Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

mandag

14

juni 2021

0

KOMMENTARER

sommerwok med nye kartofler, asparges og ærter

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

let sommermad – alt i én pande

Hvis du heller ikke kan holde dig fra de nye kartofler og aspargesene, er her endnu en idé til at nyde de to fornemme grønne sager. Er man storkonsument, som jeg er, er der brug for mange ideer, så nydelsen af de to lækkerier ikke bliver for ensformig. Forandring fryder!

Og så er retten både let at lave og let i maven. Proteinerne kommer fra sprøde terninger af tofu (som kan erstattes af kogte bønner, kikærter eller linser).

.

kongen og dronningen af sommerens grønt

.

hvide eller grønne asparges

Du kan bruge enten hvide eller grønne asparges til retten – eller begge slags.

De hvide skal skrælles – de grønne skal blot skrælles nederst på stilkene.

.

lækker tofu

Hvis du vil undgå fornemmelsen af pap i munden, når du spiser tofu, vil jeg endnu en gang anbefale tofuen fra Le Trang. Den er fast og cremet på samme tid. Den er ikke billig, men den er god!

Læs mere om Le Trangs tofu her – og find forhandlere.

Husk at tofu altid skal presses fri for væde, hvis den skal blive gylden og sprød. Og så skal tofu steges ved god varme. En wok er skabt til at stege perfekt tofu.

Engang var det enormt populært at lave mad i en wok. Nu er den geniale pande nærmest gået i glemmebogen, og det er ærgerligt, for wokken er perfekt til lynstegning. Når først grøntsagerne er rensede og snittede, kan man lave mad på ganske få minutter. Hvad med at finde wokken frem igen?

.

hvis denne wok kunne tale …

Wokken på billedet er en af mine højst ekskede køkkenredskaber. Jeg købte den gamle ramponerede og splejsede wok for mange år siden af en kvinde i nærheden af tempelkomplekset Angkor Wat i Cambodia. Det var længe før templerne blev restaureret – og før der kom turister i området. Så jeg havde det hele for mig selv og kunne derfor nemt komme i snak med de gæstfri risbønder.

Når denne wok er helt speciel for mig, er det fordi den gemmer på en grum og fantastisk historie. Da Pol Pot, lederen af De røde Khmerer, var ved magten og myrdede omkring to millioner af sine landsmænd sidst i 1970’erne, havde han mange måder at torturere befolkningen på. En af dem var at indsamle alle landets wokker, som er et helt uundværligt redskab for alle cambodianere.

Wokkerne blev derefter uddelt til den del af befolkningen, der støttede Pol Pot. De andre måtte klare sig, som de bedst kunne. Hvis denne wok kunne tale …

.

sommerwok med nye kartofler, asparges og ærter

(4 personer)

600 g små nye kartofler

200 g røget eller marineret tofu (evt. kogte bønner, linser etc.)

250 g ærter

100 g forårsløg

½ kg asparges (hvide eller grønne) – kan erstattes af snittet spidskål  eller broccoli udenfor aspargessæsonen)

olivenolie

2 dl havrefløde eller anden fløde

salt, friskkværnet peber

citronsaft

1 bdt dild 

.

Kog kartoflerne 5-6 minutter og sluk for varmen. Lad kartoflerne stå i vandet, til de er møre men faste. Afdryp dem.

Pres al væden ud af tofuen og skær den i små terninger.

Bælg ærterne og snit forårsløgene.

Skræl hvide asparges og skær aspargesene i tre-fire stykker. Del dem også i to på langs, hvis de er tykke.

Varm 2-3 spsk olie op i en wok eller stor pande og steg tofuen gylden og sprød. Sæt den til side og hold den varm.

Kom lidt mere olie i wokken og svits forårsløg, ærter og asparges. Svits alle grøntsagerne et par minutter.

Kom de kogte kartofler i wokken og hæld fløden ved. Bring den i kog og varm kartoflerne igennem.

Tilsæt den stegte tofu.

Smag til med citronsaft, salt og peber. Drys med klippet dild ved serveringen.

Servér kogt perlebyg eller hel hvede (koges 15-20 minutter) eller quinoa (koges ca. 20 minutter) til sommerretten.

.

.

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.