Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

mandag

14

september 2015

0

KOMMENTARER

chokoladekage med brombær

Skrevet af , Posted in desserter

brombær berettiger kagebagning 

 chokoladekage-m-brombær.1

Brombærrene boomer i øjeblikket. Det er lige nu, man skal nyde de små kraftværker med fantastisk mange gode stoffer.

Brombær indeholder A-, C-, E- og K-vitamin, kalium og mange fibre. Kalium regulerer blodtrykket, og de mange fibre er med til at holde  kolesterolindholdet i blodet i den rette balance. Et godt indhold af mangan styrker knoglerne.

Brombær er en kraftig antioxidant. Det flavonoid, der giver bærrene deres smukke, skinnende sort-blå farve, hedder anthocyanin. Dette stof ser ud til at beskytte hjernen og nedsætte risikoen for demens og Alzheimers. Anthocyanin findes også i blåbær.

Jeg har tilsat lidt af de supersunde kakaonibs til kagen. Det er små granulater, der fremstilles af rå soltørret kakao, som ikke ristes. Kakaobønnerne knuses til “nibs”, som indeholder supermange antioxidanter, fedtsyrer, B-vitaminer (især folat og cholin), og mange mineraler. De små nibs er både hjerte-, hjerne- og nervestyrkende. De gode fedtsyrer stabiliserer kolesterolindholdet i blodet.

Måske har du været ude og plukke brombær i weekenden? Brombær kan spises lige fra planten, men de kan også nydes med en sød og syndig chokoladekage.

Det er ikke så tit, jeg laver opskrifter på kager eller desserter. Jeg er ikke så meget til det søde. Derfor er det søde køkken ikke min spidskompetence, men jeg tør godt anbefale denne enkle kage.

 

chokoladekage med brombær

2 æg

150 g rørsukker

1 tsk bagepulver

5 spsk kakao

et nip salt

75 g hvedemel

3 spsk kakaonibs (kan udelades)

2 spsk reven skal af en økologisk citron

75 g smeltet, let afkølet smør

pynt:

brombær eller andre bær

flormelis

 

chokoladekage-m-brombær.2 

Pisk æggene lyse og skummende med sukkeret.

Bland bagepulver, kakao, salt og hvedemel og sigt det i æggemassen. Rør dejen godt sammen. Tilsæt kakaonibs og 1 spsk reven citronskal. Bland dejen grundigt og rør smørret i.

Bred dejen ud i en kvadratisk eller rund tærteform beklædt med bagepapir.

Bag kagen i en 180 grader varm ovn ca. 20 minutter. Den skal stadig være lidt blød i midten.

Afkøl kagen og pynt den med brombær eller andre frugter. Sigt lidt flormelis over kagen lige inden serveringen.

chokoladekage-m-brombær

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.