Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

fredag

20

oktober 2023

4

KOMMENTARER

simregryde med svampe, æbler og rosmarin

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

simremad er efterårs- og vintermad

Simremad er mad, der skal tilberedes ved lav varme i lang tid. Det er en metode, der mest bruges til kød. Vores tyggeapparat er nemlig ikke skabt til at tygge kød, og derfor skal det nedbrydes langsomt, ofte i timevis, før det kan tygges og fordøjes af mennesker.

.

ville vi spise kød, hvis vi kunne tale med dyrene?

Kød er frembragt under ufattelige lidelser. Det er desuden på alle måder ressourcekrævende og ødelægger klimaet. Kødproduktion slår ikke blot dyrene ihjel, den slår selve vores livsgrundlag ihjel. Vi kunne med ét hug fjerne 1/3 af klimabelastningen, hvis vi ville spise plantebaseret.

Helt anderledes forholder det sig med grøntsager. De er bæredygtige, lækre og sunde. Denne enkle ret skal blot simre en halv time eller mindre. Det er hurtig og billig hverdagsmad med stor velsmag.

.

nyd æblehøsten

Det har været et godt æble-år i år.  Træerne har bugnet, og mange kan ikke overkomme at spise de mange dejlige frugter. Så med mindre man spiser æblekage hver dag, kan det være svært at få brugt de mange æbler, men her er en rigtig efterårs- og vintergryde, hvor æblerne kommer til deres gode ret.

.

æbler i selskab med svampe og rosmarin

Svampe, æbler, løg og rosmarin er en dejlig blanding. Hvis du vil gøre retten ekstra mættende, så tilsæt 100 g kogte kidneybønner eller kikærter.

Desuden kan du servere quinoa som tilbehør.

..

simregryde med svampe, æbler og rosmarin

3 laurbærblade

3 spsk olivenolie

100 g små skalotteløg eller gule løg

4 fed hvidløg

1/2 kg champignon

2 spsk citronsaft

1 kg madæbler, fx Belle de Boskoop

2-3 dl grøntsagsbouillon

4-5 stilke rosmarin

salt, friskkværnet peber

evt. 150 g quinoa

.

Svits laurbærbladene i olien et par minutter for at frigive de æteriske olier.

Del store skalotteløg i halve eller kvarte. Bevar små løg hele. Hak hvidløgene.

Kom begge dele i gryden med laurbærbladene og svits løgene et par minutter.

Tilsæt svampene og svits dem for rask varme 3-4 minutter. Tilsæt citronsaften.

Skær æblerne i både (bevar skrællen). Kom æblerne i gryden sammen med bouillon og rosmarin.

Tilsæt et lille drys salt og peber og læg låg på gryden. Lad retten simre ca. 30 minutter under låg. Tilsæt om nødvendigt lidt mere bouillon.

Smag til med salt og peber og servér fx gryderetten med quinoa med hasselnødder og tomater. Se om kogning af quinoa her.

.

quinoa-m-tomater

 

Share

4 Kommentarer

  1. Anette Nielsen
  2. karina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.