Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

veganske burgereArkiv

tirsdag

5

september 2017

6

KOMMENTARER

portobelloburger med karamelliserede rødløg og sprøde chips

Skrevet af , Posted in frokostretter

.

lækre burgere uden brød (glutenfri)

En burger er en dejlig frokostret – og den er også fin at have med som madpakke på arbejde eller i skole. Og børnene elsker burgere.

Normalt er en burger bygget af en burgerbolle med fyld i midten, oftest en bøf (plantebøf naturligvis!), men her er en variation. Du kan selvfølgelig sagtens lægge en bøf imellem de to svampe, men jeg har valgt karamelliserede rødløg som en variation.

Svampeburgeren har yderligere den fordel, at den kan spises af glutenallergikere, der ikke lige har tid til at bage glutenfri burgerboller.

En burger kan sammensættes af mange forskellige ting efter smag og behag. Du får her ideer til tre slags “salsaer”, så vælg den, du synes bedst om.

Desuden har jeg lavet sprøde rodfrugtchips til svampeburgerne. Du kan dog også vælge almindelige pommes frites bagt i ovnen.

.

pommes frites bagt i ovnen

De ovnbagte pommes frites er næsten helt fri for fedt. De bliver bagt i ovnen, og på den måde undgår man også den grimme lugt af friture.

.

portobelloburgere med karamelliserede rødløg og sprøde chips

(2 burgere)

4 portobellosvampe

1 stort rødløg

2 spsk olivenolie

1 spsk rørsukker

et par håndfulde rodfrugtchips, se nedenfor

salatblade, evt. tomat og agurk

vælg mellem:

2-3 spsk tzatziki, se nedenfor

2-3 mexikansk salsa, se nedenfor

2-3 avocadocreme, se nedenfor

.

.

Lav først chipsene af rodfrugterne, se nedenfor. Eller bag fritterne i ovnen.

Fjern stokkene fra svampene og grill hattene på en grillpande. Grill dem gerne, så de får et mønster som det ses på fotoene.

Skær løget igennem og svits de to halvdele på en pande. Lad dem simre i olien, til de er næsten møre. Drys sukkeret på og vend løgene, så de dækkes af sukkeret. Svits endnu et par minutter.

Du kan også bage løgene i ovnen, hvis du alligevel laver rodfrugtchips eller fritter.

Lav den valgte dip eller salsa.

Læg svampene sammen to og to med løgene og salsaen i midten.

Du kan yderligere lægge burgerne sammen med frisk salat, tomat- og agurkeskiver.

.

rodfrugtchips

sprøde chips af rodfrugter

5-6 rodfrugter (rødbeder, pastinakker, gulerødder, persillerødder, jordskokker etc.)

4-5 spsk olivenolie

salt, gerne Maldon

evt. tørrede krydderurter

.

Du kan enten tørre chipsene langsomt ved 110 grader eller i kortere tid ved 160-170 grader.

Chipsene er bedst samme dag, de er tørret. Er de blevet bløde, kan de sættes i ovnen igen nogle minutter.

Skær rodfrugterne i papirtynde skiver. Brug gerne et mandolinjern.

Læg skiverne på bagepapir på en bageplade.

Dryp med olien og drys med lidt salt.

Vend rundt i skiverne og sørg for, at de ligger i et enkelt lag.

Sæt pladen i den varme ovn og bag chipsene til de er gyldne og sprøde, 10-30 minutter. Bagetiden varierer for de enkelte rodfrugter. Rødbeder bages længst. Hod øje med chipsene og tag dem ud, efterhånden som de er bagte.

.

tre lækre tilbehør til burgere

Her er tre forskellige “sovse” eller dips, en avocadocreme, en græsk tzatziki og nederst en mexikansk dip, der hedder sikil pak.

Disse sovse, salsaer eller dip er også gode at bruge som tilbehør til frikadeller, bøffer og postejer. De er desuden lækre som dip, fx sammen med de sprøde rodfrugter, som der er opskrift på ovenfor.

mexikansk salsa – sikil pak

50 g græskarkerner

150 g tomater

1 chili eller efter smag

1-2 fed hvidløg

2 spsk hakkede skalotteløg

2-3 spsk limesaft

1 spsk olivenolie

4 spsk klippet purløg

4 spsk hakket koriander

salt, agavesirup

.

Sikil pak er en stærk salsa eller dip, der stammer fra Yukatanhalvøen i Mexiko.

Blend græskarkernerne.

Hak tomaterne og chilien. Tilsæt de to ting sammen med presset hvidløg, skalotteløg, limesaft og olivenolie. Blend til massen er ensartet.

Rør purløg og koriander i og smag salsaen til med salt, limesaft og agavesirup.

.

en græsk klassiker

tzatziki

1/2 agurk

2 tsk salt

2 dl sojayoghurt eller anden yoghurt

1 fed hvidløg

2 spsk snittede mynteblade

2 spsk olivenolie

1-2 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber

 

Riv agurken groft på et rivejern. Læg den revne agurk i en sigte og vend saltet i. Lad det stå en halv times tid.

Afdryp evt. yoghurten i et kaffefilter – eller brug den, som den er. Pres hvidløget og rør det i yoghurten sammen med mynte, olivenolie og 1 spsk citronsaft.

Skyl agurkerne og pres så meget væde ud som muligt.

Rør agurkerne i yoghurten og smag til med citronsaft, salt og peber.

.

avocadocreme

(til 2 burgere)

1 avocado

2 spsk lime- eller citronsaft

1 fed presset hvidløg

2 tsk finthakket skalotteløg

2 spsk snittet koriander

2 spsk sød chilisovs eller tomatketchup

salt, friskkværnet peber

 

Tag kødet ud af avocadoen og mos det med en gaffel.

Rør mosen med citrussaft, hvidløg, løg, koriander og chilisovs eller tomatketchup.

Smag godt til med salt og peber og evt. lidt mere citrussaft.

 

 

Share