Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

auberginerArkiv

fredag

12

januar 2018

0

KOMMENTARER

thailandsk curryret med svampe og broccoli

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

en varmende hilsen fra Thailand

Her i januar og februar, inden lyset og lunheden atter indfinder sig, drømmer jeg altid om mildere og lysere himmelstrøg. I år bliver det nok ved drømmen, men at lave en dejlig spicy thairet smager da altid lidt af sol og varme. Om ikke andet giver currypastaen varme i både krop og sjæl!

.

hvor kommer ideerne fra?

Jeg bliver ofte spurgt om, hvor jeg får ideer og inspiration fra til mine opskrifter. Noget, som denne ret, er helt oplagt. Det er en typisk østasiatisk kombination, som jeg ikke kan påstå at have opfundet. Og i øvrigt kan den laves på utallige måder.

Men oftest tager jeg udgangspunkt i årstidens relevante grøntsager. Når jeg kigger hos grønthandleren eller i min egen grøntsagsskuffe står ideerne som regel i kø. Ja, faktisk kniber det tit med, at jeg kan styre mig, og det bliver ofte til rigtig, rigtig meget madlavning. Det er så på mange måder praktisk. For mig personligt betyder det, at jeg spiser enormt varieret, hvilket ellers kan være svært. For mange ender det med 6-7 yndlingsretter, som kører i sløjfe igen og igen. Og det er jo fint nok, men jo mere variation, desto flere forskellige næringsstoffer får vi.

Andre inspirationskilder er restauranter, museer, magasiner og bøger. Og så får jeg enorm megen inspiration på mine rejser.

Men somme tider inviterer også skåle, fade eller tallerkner til bestemte typer mad. Det er fx tilfældet med disse skønne aflange tallerkner og små runde skåle, som jeg har fået i julegave. De er simpelt hen som skabt til en thailandsk ret – som ydermere trænger sig på her i den råkølige januar, fordi det er en rigtig sjælevarmer.

.

spis ris til

Ris er et klassisk tilbehør til en asiatisk curryret. Jeg har brugt brune ris, men du kan også vælge tynd eller bred rispasta.

.

currypasta

Jeg har valgt denne type currypasta, men i den grønne udgave. Den grønne er en smule stærkere end den røde, og du skal passe på med doseringen.

Du kan dog sagtens vælge denne røde pasta – eller den gule Massaman. Disse færdige currypastaer fås i butikker, der sælger orientalske varer.

Det er sjældent, jeg springer over, hvor gærdet er lavest, men det gør jeg faktisk, når det gælder currypasta. Jeg køber disse færdiglavede, men har du tid og lyst, kan jeg varmt anbefale min gode ven Henriks hjemmelavede currypasta. Den er lavet i en ruf, siger han. Se opskriften her.

 .

thailandsk curryret med svampe og broccoli

(4 personer)

200 g tofu, evt. røget eller med krydderurter

400 g auberginer

oliven- eller kokosolie til stegning

1-2 tsk grøn karrypasta eller efter smag

150 g løg

4 fed hvidløg

250 g champignon

ca. 3 dl kokosmælk

250 g broccoli

1 limefrugt

1-2 spsk tamari, rørsukker

frisk koriander eller anden krydderurt

.


Sørg for at presse al væden ud af tofuen, se om behandling af tofu her.

Skær tofuen i terninger eller små bjælker. Svits tofuen gylden på alle sider for rask varme. Sæt tofuen til side.

Skær auberginen i stave og steg dem ligeledes ved rask varme. Hold igen med olien. Auberginer kan labbe uanede mængder olie i sig, hvis man ikke holder igen. Steg dem færdige på en tør pande. Sæt auberginerne til side, når de er gyldne og bløde.

Svits currypastaen i 2 spsk olie et par minutter.

Skær løgene i både. Hak hvidløgene. Steg løgene gyldne. Tilsæt svampene og svits, til de afgiver væde og er lidt gyldne.

Hæld kokosmælken i gryden og bring den i kog.

Del broccolien i små buketter. Skær stokken i små firkanter (den skal skrælles først).

Kom broccolien i gryden og lad det blot simre et par minutter, til broccolien er gennemvarm.

Smag til med limesaft og tamari, evt. også et nip sukker.

Tilsæt den stegte tofu og auberginerne. Varm hele retten igennem og servér med løskogte, brune ris.

Drys gerne med lidt frisk koriander eller anden krydderurt.

.

.

indisk spidskålssalat

.

Du kan evt. servere indisk spidskålssalat til curryretten. Hvs du synes, der er styrke nok i hovedretten, så udelad chilien i salaten.

.

Share

lørdag

28

januar 2017

22

KOMMENTARER

januar i Marokko

Skrevet af , Posted in hovedretter, rejser

.

farverige, solbeskinnede og duftende Marokko


Så tit det er muligt, prøver jeg altid at opsnuse nye opskrifter og lidt sol i januar. Jeg synes, det er den mest trælse måned i Danmark. Alle de skønne julelys, der kastede glans over land og by er slukkede, himlen hænger tung og mørk, og lyset viser sig kun i alt for korte timer over et vejrmæssigt plaget folk. Der er lidt for længe til anemoner og martsvioler, for slet ikke at tale om asparges og nye kartofler.

Indenfor overkommelig rækkevidde er der heldigvis solbeskinnede og farvestrålende Marokko. Jeg er på min femte eller sjette rejse i landet, som jeg helt har tabt mit hjerte til. Her er al den sol og alle de kulører og krydderier, man kan ønske sig. Madmæssigt er oplevelserne dog begrænsede. Bevares, her er lækker mad, men for en vegetar/veganer er repertoiret hurtigt udtømt: men her er flere slags gode grøntsagssupper og salater, først og fremmest marokkansk salat, her er grøntsagscouscous og grøntsagstagine. Og selvfølgelig de forskellige slags brød. Jeg kunne dog godt ønske mig lidt mere groft mel i brødene, men engang imellem er der så alligevel virkeligt noget brød, jeg gerne vil efterligne. I går fik jeg, meget langt fra alfarvej i kasbah’en Ait Benhaddou i Atlasbjergene, stykker af et stort, cirkelrundt brød, der kunne ligne et kæmpestort, fladt pitabrød. Det vil jeg prøve at bage, når jeg kommer hjem.

Ait Benhaddou er en af de mest eksotiske og bedst bevarede kasbah’er i hele Atlas-regionen (kasbah’en var tidligere både et forsvarsværk og stedet, hvor den lokale leder residerede. En kasbah er ofte bygget på en bjergtop og består af lerklinede huse, som klynger sig til bjergsiden. Kasbah’en er omkranset af høje mure og har få eller ingen vinduer. Et rigtigt forsvarsværk i svundne tider.

Kasbah’en i Ait Benhaddou er yderligere berømt, fordi den har lagt location til storfilm som “Lawrence of Arabia”, “Gladiator”, “Babel” og mange andre film. Jeg vender tilbage med billeder fra det smukke og usædvanlige sted.

 

te og taginer

 t

Te og taginer definerer Marokko. Mynteteen flyder i rigelige mængder og nydes døgnet rundt af en befolkning, der ikke drikker alkohol. Her kaldes myntete for marokkansk whisky.

På gader og stræder, på pladser og under skyggefulde træer sidder mændene i deres lange djellaba’er og ordner verdenssituationen. Gad vide, hvor kvinderne er? Måske hjemme i køkkenet, hvor taginerne simrer over den åbne ild allerede fra om formiddagen.

.

.

teen brygges dagen lang

.

farvestrålende Marrakech

I Marrakech drejer hele verden sig om den centrale plads, Place Djemaa el-Fna. I dagtimerne domineres pladsen af gøglere og historiefortællere, af slangetæmmere, spåkoner, hennamalere og vandsælgere, som fyren på billedet. Det ser dog ud, som om den gamle profession at sælge vand er veget for stillingen som fotomodel. Plasticflaskerne har taget magten! Men de farvestrålende vandsælgere er yndede motiver for tidens turister.

.

madvognene kommer med aftensmaden

Når mørket falder på må gøglere og godtfolk vige pladsen for madvognene, der kommer trillende ind på pladsen med deres mobile køkkener. Her kan du smage på alt, hvad det marokkanske køkken har at byde på.

.

i røg og damp

Der er gang i taginerne – denne praktiske gryde med det koniske låg, hvor hele retten simrer i timevis.

 .

 .

livets brød

Som i alle islamiske lande er brød bogstavelig talt “livets” brød, og det behandles med ærbødighed. Og der er altid rigeligt af det. Her har jeg fanget to damer, der sælger brød dybt inde i souk’en i Marrakech.

.

der sælges små brød og store brød

En bid brød kan man vel altid spise?

..

krydderierne stødes

På krydderipladsen i souk’en stødes både krydderurter og henna. Henna bruges i store mængder til dekoration af især hænder og fødder.

.

skønhed omkring hvert et hjørne

Marrakech kaldes også for den lyserøde by, fordi de fleste huse i byen har en smuk rødbrun, brændt farve. De snævre gyder bag souk’en byder på nye synsindtryk og oplevelser omkring hvert et hjørne.

.

husk maden …

En af Marokkos signaturgrøntsager er auberginen. Derfor vil jeg gerne slutte denne lille billedhistorie med at anbefale en af de retter, du måske allerede kender: marokkansk tagine med “brændte” auberginer. Jeg har ikke mulighed for at udarbejde opskrifter “on location”. Derfor får du en tidligere opskrift, som sagtens tåler gentagelse, hvis du allerede skulle have smagt den.

.

marokkansk tagine med “brændt” aubergine

Se opskriften her.

 

Share

tirsdag

17

januar 2017

22

KOMMENTARER

indisk curry med auberginer og cashewnødder

Skrevet af , Posted in hovedretter

.
en indisk sjælevarmer på en kold dag

Denne indiske curryret er lavet på under 1/2 time. Med alle de smagsnuancer og varme krydderier kunne man ellers godt tro, at det var lidt af en tidsrøver, men auberginerne skal blot mørnes i den spicy sovs.

Auberginen er en grøntsag, eller rettere frugt, der spises over det meste af kloden. Man kan mildest talt ikke kalde den en dansk vintergrøntsag (den stammer fra Østasien og Afrika), men engang imellem kan det være rart med lidt afveksling fra rodfrugterne og kålen.

Faktisk kan man bruge alle slags grøntsager i en indisk curry. Du kan fx vælge blomkål, gulerødder, kartofler, grønne bønner, peberfrugter, majroer og mange, mange andre grøntsager.

.

auberginer på et indisk marked

Der er nogen diskussion, om man skal lægge udskårne auberginer i saltvand inden brugen. Auberginer indeholder nemlig et bitterstof, der trækkes ud under saltningen, men efter mange forsøg både med salt og ikke-salt, har jeg ikke fundet den store forskel. Så vælg selv.

.

grøntsager ad libitum

På de indiske markeder bugner det med grøntsager. Det er indernes basisnæringsmiddel. Fra tidernes morgen har man ikke haft mulighed for at spise kød (og de hellige køer spiser man i al fald ikke). Det har givet inderne et langt sundere ernæringsgrundlag. Altså dem, der har penge. Der er nemlig stadig millioner af mennesker i Indien, der ikke får mad nok.

 

masser af varme krydderier

Curryretten kan serveres med lidt ekstra yoghurt på toppen. Koriander er nærmest uundværlig, men hvis du hører til dem, der ikke kan lide koriander, så brug mynte i stedet for.

.

løg må der til

Løg hører til de helt uundværlige grøntsager. Sådan er det også i Indien. Jeg kan ikke komme i tanker om en ret (bortset fra dessert selvfølgelig!), hvor grundlaget, selve “bunden” i en ret, ikke er løg. Det skarpe løg tilfører maden uvurderlige smagsnuancer. Det er sagt om skalotteløget, at det er grøntsagernes “korset”. Det synes jeg, udtrykker hvad det handler om.

Løg har utallige gode egenskaber. De er antiinflammatoriske, de styrker immunforsvaret og kredsløbet. De forebygger hjerte-karsygdomme og balancerer kolesterol, og de stabiliserer blodtryk og blodsukker. Stoffet gluthation hjælper leveren med at udskille skadelige stoffer, og løg er således selvskreven som detox-mad.

 

der er tryk på kulørerne i både mad og markeder i Indien

 

fra marked til mave

indisk curry med auberginer og cashewnødder

250 g løg

4 fed hvidløg

1 chili eller efter smag

1/2 spsk sorte sennepsfrø

1 spsk spidskommenfrø

1 spsk korianderfrø

2 spsk kokos- eller rapsolie

1/2 spsk gurkemeje

1 tsk friskkværnet peber

1 spsk stødt kanel

650 g auberginer

ca. 2 dl vand eller grøntsagsbouillon

75 g cashewnødder

250 g cherrytomater

evt. 150 g broccoli

2 spsk citronsaft

3 dl sojayoghurt eller anden yoghurt, naturel eller med kokos

salt, agavesirup

frisk koriander eller mynte

 

Hak løg, hvidløg og chili (fjern kernerne).

Rist sennepsfrø, spidskommenfrø og korianderfrø i en tør gryde. Rist til frøene begynder at dufte.

Tilsæt olien og varm den op. Kom løg, hvidløg og chili i gryden og svits dem 3-4 minutter. Kom gurkemeje, peber og kanel i gryden.

Skær auberginerne i små terninger og tilsæt dem. Svits dem 4-5 minutter ved rask varme.

Hæld vand eller bouillon i gryden.

Hak cashewnødderne fint og tilsæt dem sammen med tomaterne.

Læg låg på gryden og lad curryen simre ca. 10 minutter. Tilsæt mere bouillon, hvis curryen koger tør.

Hvis du bruger broccoli, så del den i små buketter og tilsæt dem sammen med citronsaft og yoghurt.

Lad curryen simre endnu 4-5 minutter. Smag til med salt, sirup og evt. mere citronsaft.

Drys curryen med koriander og servér brune ris til – eller en bønne- eller linsesalat – eller denne her med bladselleri.

 

 

 

Share