linsepande med pasta og gedeost
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in hovedretter
mens linserne er fremme – spicy og indisk
Her er endnu en dejlig linseret. Det er en sammenkogt ret a la Indien. Den er skønt krydret med kardemomme, fennikel og chili. Spis retten med løskogte ris.
Se opskriften her.
alt i én pande
Jeg bliver ofte spurgt om gode hverdagsretter. Her er et eksempel på en hverdagsret. Men faktisk går jeg slet ikke ind for hverdagsretter, hvis det betyder mad med dårlige råvarer, manglende smag, bikset tankeløst sammen og tilberedt uden kærlighed.
Jeg synes bestemt ikke, at hverdagsretter skal være mindre lækre, livgivende og glæde-skabende end festmad. Trods alt består livet mest af hverdage. Jeg går ind for, at maden på hverdage – og alle andre dage – skal være en af dagens store oplevelser: Mad med vidunderlig smag og fuld af energi og glæde.
Panderetten her er tilberedt med enkle, men gode råvarer. Smag selv!
.
linsepande med pasta og gedeost
150 g brune eller sorte linser
150 g pasta (skruer, sløjfer eller anden ”småpasta”)
100 g løg
4 fed hvidløg
2 spsk olivenolie
250 g svampe
2 spsk citronsaft
200 g gulerødder
1 spsk snittet salvie
en håndfuld ramsløgblade eller frisk spinat
125 g blød gedeost eller yoghurt, evt. vegansk, se også under Tip
3-4 spsk olivenolie
Du kan vælge brune, sorte eller røde linser. Jeg har brugt små flerfarvede pastasløjfer, men du kan også vælge skruer eller anden “småpasta”.
Kog linserne møre, 15-20 minutter og afdryp dem.
Kog pastaen efter anvisningen på pakken. Afdryp den.
Skær løgene i både og hak hvidløgene. Svits dem i olien til løgene er let gyldne. Skær svampene i kvarte eller i skiver. Kom dem på panden og rist dem ved rask varme. Drys med lidt salt og hæld citronsaften ved.
Skær gulerødderne i skiver og svits dem med nogle minutter. De må gerne beholde ”biddet”.
Hvis du bruger spinatblade så vend dem med på panden.
Kom salvien i retten og smag til med salt og peber.
Rør gedeosten lind med olien.
Sæt gedeosten på panderetten i nogle klatter og drys med friske, snittede ramsløg i sæsonen. Udenfor ramsløg-sæsonen kan du bruge spæde spinatblade.
Spis et godt stykke brød til linseretten og evt. en salat, se nedenfor.
tip
I stedet for gedeost eller yoghurt kan du servere ærtepuré med estragon til panderetten.
ærtepuré med estragon
speltsalat med julesalat og blåbærdressing
Du kan evt. servere en salat med hele kerner og julesalat til linsepanden.