Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

næringsstofanbefalinger nordiske 2023Arkiv

fredag

23

juni 2023

4

KOMMENTARER

sommersuppe med nye kartofler og ærter – ugens suppe

Skrevet af , Posted in forretter, supper

.

nyd de nye kartofler, før de bliver gamle

Ingen aldersbashing her, men de nye kartofler er altså en helt speciel delikatesse, der skal nydes lige nu. Så snart kartoflerne bliver lidt ældre, kan de bruges på mange andre måder, som også er lækre, men anderledes.

Især i en suppe gør de små nye kartofler sig godt. Glædelig Sct. Hans!

.

nordiske næringsstofanbefalinger – miraklernes tid er ikke forbi!

Efter 5 års arbejde er der netop kommet nye næringsstofanbefalinger for Norden. Og for første gang nogensinde anerkendes det, at den mad, vi spiser, har indflydelse på miljøet og klimaet. Andet ville naturligvis være umuligt, men godt at der nu bliver sat ord på.

For sådan en som mig, er det totalt euforisk at høre, at man nu anbefaler, at kosten hovedsagelig skal være plantebaseret.

Ifølge anbefalingerne skal vores hovednæring bestå af grøntsager, frugter, bær, bælgfrugter, kartofler og fuldkorn. Og så skal indtaget af især rødt kød, men også fjerkræ, skæres væsentligt ned.

Anbefalingerne er resultatet af fem års arbejde af 400 nordiske og internationale forskere, og er baseret på tusindvis af forskningsstudier.

Generalsekretæren for Nordisk Ministerråd, Karen Ellemann, siger: “I tidligere publikationer har det handlet om ernæringsanbefalinger. Altså om blandt andet vitaminer og mineraler. Du ved, gængs ernæring. Det banebrydende her er, at bestillingen fra ministrene tilbage i 2018 var, at vi gerne vil have miljøaspektet med i den kommende rapportering. Det er jo indlysende, at vores madindtag også har en effekt på miljøet”.

Karen Ellemann kalder dette fokus for banebrydende, og siger videre: “Det handler selvfølgelig om, at det har en betydning for vores planet, hvordan vi indtager mad.”

.

her er klima- og dyrekærlige råvarer

Det er uendelig glædeligt, at vi er kommet så langt, at vi forstår, at den rette menneskeføde i overvejende grad bør være planter. Det gør mig dog trist, at der ikke nævnes ét ord om dyrevelfærd i forbindelse med at skære ned på kødet. Heldigvis vil der være færre dyr, der lider, når vi får omlagt vores kostvaner til hovedsageligt at være plantebaserede.

For mig, der har arbejdet med plantemad det meste af mit liv, er det et kæmpeskridt, at forskerne er kommet frem til denne indsigt. Nu mangler vi bare at få den brede befolkning med.

Da jeg sprang ud som vegetar for næsten 60 år siden, blev jeg drillet, spottet, hånet og udskammet. Aldrig havde man hørt noget så åndssvagt. Jeg var flov over at være en særling, og ville egentlig gerne spise kød for at passe ind, jeg kunne ikke få det ind i min mund. Det stod lysende klart for mig, at jeg ikke havde licens til at slå andre levende væsener ihjel – for slet ikke at tale om først at mishandle dem og derefter spise dem.

Og det er jo helt grotesk: det burde være dem, der piner dyrene og ødelægger miljøet og klimaet på jorden, der skulle udskammes. Men jeg tror nu ikke på udskamning. Det gode eksempel rykker langt mere: lav lækker plantemad til kødspiserne. Det tror jeg er vejen frem.

Da jeg udgav min første bog, “Vegetariske festmiddage” i 1980, turde jeg end ikke drømme om, at det en dag ville blive mainstream at spise plantebaseret. Måske kommer kødspiserne til at lide samme skæbne som rygerne: at de fleste mener, at det faktisk er lidt klamt!

.

en skøn sommersuppe

Denne sommersuppe passer som fod i hose til de nye anbefalinger: nye kartofler og friskbælgede ærter passer perfekt sammen, og proteinerne kommer fra quinoa.

Der er også lidt asparges i suppen, men er sæsonen forbi, må man undvære dem. Tilsæt evt. lidt flere ærter og/eller skiver af squash.

 

quinoa

er et lille korn med mange proteiner. Sammen med plantefløde, ærter og kartofler får man et rigtig godt skud protein. Læs mere om quinoa her.

 

quinoa-i-sigte

sommersuppe med nye kartofler og ærter

50 g skalotteløg

2 spsk olivenolie

50 g sort eller rød quinoa

6-8 dl grøntsagsbouillon

400 g nye kartofler

100 g tynde grønne asparges (kan udelades)

100 g bælgede ærter

1-1 ½ dl havrefløde eller anden fløde

1 bdt persille

evt. frisk estragon

 

Hak løget og svits det i olien, til det er klart.

Skyl quinoaen og tilsæt den sammen med bouillonen. Læg låg på gryden og lad suppen simre 15 minutter.

Skær kartoflerne i skiver og tilsæt dem. Kog suppen yderligere 5 minutter.

Skær aspargesene i 2-3 cm lange stykker og kom dem i suppen sammen med ærterne. Lad suppen koge op og sluk for varmen.

Tilsæt fløde efter smag, når kartoflerne er møre. Hak persillen og rør den i suppen.

Smag godt til med salt og peber og varm suppen op til kogepunktet – eller lad den afkøle og servér den kold.

Du kan evt. også tilsætte frisk estragon.

.
kartoffelsuppem quinoa3

.

Share