og kom dem i foodprocessoren. Tilsæt evt. lidt chili (især hvis du selv koger bønnerne). Findel ingredienserne og hæld dem over i en skål.
Hvis du bruger bønner fra dåse, så afdryp dem i en sigte så godt som muligt (gem væden).
Findel bønnerne i food processoren. Bønnerne behøver ikke alle at være helt knuste.
Rør bønnerne i grøntsagerne.
Skær bladsellerien med blade i bittesmå stykker. Hak valnødderne. Rør begge dele i farsen sammen med 50 g havregryn, loppefrøskaller, krydderurter og paprika.
Rør farsen godt sammen og vurdér konsistensen. Måske skal der lidt flere havregyn i. Farsen skal være temmelig fast.
Smag til med tamari, salt og peber.
Pres farsen godt sammen i skålen og lad den hvile 1-2 timer, gerne til næste dag.
Smag farsen til igen og tilsæt om nødvendigt lidt majsmel. Hvis farsen er for fast, så rør lidt væde fra bønnerne i.
Læg hvidkålsbladene i kogende vand et par minutter, til de er bløde. Skær det groveste af midterribben fra (brug det i en suppe).
Rul 3-4 pølser af farsen.
Saml 2-3 kålblade til ét stort stykke og læg en portion fars på. Luk enderne og rul kålen stramt sammen om kålen.
Fortsæt med resten af ingredienserne.
Læg kålrullerne på bagepapir på en bageplade og pensl godt med olivenolie.
Sæt rullerne i en 190 grader varm ovn og bag dem ca. 25 minutter. Vend dem og bag dem endnu 10-15 minutter.
Lad rullerne ligge i ovnen til de er lunkne.
Hvis du vil skære skiver af dem som på fotoene, skal du lade rullerne afkøle.
.
Servér evt. tomatsovs til kålpølserne.
.
Uhmmmm den skal da helt sikkert laves og serveres herhjemme. Ligner noget kåldolmer som jeg fik som barn for mange mange år siden hi hi Jeg var især glad for kålen omkring kødet.
Modtog din nye bog i fredags og hvor blev jeg glad, der er så mange dejlige foto af retterne, så jeg bliver inspireret og kan se hvad du evt. mener. Tak for det Kirsten
Knus og god dag til dig
Kære Wanda,
Du har ret i, at kålpølserne er en slags kåldolmer – bare en anden facon og bagt i ovnen. Jeg håber, du vil synes om dem. De er lidt anderledes end dolmere, fordi kålen bliver lidt sprød.
Og så er jeg enormt glad for at høre, at du har fået min nye bog – og at du forhåbentlig får glæde af den.
Knus fra Kirsten
Vil blot sige, at jeg ELSKER at få dine mails med super dejlige retter og inspiration til at lave “ordenlig” mad. Har prøvet utallige af dine opskrifter og næsten alle er faldet i rigtig god jord her. Det er så flot, at du lægger så meget godt ud til os, både oplysende tekster og opskrifter, vi er heldige. Tusind tak for det, Kirsten. Glæder mig til at få den nye bog i hænderne.
Mange hilsener
Bodil
Kære Bodil,
Så vil jeg bare sige, at jeg er SÅ glad for at få din hilsen. Jeg er jo ekstra glad, når jeg kan dele mine “opfindelser” med andre. Ellers er det jo kun mig og mine nærmeste, der får glæde af dem.
Så jeg siger selv tak. Fornøjelsen er i høj grad også på min side. Og god fornøjelse med de klimakærlige frikadeller.
Kh Kirsten
Hej Kirsten. Nu har også bestilt din bog, og jeg glæder mig at den ankommer. Lige et spørgsmål: hvorfor fuldkorns majsmel og ikke polenta? Jeg er typen der kan finde på at bytte ud med hvad jeg har😉
Hilsen Ingrid
Kære Ingrid,
Dejligt at du har bestilt min bog. Jeg håber, du bliver glad for den!
I tilfældet majsmel vælger jeg det fine majsmel (det ER fint selv om det hedder fuldkornsmel), fordi det binder bedre end det grove polentamel. Jeg kan ikke udelukke, at polenta fungerer, men i dette tilfælde ville jeg til evt. erstatning for fuldkornsmajsmelet vælge boghvedemel, sojamel eller kikærtemel.
Kh Kirsten
De skal bestemt prøves 🙂 men hvorfor majsmel? hvede mel kan vel også bruges ? det er måske for en glutenfri version ?
Hi Pernille,
Det er godt at høre. Majsmelet er netop, som du har gættet, af hensyn til glutenallergikere. Du kan også bruge hvedemel, boghvedemel, kikærtemel og sojamelet. Melet er brugt for at binde ingredienserne sammen. Men jeg synes, det under alle omstændigheder er godt at “spare” på gluten.
Kh Kirsten
Hej Kirsten.
Så stort tillykke med din nye bog, den er så fin, jeg kan godt lide siderne med, hvad du og andre har sagt om den sunde livsstil. Og så er der jo alle de skønne billeder. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med opskrifterne, har allerede lavet din veganske mayo og den blev vel modtaget til vores familie-tam-tam i lørdags 🙂 Dejligt det kan holde sig så længe, vi spiser stadig af den.
Bogen ligger øverst på hylden, så den er nem at få fat i 😉
KH Dorit
Kære Dorit,
Tusind tak. Det glæder mig rigtig meget, at du synes om min nye bog – og jeg er meget stolt over, at den ligger øverst på hylden hos dig!
Det er også godt at høre, at du lykkedes med mayoen, for den kan godt være lidt drilsk, men når det lykkes, er den virkelig lækker, synes jeg.’
Rigtig god fornøjelse med det hele.
Kærlige weekend-hilsener fra
Kirsten
Jeg har købt din nye bog og synes den er spændende. Kan godt lide, der er forslag til tilbehør og de små kommentare om sund livsstil gør bogen sjovere.
Jeg har lige lavet broccolideller og smagen er god. Dog er jeg altid skuffet…..har erfaring med andre slags deller for længe siden……når loppefrøskaller giver en klæbrig og sej konsistens. Dexblev lidt gummiagtige 🙁 Hvilken slags loppefrøskaller bruger du? Jeg har altid brugt HUSK, men med lidt kedeligt resultat.
Venlig hilsen Lene
Kære Lene,
Jeg er glad for, at du kan lide min nye bog. Og jeg giver dig ret: loppefrøskaller kan give en lidt klæg konsistens. Jeg bruger de loppefrøskaller, som findes i supermarkedet. Jeg ved ikke, om de adskiller sig fra HUSK.
Der er heldigvis andre “bindere” som udblødte chiafrø, hørfrøskum etc. Du kan læse om alle mulighederne i bogen. Og så er der temmelig mange opskrifter i bogen, hvor der ikke bruges loppefrøskaller.
Rigtig god fornøjelse med de resterende opskrifter!
Kh Kirsten
Hvor kan jeg købe bogen Kålpølser med tomatsovs og bagt blomkål, min datter ønsker den i fødselsdagsgave (19. april).
Jeg har været i boghandlen i Asnæs, men de kunne ikke finde den. Min datter er veganer.
Kære Inger,
Mange tak for din hilsen. “Kålpølser med tomatsovs og bagt blomkål” er opskriften på en ret, som kun ligger her på bloggen. Det er IKKE en bog.
Mon ikke du tænker på min nye bog: “Klimakærlige frikadeller, bøffer, pateer & postejer”? Se evt. mere om bogen her: https://wp.me/p5bjYH-Kl. Bogen er vegansk, og den kan boghandleren skaffe, hvis han ikke har den hjemme.
Kh Kirsten
Abonnér på bloggen via email
Velkommen
Kategorier
Søg efter opskrift her
Top Posts & Pages
Nyeste opskrifter
Seneste kommentarer
Ny bog om dansk nationalklenodie
Klimakærlige opskrifter med plantefars
Supper & Co.– superfood supper
powerfood revolutionen – detox kroppen, boost immunforsvaret og få masser af energi – netop solgt til udgivelse i Tyskland
det æltefri grydebrød
den lille grønne for madpakkespisere
Supper
Text 0
Text 0
Text 1
Text 0
Text 0
Salater
Hovedretter
Brød
Text 0
Text 1
Text 2
Text 3
gulerodsbøffer
indisk curry med auberginer og cashewnødder
bagt blomkål m quinoa og svampe
simregryde med svampe, æbler og rosmarin
ovnbagt rodfrugtmos med linser
majsbøffer med svampe
spidskålsruller med linsefyld og sennepssovs
squash- og tomattærte med jordnøddebund
burgerbøffer af squash m kantareller
grillet polenta m kulørte tomater og “oste”sovs
spidskålssalat med mango og blåbær
grønt-i-grønt squash-lasagne
sommerens hit: hot “chicken” wings – BBQ på den kloge måde!
romerske broccolikarbonader
spidskålssalat med fersken og dild
romersk bønnesalat
gulerods- og bønnepaté
mandelfrikadeller
porrepaté med valnødder
valnøddefalafler i tomatsovs
nøddefrikadeller med lilla spidskålssalat
boller i karry anno 2016
squashfrikadeller med tilbehør
indisk curry med kokosbrød
spidskålssalat med brombær og valnødder
kartoffelsalat med valnødder og dild
tagine med fennikel, oliven og dukkah
glutenfri kerne-knækbrød
spinatlasagne med svampe
Tilmeld
To find out more, including how to control cookies, see here: Cookie Policy