Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

agurkegazpachoArkiv

fredag

2

august 2024

2

KOMMENTARER

to kolde supper: tomatgazpacho med abrikoser og agurkegazpacho

Skrevet af , Posted in forretter, supper

.

endelig, endelig: nu er det vejr til en kold sommersuppe

En kold suppe på en varm sommerdag er som dug på slagne enge. Jeg lavede disse to supper for et par måneder siden, da vi havde nogle virkelig dejlige sommerdage. Siden har en kold suppe ikke rigtig fristet.

Men NU skulle det være ganske vist: et par sommerdage venter her i starten af august.

.

tomat og abrikos

En kold tomatsuppe kan man sagtens lave med tomater alene, men de søde abrikoser giver en ekstra dimension  til suppen. Vil du have et alternativ, så vælg ferskner i stedet for abrikoser.

Supperne er en fri fortolkning af den klassiske spanske gazpacho.

.

højsæson hos tomat- og agurkegartneren

Hvis man selv dyrker tomater og agurker ved man, at det kan være svært at få brugt de mange frugter, der vælter frem på én gang. Disse supper er lynhurtigt lavet. Alt i én blender, og voila!

Man kan selvfølgelig også sylte, fryse, tørre etc., men nyhøstet – og råt – smager nu engang helt fabelagtigt.

.

tomat- og abrikosgazpacho

(4 personer)

400 g tomater

300 g abrikoser eller ferskner

1 rød peberfrugt

1 fed presset hvidløg

1-2 skiver tørt brød

½ spsk stødte spidskommenfrø (gerne ristede)

ca. ½ l grøntsagsbouillon

1-2 dl koncentreret hyldeblomstsaft

2 spsk olivenolie

citronsaft, salt, friskkværnet peber, rørsukker

urteolie (kan udelades)

frisk koriander eller basilikum, evt. spiselige blomster

 

Blend grøntsager, frugt, hvidløg, brød og spidskommenfrø i bouillonen.

Tilsæt hyldeblomstsaft og olie. Start med 1 dl hyldeblomstsaft og tilsæt mere efter behov.  Smag godt til med citronsaft, salt, peber og evt. et nip sukker.

Vurdér konsistensen. Måske skal der lidt mere bouillon i suppen.

Tilsæt evt. lidt hakkede krydderurter og sæt suppen i køleskabet, indtil serveringen.

Servér suppen portionsvis med lidt urteolie på toppen samt friske urter og/eller spiselige blomster.

 

det er agurketid

Agurker består af 97% vand, så det er ikke kalorier eller næringsstoffer, der tynger dem. Til gengæld er de perfekte i denne kolde suppe.

.

en læskende suppe

agurkegazpacho

(4 personer)

1 stor salatagurk eller et par skoleagurker

1 stilk citrongræs

1 fed presset hvidløg

en håndfuld mynte

evt. et nip chili

1-2 skiver tørt brød

ca. ½ l grøntsagsbouillon

ca. 2 dl plantefløde eller -yoghurt

citronsaft, salt, friskkværnet peber, rørsukker

 

Skær agurken i terninger. Fjern evt. grove kerner.

Snit det inderste bløde stykke af citrongræsset.

Blend agurk, citrongræs, hvidløg, mynte, evt. chili og brød i bouillonen.

Tilsæt fløde eller yoghurt og vurdér konsistensen.

Smag suppen godt til med salt, peber, citronsaft og evt. et nip sukker.

Sæt suppen i køleskabet indtil serveringen.

Servér suppen portionsvis. Sæt en spsk fløde eller yoghurt på hver portion og drys med lidt mere mynte.

.

.

Share