Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

de dødes dagArkiv

fredag

30

oktober 2026

0

KOMMENTARER

grillet græskar med krydrede kikærter – hallo Halloween!

Skrevet af , Posted in Uncategorized

..

Halloween. Skeletterne – og græskarrene – vælter ud af skabene

Så er det Halloween: den uuuhyyyggelige amerikanske græskarfest, som mange elsker og endnu flere hader.

Men halloween har fået tag i danskerne. Så ingen Halloween uden græskar, selv om det også handler om slik og en masse hårrejsende løjer.

Det vrimler ikke kun med Halloween-skeletter. Det vrimler også med græskar, og ikke  mindst med opskrifter på græskar. Halloween har lært danskerne at spise græskar, og hvis du allerede har forspist dig på det sunde græskar, forstår jeg det godt. Mon ikke græskarsuppe er en af de mest foretrukne retter her i oktober/november?

Før Halloween kom til Danmark, erindrer jeg ikke, at vi spiste græskar i de mængder, som vi gør i dag. Så om ikke andet har den amerikanske tradition bragt afveksling til vores menu. Og det er ikke så ringe, for græskarret kommer med en masse sunde stoffer. Græskar er en af de bedste vegetabilske leverandører af betakaroten (A-vitamin), som bl.a. styrker synet, men indeholder også B-, C- og E-vitaminer. Kalk og magnesium styrker knoglerne – og så er græskar kalorielet og virker kolesterolregulerende. Hertil kommer græskarkernerne, som er meget proteinrige.

Halloween har udviklet sig fra en mere end 2000 år gammel keltisk religiøs fest med dødsritualer og fejring af frugtbarhed. En fejring af liv og død, kunne man sige. Det er disse ritualer, der er blevet til en slags fastelavn, som vi ser i dag.

Her er mit bud på årets Halloween-middag. Retten består af en mexikansk inspireret ret med kikærter. Og det er meget passende med en mexicansk ret, for ingen fejrer de dødes dag (día de los muertos) så intenst som netop mexicanerne. Traditionen går tilbage til indianerkulturerne, aztekerne og mayaerne. Og det er det samme, det handler om: festen for de døde.

Så omkring den 1. november er det svært at komme rundt i Mexico uden at støde ind i kranier og dinglende skeletter. Man kan gå med i optog med masser af musik eller besøge kirkegården om natten for at traktere de døde med deres livret. Det er lidt uuuhyggeligt, men de dødes dag er faktisk en livsbekræftende fest, hvor man mindes sine kære, som har forladt denne verden. Så denne ret er en hilsen fra både USA og Mexico.

Hos os har vi en pendent til Halloween og de dødes dag, nemlig Alle Helgensdag, som vi har fejret i over 1400 år den første søndag i november. Oprindelig er dagen en kristen fejring af helgener og martyrer. Nu tænder mange lys på deres kære afdødes grave, og nogle steder læses navnene på sognets døde i det forløbne år op i kirkerne.

fra markedet i Mexico City

med sprøde kikærter

Den grillede græskar serveres med sprøde, krydrede kikærter.

Græskar stammer fra Amerika (Nord- og Sydamerika), hvor det er blevet dyrket af oprindelige folk (indianerne) i tusindvis af år. Formentlig derfor har det hovedrollen i den ældgamle fejring af de døde.

.

Den hurtige ovnret serveres med en lækker tahinfløde. Tahin er den pasta af sesamfrø, som bl.a. bruges i hummus.

.

spis brød til

Hvis du går helt græskar-amok, er dette nemme grydebrød en god idé.

Dejen skal ikke æltes men kun røres sammen. Den hæver natten over og bages ved høj temperatur i en gryde med låg. Det giver et lækkert, luftigt brød med en sprød skorpe.

Du kan også bage dejen som boller.

Se opskriften her. Her kan du også læse om alle de gode stoffer, græskar indeholder.

.

.

grillet græskar med krydrede kikærter og tahinfløde

(4 personer)

200 g tørrede kikærter, evt. 400 g fra dåse eller karton

600 g hokkaidogræskar eller andet græskar

150 g løg

8 fed hvidløg

4 spsk olivenolie

1 spsk knuste kardemommefrø

1 spsk knuste korianderfrø

1 spsk knuste spidskommenfrø

evt. chili

4-6 store stilke bladbeder eller rød syre (kan erstattes af tilsvarende mængde spinat)

salt, friskkværnet peber

25 g græskarkerner

tahinfløde:

2 spsk tahin (sesampasta), gerne den lyse

2 dl havrefløde

citron- eller limesaft

tamari, friskkværnet peber

evt. 6-8 salvieblade eller anden krydderurt

Hvis du bruger tørrede kikærter, så sæt dem i blød i rigeligt vand ca. 8 timer. Kog dem i nyt vand ca. 20 minutter. Afdryp dem.

Skær græskarret i både. Du behøver ikke at skrælle det.

Læg skiverne på en bageplade og pensl dem med lidt olie. Sæt græskarrene under grillen til de er let gyldne. Hold øje med dem. Du kan også blot bage dem.

Skær løg og hvidløg i både og svits dem på en pande.

Tilsæt krydderierne og kom også kikærterne på panden. Svits det hele ved rask varme, til kikærterne har taget lidt farve.

Hvis du vil have ekstra styrke i retten, så tilsæt lidt hakket frisk chili eller et nip tørrede chiliflager. Drys med lidt salt og peber.

Snit de valgte blade og kom dem på panden. Svits til bladene falder lidt sammen.

Du kan lave retten hertil i god tid inden serveringen. Evt. dagen før.

”Saml” retten i et oliesmurt, ovnfast fad: læg de grillede græskar nederst i fadet og fordel løg/kikærteblandingen og de grønne blade ovenpå.

Drys med græskarkernerne og evt. salvieblade eller en anden krydderurt. Du kan også vælge frisk koriander. Men den skal du først drysse på ved serveringen.

Dryp med lidt olie og varm retten i en 200 grader varm ovn ca. 10 minutter.

Rør tahinen med fløden og 1-2 spsk citrussaft. Tilsæt evt. også 1-2 spsk varmt vand, hvis dippet er for tykt.

Smag godt til med citrussaft, tamari og peber.

Dryp tahinfløden på ved serveringen eller giv den til separat.

..

.

Share