Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

salat med fennikelArkiv

fredag

13

juli 2018

8

KOMMENTARER

grøn bønnesalat med høvlet fennikel og semitørrede tomater

Skrevet af , Posted in salater

.

nu bugner køkkenhaver og drivhuse

I år har solen velsignet tomaterne med masser af sødme, og bønnerne strutter på deres stængler. Det er højsæson for høst af køkkenhavens overdådighed af alle slags grøntsager. Med andre ord: det er salattid.

Der er to afgrøder, som især er gavmilde: bønner og squash. Desværre er jeg ikke selv beriget med en køkkenhave, men så træder vennerne heldigvis til. Jeg har et par gode venner i Hundested, drengene fra Dogville, kalder jeg dem – og de har en køkkenhave, der siger spar to til det meste + et drivhus fuldt af tomater og agurker og andre skønne ting. Jeg var så heldig af få en god portion bønner fra den frodige have, og de kom til at danne basis i denne salat sammen med superlækre semitørrede små smagsbomber af tomater.

.

grønne bønner i godt selskab

Mens bælgplanter som tørrede bønner, linser, kikærter etc. udgør protein-basis for plantespisere, er det lidt anderledes med de friske grønne bønner. De indeholder nemlig kun ca. 2 g protein pr. 100 g i modsætning til fx tørrede sojabønner, som indeholder 36 g protein. Så grønne bønner spiser man så at sige lidt mere for sjov – og i al fald ikke som den proteinholdige del af et måltid. Derfor passer de perfekt i en salat.

Og sjovt skal det jo helst være. I al fald lækkert. Og her er de grønne bønner ikke lige de letteste at lokke stor velsmag ud af. De er en smule neutrale, men kommer de i godt selskab som her med papirtynde skiver af den kraftigt smagende fennikel, de søde og krydrede tomater og hvidløgene samt de sorte oliven, ja, så bliver det alligevel til et lille festmåltid!

.

hvad gjorde vi før år 1770?

I år har tomaterne fået al den sol, de kan drømme om. Det betyder masser af sødme, men man kan stadigvæk optimere tomatsmagen endnu nogle grader på smagsskalaen, hvis tomaterne bages/halvtørres ved moderat varme i ovnen. Blandes de med hvidløg og forskellige krydderurter, er der tale om en stor delikatesse, der kan nydes som slik – eller serveres som en lille snack til et glas kølig vin.

Skulle miraklet ske at der er tomater til overs – eller hvis du har lavet dobbelt portion – kan du lægge tomaterne i et lufttæt glas, hælde lidt olivenolie på og opbevare tomaterne mindst en uge i køleskabet.

Men hvad gjorde de stakkels danskere før i tiden, før tomaten kom til landet? Når man tænker på, at tomater i dag er den mest spiste grøntsag (den er i virkeligheden en frugt) her i landet, kan man godt få lidt ondt af vores forfædre.

Lige i hælene som nr. 2 på hitlisten kommer kartoflen, og både tomater og kartofler kom først til Europa efter at spanierne havde erobret Sydamerika i 1500-tallet og bragte de to i dag så elskede grøntsager til Europa. De kom dog begge først noget senere til Danmark. Tomaten menes at have gjort sit indtog omkring 1770. Og vi skal helt op sidst i 1800-tallat, før vi turde sætte tænderne i kartoflen. Vi troede nemlig, at den var giftig, hvilket ikke er helt forkert, for i grønne eller beskadigede kartofler findes giftstoffet solanin.

Meget ældre i Europa, i al fald i middelhavsområdet, er fennikel. Den er dog først blevet almindelig i de danske køkkener i anden halvdel af 1900-tallet, men mon ikke den har været kendt i klosterhaverne tilbage i middelalderen, hvor jeg gætter på, at den har været dyrket som medicinplante, gavnlig som den er for fordøjelsen, for luft i maven, mod krampe, migræne etc.

.

Skulle du ikke lige have en fennikel ved hånden, kan du også lave salaten med fintsnittet spidskål. Det bliver selvfølgelig en anderledes smagsoplevelse, men stadig en lækker salat.

bønnesalat med høvlet fennikel og semitørrede tomater

(4 personer)

300 g små tomater, gerne forskellige farver

6 fed hvidløg

tørrede og friske krydderurter efter smag, fx merian, oregano, timian, salvie etc.

salt, peber

2 spsk rørsukker

2 spsk olivenolie

200 g grønne bønner

1 stor fennikelknold (kan erstattes af spidskål)

50 g små sorte nicoise oliven

dressing:

4 spsk olivenolie

2 spsk citronsaft eller frugteddike

1 spsk reven citronskal (økologisk citron!)

.

Det er en god idé at tørre tomaterne en dag, du alligevel har ovnen tændt.

Skær tomaterne og hvidløgsfeddene igennem og læg dem i en bageform. Drys med krydderurter, salt, peber og lidt sukker.

Dryp med olivenolie og sæt formen i en 120-140 grader varm ovn. Lad tomaterne tørre, til du synes, de er tilpas bløde/tørre. Afkøl dem.

Nip bønnerne og skær dem i mindre stykker. Læg dem i kogende vand og kog dem ca. 3 minutter. Afdryp og afkøl dem.

Høvl fennikelknolden i meget tynde skiver. Brug gerne et mandolinjern.

Bland alle ingredienserne til salaten og brug også det grønne fra fennikelknolden.

Rør dressingen sammen og smag godt til med salt, peber og sukker. Hæld den over salaten og vend rundt.

 

.

Share

fredag

16

februar 2018

4

KOMMENTARER

rosenkålssalat med fennikel, mango, valnødder og blåbær

Skrevet af , Posted in salater

.

denne salat er ren hjernemad

Hvis du ikke kender rå rosenkål i en salat, så prøv denne her. Når rosenkålen snittes papirtyndt, forsvinder den lidt stærke, svovlede smag. Men mængden af antioxidante og andre gode stoffer er intakt.

.

en salat der går til hovedet

Mangofrugten tilfører ikke blot sødme til salaten, den indeholder også lutein og zeaxanthin, der forebygger forkalkning af øjet og andre aldersrelaterede synsproblemer.

Valnødderne er også en fantastisk fødevare. De indholder de gode Omega 3 og 9 fedtsyrer, som vi nemt får for få af, masser af E-vitaminer og mange mineraler. Valnødder styrker hjernen (ligesom blåbærrene gør), de regulerer kolesterol, og de forebygger hjerte-karsygdomme.

Finthøvlet fennikel bibringer salaten – foruden vitaminer og mineraler – en let lakridsagtig smag. Og rosenkålen indeholder alle de mange gode sager, som findes i hele kålfamilien.

.

mango har også præbiotisk effekt

Der er omsider kommet stor forskningsmæssig fokus på det fantastiske økosystem, som vores tarmbakterier udgør, den såkaldte mikrobiota. Det ser ud, som om de 1-2 kg tarmbakterier, vi alle bærer rundt på, har enorm betydning for vores velbefindende.

Hvis du også interesserer dig for kommandocentralen i tarmsystemet, kan jeg anbefale dette interessante foredrag af professor Oluf Borbye Pedersen om vores billioner af personlige bakterier.

Det er god fornuft at spise mango så tit som muligt: spis den på morgengrøden, spis den i salater, i supper og som dessert.

 .

salat som superfood

rosenkålssalat med fennikel, mango, valnødder og blåbær 

(4 personer)

250 g rosenkål

250 g fennikel

1 mangofrugt

1-2 grønkålsblade

50 g valnødder

100 g blåbær

1 spsk fintsnittet estragon

dressing:

1 økologisk citron

2 spsk valnødde- eller olivenolie

1-2 spsk ahornsirup

salt, friskkværnet peber

.

Høvl rosenkål og fennikel til helt tynde skiver på et mandolinjern. Pas på fingrene!

Skær mangofrugten i små terninger. Hak grønkål og valnødder.

Bland alle ingredienserne til salaten.

Rør 4 spsk citronsaft sammen med olien og smag godt til med 1-2 tsk reven citronskal, sirup, salt og peber.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

Smag på salaten og tilsæt evt. lidt mere estragon.

.

 

.

Share

fredag

22

juli 2016

0

KOMMENTARER

kartoffelsalat med senneps-flødedressing og estragon

Skrevet af , Posted in salater

.

der er stadig “nye” kartofler

kartoffelsalat-m-sennepsdessing.3

Her er nye kartofler blandet med friske ærter, radiser i tynde skiver og små terninger af fennikel. Det giver en god blanding af noget blødt, noget hårdt og noget knasende.

Jeg har brugt estragon som krydderurt. Den har en let lakridsagtig smag ligesom fennikelknolden.

Men du kan bytte estragonen ud med en anden krydderurt som basilikum, løvstikke eller mynte. Hvis du ikke bryder dig om fennikel eller ikke lige har knolden ved hånden, så vælg squash i stedet for.

Solsikkefrøene kan byttes ud med hakkede valnødder, ristede mandelflager eller græskarkerner.

 

en lille UFO

fennikelknold

Fennikelknolden ligner en lille ufo med sine strittende stilke, der danner afslutningen på bladskederne, der ligger lag på lag. Det gør fennikel til en grøntsag, der også er egnet til at servere med fyld af en plantefars.

Fennikel indeholder en del B- og C-vitaminer og mineraler som jern, kalk, magnesium, nikkel og zink.

 

en ærke-dansk salat 

kartoffelsalat-m-sennepsdressi-g

 

kartoffelsalat med senneps-flødedressing og estragon

600 g små kartofler

50 g solsikkefrø

250 g fennikel

1 forårsløg

1 bdt radiser

100 g bælgede ærter

frisk estragon

senneps-flødedressing:

1 dl sojayoghurt eller anden yoghurt

1/2 dl sojafløde eller anden fløde

1-2 spsk dijonsennep

1 fed hvidløg

 

kartoffelsalat-m-sennepsdressing.1

Kog kartoflerne møre og afkøl dem. Bevar kartoflerne hele, hvis de er små. Ellers skær dem i skiver.

Rist solsikkefrøene gyldne på en tør pande. Afkøl dem.

Skær fennikelknolden i små terninger. Gem det grønne.

Snit forårsløget fint.

Høvl radiserne i tynde skiver på langs.

Bland alle grøntsagerne med en lille portion estragonblade.

Rør en dressig af yoghurt, fløde, sennep, presset hvidløg og ca. 1 spsk fintsnittet estragon.

Smag dressingen til med salt, peber og evt. mere sennep.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

Drys med de ristede solsikkefrø og pynt med lidt radiseskiver, estragon og fennikelgrønt.

 

kartoffelsalat-m-sennepsdressing.2

Share