Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

ny bog af Kirsten Skaarup: Grønt på gaflenArkiv

onsdag

8

januar 2025

10

KOMMENTARER

madens big bang: selleri- og kartoffelgratin – ny bog: Grønt på gaflen – kom godt i gang i det grønne køkken

Skrevet af , Posted in bøger, hovedretter

.

så er den her:  bogen om sund, lækker og uforarbejdet mad

Lige midt i diskussionen om den ultraforarbejdede mad, udsender ernæringsekspert Anette Harbech Olesen og jeg en E-bog om, hvordan man kan leve sundt og naturligt af hjemmelavet mad med kål, kartofler, rødbeder og andre rodfrugter, med bælgfrugter, kerner, frø og gode olier. Naturlige produkter der i bogen forvandles til hverdagens små kulinariske oplevelser.

Bogen tager læseren ved hånden og guider til vejen ind i det lækre, plantebaserede køkken. Her kan du læse om at få proteiner nok, om de gode råvarer og – ikke mindst – hvordan du få den grønne mad til at smage himmelsk. Desuden indeholder bogen opskrifter på nemme retter, der kan tilberedes hurtigt i én gryde på komfuret eller i ét fad i ovnen.

E-bogen er på 86 sider og koster kr. 29,00 og kan købes her.

.

madens big bang

Denne franske gratin hedder “gratin dauphinois” – og kaldes også “madens big bang”. Det er jo store ord, men retten ER genial med kun en enkelt eller to rodfrugter – og en masse velsmag. Gratinen er både lækker, billig og hurtigt tilberedt.

Januar kalder på sund og billig mad, dvs grøntsager som selleri, rødbeder, kål og kartofler, så her rammer gratinen perfekt.

Gratin dauphinois er en af verdens enkleste retter. Den stammer fra sidst i 1700-tallet, hvor den blev serveret for grever og generaler i Dauphiné-regionen i det sydlige Frankrig. Deraf navnet.

Men gratinen er for andre end grever og generaler. Prøv bare!

.

kun få ingredienser

Gratinen blev oprindeligt tilberedt med kartofler, mælk og fløde. Jeg har her brugt halvt kartofler og halvt selleri. Selleri og kartofler går nemlig fint i spænd. Men du kan lave gratinen alene med kartofler eller alene med selleri.

Jeg har også for egen regning tilføjet løg, krydderurter og mandelflager. Vil du også have flere proteiner i retten, kan gratinen sagtens lægges sammen med kogte linser, bønner eller kikærter imellem lagene.

Skal det være big bang med krone på, altså skøn gæstemad: så drys med trøfler, revne eller i skiver. Udelad i så fald ost og mandler og drys trøflerne på gratinen efter bagningen.

.

 

.

Man kan servere kogte, røde ris eller vilde (sorte) ris med letdampet broccoli og rosiner til gratinen. Men man kan også vælge brune ris – eller ristet rugbrød.

.

selleri- og kartoffel dauphinois

(4 personer)

1/2 kg kartofler

1/2 kg selleri

2 rødløg

1 helt hvidløg

en håndfuld persille og/eller basilikum

2 dl havrefløde

2 dl havremælk

1 tsk reven muskatnød

100 g planteost, fx “grate me” (kan udelades)

25 g mandelflager

.

Skær selleri og/eller kartofler i meget tynde skiver på et mandolinjern. Hvis du ikke har mulighed for at skære meget tynde skiver, skal du beregne længere bagetid i ovnen.

Kom selleri og/eller kartofler i en stor gryde med kogende vand. Lad dem simre 5 minutter og afdryp dem.

Skær løgene i ringe og del hvidløget i fed. Skær hvidløgsfeddene igennem.

Læg selleri og/eller kartofler i lag med løg, hvidløg og krydderurter i et ovnfast fad.

Rør fløde og mælk sammen og smag godt til med muskatnød, salt og peber.

Hæld blandingen over grøntsagerne i fadet og tryk dem sammen med en spatel.

Riv osten og drys den på gratinen sammen med mandelflagerne.

Bag gratinen i en 200 grader varm ovn (varmluftovn) 30-40 minutter. Stik i grøntsagerne for at mærke om de er bløde.

Hvis overfladen bliver for mørk, så læg noget over fadet.

Røde eller sorte ris blandet med broccoli og rosiner er lækkert tilbehør til gratinen.

Læs her om sundhedsfordelene ved røde ris.

.

Share