Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

vegansk grønkåls/ramsløgsuppeArkiv

mandag

2

maj 2022

0

KOMMENTARER

grøn boostersuppe med chips og sprød grønkål – det grønnes!

Skrevet af , Posted in forretter, supper

.

grønt forår med løfterige nyheder

Så kom foråret. Masser af sol og blå himmel. Bøgeskoven står nyudsprunget i sin sarteste lysegrønne farve. Det bliver ikke smukkere.

Som bekendt er også håbets farve grøn. Og der skal meget grønt håb til, når det handler om den grønne omstilling og dyrevelfærd. Jeg synes, det går alt for langsomt. Men der sker alligevel små fremskridt, som vi ikke ville have forestillet os for bare 10 år siden, eller måske 5?

To af ugens nyheder af vanvittigt opløftende.

.

COOP skriver i en annonce 29. april under overskriften “Mere grønt på tallerkenen”:

“… Når vi siger mere grønt på tallerkenen er det dog ikke kun, fordi det er sundt for den enkelte. Det er også, fordi det at spise mindre kød er en helt naturlig udvikling for vores kunder i kampen mod klimaforandringerne. Det er vi helt med på, og derfor er det vores ansvar at gøre det nemt og inspirerende for vores kunder at lave måltider uden kød med masser af frisk frugt og grønt og nemt tilgængelige alternativer til kød …”

Meeen … hmmm … det er altså ikke den manglende dyrevelfærd, der bekymrer COOP. Det kommer sikkert i næste ombæring.

 

plantebaserede mælkeprodukter

Og i Frederiksborg Amts Avis kan man den 28. april læse, at den israelske virksomhed, Remilk, der er en af verdens største producenter af dyrefri mejeriprodukter, vil bygge en 72.000 kvadratmeter stor fabrik i Kalundborg. Det er meningen, at fabrikken skal producere ikke-animalsk mælkeprotein til produkter som ost, is og yoghurt.

Remilk regner med at skulle producere mælkeprotein i en skala, der svarer til, hvad 50.000 køer leverer om året.

Godt, at vi snart kan spare 50.000 køer og kalve fra den store lidelse det er, at kalven bliver fjernet fra moderen 12 timer efter fødslen. Det er simpelt hen så grusomt, at jeg næsten ikke kan skrive det. Og det sker kun, fordi vi vil have mælk i kaffen og fløde i sovsen.

Hvis du ikke er helt opdateret på, hvad dyr kan føle og mærke, så læs her om den nyeste forskning på området.

Jeg ved godt, at grådighed er en grim ting, men jeg ønsker at MANGE FLERE køer og kalve kan spares for den lidelse, de udsættes for. Og det ER vidunderligt, at der nu satses mere på plantebaserede “mælke”produkter. Men få lige lidt fart på, Folks!

Hvis du endnu ikke har byttet de animalske mælkeprodukter ud med plantebaserede, vil jeg sige, at du roligt kan gøre det, alene for smagens skyld. De plantebaserede mælkeprodukter er LANGT bedre til madlavning. Så det er endnu et argument for at skifte hormonvæsken mælk ud. Den er beregnet til kalve, ikke til mennesker.

Det eneste, der ikke fungerer så godt endnu, er de plantebaserede oste. Jeg tror, vi er mange, der ser frem til noget lækkert på den front.

Fra Remilk, der nu snart er på dansk jord, siger direktøren: ‘”At afslutte dyrs historiske rolle som leverandør af mad til menneskeheden er en af de mest kraftfulde foranstaltninger, vi kan tage for at beskytte kloden.” Jeg vil gerne tilføje: OG dyrene.

Meeeen, det tager nok lidt tid. ARLAs årsomsætning ligger på 11,2 milliarder – vel at mærke Euro!

.

jeg kan ikke få det grønt nok – heller ikke i suppen

Vi bliver i det grønne og glædelige: her er en rigtig boostersuppe. Den er fuld af vitaminer, mineraler, antioxidanter og antiinflammatoriske stoffer. Forbered også dine tarmbakterier på et festmåltid.

Det er lige sådan en suppe, vi har brug for til kroppens forårsrengøring. Er du måske oven i købet lidt forårstræt, får du et ordentligt skud energi her.

.

brug hvad du har af grønt

Du kan komme alle slags grønne blade og stængler i denne suppe. Jeg har valgt grønkål og ramsløg, men du kan tilsætte vilde urter som mælkebøtte, brændenælde, skvalderkål etc. Broccoli og palmekål kan også fint finde vej til suppen.

I stedet for en af de rødder, jeg anbefaler, kan du bruge kartofler.

Hvis du vil lave en lynhurtig suppe, kan du sagtens udelade de sprøde elementer: chips og grønkål, men de giver et dejligt knas som kontrast til den bløde suppe. Men det er jo ikke forbudt at bruge købte kartoffelchips eller andre rodfrugtchips.

.

grønkålschips

Du kan også riste grønkålsbladene i en 140 grader varm ovn nogle minutter. Hold hele tiden øje med dem. Pludselig kan de være blevet for mørke. Men jeg anbefaler stegning på en pande. Det er mere energivenligt.

Du kan se mere om chips her.

Brødene på fotoene er glutenfri kerneboller. Du finder opskriften her.

.

grøn boostersuppe med chips og sprød grønkål

(4 personer)

100 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

125 g persillerod, pastinak eller gulerod

ca. 8 dl grøntsagsbouillon

50 g ramsløg

100 g ribbet grønkål

2 tsk gurkemeje

½ tsk friskkværnet peber

ca. 1 spsk revet ingefær

2-3 spsk koncentreret hyldeblomstsaft

salt, citronsaft

1-2 dl planteyoghurt

evt. spiselige blomster

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien et par minutter.

Hvis du vil lave sprøde chips, så høvl 20-30 skiver af den valgte rodfrugt. Sæt dem til side.

Skær rodfrugten i små terninger og kom dem i gryden sammen med bouillonen. Lad suppen koge 6-8 minutter.

Snit ramsløg og grønkål (tag nogle stykker fra, hvis du vil lave sprød grønkål) og kom dem i gryden sammen med gurkemeje, peber og ingefær. Tilsæt et lille drys salt.

Kog suppen endnu ca. 5 minutter.

Purér suppen i en blender og hæld den tilbage i gryden.

Smag godt til med hyldeblomstsaft, salt og citronsaft.

Kom yoghurten i suppen og varm den op til kogepunktet.

Hvis du vil lave chips og sprød grønkål, så varm en spsk olie op på en pande og steg skiverne og kålen, til de er sprøde. Du kan også benytte ovnen, se ovenfor.

Servér suppen portionsvis og læg chips og sprød kål på toppen. Det skal gøres, lige inden suppen serveres, da de to ting ellers bliver bløde.

Du kan pynte med spiselige blomster og måske et lille dryp yoghurt.

 

 

.

Share