Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

mandag

1

august 2022

4

KOMMENTARER

grillet polenta med små kulørte tomater og “oste”sovs

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter, hvor kommer smagen fra?

.

august er tomattid

hakkede-tomater-4

Allerede august! De første sommermåneder gik alt for hurtigt. Men det er heldigvis stadig sommer. Og sommer betyder masser af skønne grøntsager og frugter. En af de allermest elskede er tomaten.

De heldige avler selv tomater. Hvis man har et drivhus, er der sikkert masser af rødmende frugter i øjeblikket. Jeg har mine planter udendørs, og de er stadig ikke helt modne. Men det ER tomattid.

De solmodne tomater med masser af sødme og smag nydes allerbedst så enkelt som muligt, så her er først en lille lækker salat: enkel sommersalat.

 

..

spraglede tomater sætter kulør på den gyldne polenta

polenta-grillet-m-tomatr.3

flere og flere vælger vegansk

Der kommer mere og mere grønt på menuen. Det er dejligt, ja, vidunderligt, ikke blot for en garvet plantespiser som mig, men i særdeleshed fordi hver eneste, der vælger grønt i stedet for kød, mindsker dyrenes lidelser og sænker klimabelastningen, samtidig med at ens eget helbred optimeres.

Rigtig mange unge bliver veganere. Det er endnu mere glædeligt, for ligegyldigt, hvordan vi vender og drejer tingene, er det en livsstil uden animalske produkter, der primært bliver fremtidens mad. Kloden forlanger det. Vi kan slet ikke være her på planeten alle sammen i fremtiden, hvis vi ikke tager gaflen i den anden hånd. Men ting tager tid, og mange har behov for “blot” at leve vegetarisk – eller for at have en periode med mælkeprodukter og æg, før man endelig dropper det animalske. Det er helt i orden, for det er vigtigt at have hjertet med, men jeg garanterer, at mad uden animalske produkter giver en vidunderlig følelse i både kroppen og bevidstheden. Og så er den heldigvis vanedannende.

Der er stadig mange fordomme, både mod vegetarisk og vegansk mad. Mange tror, at det er kedelig mad. Intet kunne være mere forkert. Det er lige netop modsat. Grøn mad er et eldorado af smagsoplevelser. Mad skal nære og glæde – og så skal den SMAGE! Og det er ikke svært med de mange lækre grøntsager, krydderurter og krydderier, men en af de ting, man som veganer kan komme til at savne, er ost. Det er dog muligt at lave fx en vegansk ostesovs, der er virkelig lækker. Og her kommer gærflagerne ind.

large_nd_b-vitamingaerflagergærflager

Det er altid dejligt at blive klogere, ikke mindst at udvide sit madmæssige univers. Skønt plantespisere i årtier har brugt gærflager som smagsgiver, har jeg først for en del år siden rigtig fundet ud af flagernes mange kvaliteter.

Gærflager er ikke “levende” som bagegær. De er inaktive. Det vil sige, man ikke kan bruge dem til bagning, og hører du til dem, der ikke tåler gær, kan du sagtens spise flagerne. Gærflager er små, tynde og lysegule. De minder lidt om havregryn men er mindre, mørkere og tyndere.

gærflager.1

Gærflagerne bruges som smagsgiver. De har en let oste-nøddeagtig smag og tilfører retten, de anvendes i, den eftertragtede umamismag. Og så har de en lidt jævnende effekt.

Jeg bruger fx flagerne i sovse og dips og som “topping” på en tærte, hvor de sammen med mandler eller cashewnødder udgør en æggeerstatning (se tærte med broccoli og karamelliserede bananløg ). I dag har jeg brugt flagerne i dét, jeg kalder en “oste”sovs. Den kan også anvendes til pizzaer.

Gærflager kan desuden bruges i supper, grød, lasagne, som drys på pastaretter, i energidrikke etc. Flagerne bør tilsættes så sent i tilberedningen som muligt for ikke at miste næringsstoffer.

Gærflager købes i helsekostbutikker eller på nettet. De findes i forskellige fabrikater og er ikke helt billige, men rækker meget langt.

 

sunde flager

Gærflager indeholder alle essentielle aminosyrer (proteiner) og mange B-vitaminer samt mineraler som kalk, magnesium, fosfor m.fl.

Flagerne bør opbevares mørkt.

 

“oste”sovs på grillet polenta

polenta-grillet-m-tomater.2

Polenta er en italiensk ret, der hovedsagelig spises i Norditalien. Den laves af groft majsmel, polentamel. Melet koges til en tyk grød, der bredes ud i et par cm tykt lag i en form. Når polentaen er størknet, kan den grilles eller steges på panden.

Polenta kan serveres på mange forskellige måder, se fx polenta med svamperagout eller polenta med cremekantareller.

 ..

grillet polenta med kulørte tomater og ”oste”sovs

(4 personer)

polenta:

8 dl vand

1/2 spsk Herbamare bouillon eller anden bouillon

200 g polentamel (groft majsmel)

1/2 dl olivenolie

salt, friskkværnet peber

topping:

350 g små tomater i forskellige farver

2 dl planteyoghurt 

1 dl havrefløde eller anden fløde

2 spsk gærflager

1/2 spsk tamari (soja)

50 g små mørke oliven

3 spsk chiafrø eller sorte birkes (kan udelades)

1 håndfuld koriander eller anden krydderurt

 

polenta-grillet-m-tomater

Bring vandet i kog med bouillonen. Pisk majsmelet i og kog polentaen efter anvisningen på pakken. Noget polenta koges på et par minutter, andet skal koge længere.

Tag gryden af varmen, når polentaen er kogt og slipper gryden. Rør olien i og smag til med salt og peber.

Hæld polentaen i en stor form, gerne metal hvis polentaen skal i ovnen. Du kan også brede polentadejen ud i to forme på størrelse med lagkageforme. Lad polentaen afkøle og størkne helt.

Hvis du har valgt at hælde dejen i lagkageforme, så grill dem på en grillpande. Pensl grillpanden med olie, læg polentaen på panden og grill til undersiden er gylden. Vend polentaen ud på et fad.

Hvis du har dejen i en større form, så pensl den med olie og sæt den under grillen i ovnen, til overfladen er gylden. Eller skær polentaen i mindre stykker og steg dem i olie på en pande.

Rør yoghurt og fløde sammen med gærflagerne og tamari. Lad sovsen stå en halv times tid, til gærflagerne er opløst.

Smag sovsen til med tamari og peber.

Skær tomaterne igennem og læg dem på polentaen sammen med de små oliven. Hvis du har lavet polentaen i forvejen, så varm den op i en 200 grader varm ovn med tomaterne, 10-15 minutter.

Du kan også servere polentaen med rå tomater, som du ser på billederne.

Dryp med ostesovsen og drys med den valgte krydderurt samt evt. chiafrø eller birkes.

 

polenta-grillet-m-tomater.1

 

tip

polenta-grillet-m-tomater.4

Du kan også skære den grillede polenta i små terninger og sætte dem på spyd med tomater og krydderurter  imellem.

 

Print Friendly, PDF & Email
Share

4 Kommentarer

  1. Helle Kongsdal

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.