selleritærte m dijonfløde og kapers
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in hovedretter
selleri svøbt i pikant sennepsfløde
En tærte med selleri. Hmmmm …. det lyder lidt spøjst. Men prøv den. Jeg tror, du bliver overrasket. Jeg er blevet inspireret til tærten af en af mine yndlingssalater, den franske sellerisalat med fintsnittet selleri i mayonnaise rørt med sennep. Sennep og selleri er nemlig et rigtig godt makkerpar.
Der er forslag til tre forskellige slags tærtebunde, så kan du vælge efter smag og behag – eller travlhed.
tærtebund 1:
100 g sigtet speltmel
100 g fuldkornshvedemel
1 tsk salt
100 g smør
ca. ½ dl vand
eller
tærtebund 2 (vegansk):
100 g grahamsmel
125-150 g hvedemel
1 tsk salt
1 tsk bagepulver
½ dl olie
ca. 1 dl vand
eller
tærtebund 3:
4 plader frossen butterdej
fyld:
1/2 kg renset selleri
2 stængler bladselleri
2-2 1/2 dl sojafløde
4 spsk olivenolie
ca. 2 spsk dijonsennep
ca. 2 spsk hakkede kapers
1 bdt persille
evt. havesyre
evt. store kapers m stilk
Ælt dejen sammen til den valgte tærtebund. Hvis du ikke spiser smør, så vælg bund nr. 2. Hvis du gør – og det skal gå hurtigt – så vælg tærtebund nr. 3.
Lad den valgte dej hvile i køleskabet en halv times tid. Tø frossen butterdej op.
Høvl sellerien i 1-2 millimeter tynde skiver på et mandolinjern.
Læg skiverne i kogende vand. Sluk for varmen og lad sellerien ligge i vandet 2 minutter. Afdryp dem.
Skær bladsellerien i tynde skiver.
Rør fløden med olie, sennep og hakkede kapers. Smag til med salt, peber, sennep og kapers. Hak persillen og rør den i fløden.
Rul den valgte dej ud og læg den i en tærteform beklædt med bagepapir. Prik dejen med en gaffel og forbag den i en 200 grader varm ovn 6-8 minutter.
Læg skiverne af selleri i lag på den forbagte bund. Fordel sennepsfløden mellem lagene og afslut med et lag fløde øverst.
Læg skiverne af bladselleri på tærten i et pænt mønster og sæt tærten i ovnen.
Bag tærten til den er gylden, ca. 25 minutter.
Læg evt. nogle store kapers på tærten ved serveringen og drys evt. med lidt havesyre eller anden krydderurt.
Servér fx rødløgskompot til tærten sammen med en quinoasalat.
du kan også bage tærten i små forme
rødløgskompot
Se opskrift på løgkompotten her.
quinoasalat med oliven, gulerod og grønt
Se opskrift på salaten her.
Kære Kirsten
Tak for en dejlig blog og et hav af lækre opskrifter!
Jeg spiser selv vegetarisk, og i de sidste to år overvejende vegansk. Men jeg har et par spørgsmål: Vi har høns i haven – er det ikke både sundt og naturligt at spise deres æg? Det har man jo gjort altid ude på landet, uden at få velfærdssygdomme? Det samme egentlig med økologisk fløde og smør – er disse produkter ikke naturlige fødevarer, som vi ikke bliver syge af, hvis de spises i moderate mængder? Min mand og jeg har fire børn, som vi gerne vil give et naturligt forhold til mad. Det virker derfor lidt “kunstigt” at vi ikke skulle spise de førnævnte naturlige fødevarer – og vise dem hvor maden kommer fra? Vi har også en kæmpe køkkenhave med masser af grøntsager. Vi spiser en del indisk mad (vi har været i dette skønne land!) – skulle vi ikke spise raita til, uden at gå på jagt efter soyayoghurt? Skåret ind til benet er mit spørgsmål:
Bliver vi og vores børn syge af ikke at spise 100% vegansk?
På forhånd tak.
De bedste hilsner Dorthe
Kæe Dorthe,
Det er dejligt at høre, at du kan bruge mine opskrifter. Tusind tak for rosen.
Det lyder skønt med høns i haven og hjemmeavlede grøntsager. Det bør give det bedst mulige grundlag for et sundt liv.
Men det er svært, for ikke at sige umuligt, at sige noget entydigt om sundhed. Sundhed er ikke blot, det vi putter i munden. Det er også den luft vi indånder, det vand vi drkker og de tanker, vi tænker. Det er ikke nødvendigvis sundere at være veganer end kødspiser. For mig selv drejer det sig om et etisk valg. Jeg vil ikke støtte drab på dyr – og slet ikke den måde de opdrættes på i dagens Danmark. Jeg vil heller ikke støtte giftsprøjtning af vegetabilske produkter. Det kan man kun gøre ved at lade være med at købe produkterne. Jeg betegner mig selv som vegetar men spiser dog primært vegansk. Det er fordi den mad passer mig bedst, men min etik går dér, hvor man slår dyrene ihjel. Det betyder, at jeg i mindre mængder spiser æg og mælkeprodukter. Det betyder ikke, at jeg er uvidende om, hvordan man fx afliver små hankyllinger og hvordan køer holdes gravide for at levere mælk. Hvis man vil sige fra overfor AL dyremishandling, må man spise vegansk. Men jeg kan ikke love dig, at det nødvendigvis er sundere. Jeg føler mig overbevist om,at man kan leve sundt af en afbalanceret vegetarisk kost baseret på økologiske grøntsager, bønner, korn, æg og mælkeprodukter.
Som sagt mener jeg valg af fødevarer må afhænge af, hvor ens etiske grænse går g desuden mærke efter i sin egen krop, hvilken form for mad, man trives bedst med.
Jeg håber, dette giver svar på dine spørgsmål – og sender de kærligste hilsener, Kirsten
Uhmmm glæder mig til denne tærte. Tror jeg skal give mig selv et mandolinjern i julegave 🙂
Har du et forslag til, hvilken det skal være Kirsten ?
Kan du have en dejlig weekend.
Knus fra Wanda
Kære Wanda, Ja, med din madentusiasme bør du bestemt ønske dig et mandolinjern. Mange grøntsager ændrer personlighed til det bedre, når de skæres i millimetertynde skiver.
Jeg kan dog ikke anbefale dig noget specielt jern. Jeg har selv to af billigste slags, så du behøver ikke at købe den dyreste model. Blot skal du tænke på ikke at købe et jern, hvor skæret er for smalt. Og så SKAL du passe på fingrene. Det er en knivskarp klinge, der er på mandolinjernet!
Knus fra Kirsten
Tusind tak for dit kloge svar Kirsten!
Vil det sige, at når der i dine opskrifter bruges f.eks. æg eller gorgonzola, så spiser du ikke selv retten?
Jeg oplever også at jeg trives bedst med plantemaden, men jeg kan vældig godt lide fløde, ost og æg:) Og tænker at mine bedsteforældre også spiste produkter fra dyrene, men primært dog levede af grød, kartofler, brød, bønner osv. Der er så meget information om vores kost, at jeg i hvert fald kan blive helt forvirret og spise efter sundhed fremfor nydelse. Jeg elsker at lave mad, kværne mit korn til brødbagning osv., men jeg vil helst gøre for nydelsens og ikke KUN for sundhedens skyld!
Jeg synes du formidler nydelse og sunde opskrifter – TAK for det!
Bedste hilsner
Dorthe
Kære Dorthe, Jeg er glad for at høre, at du kunne bruge mit svar. Og til dit spørgsmål: jo, jeg spiser med meget stor fornøjelse de retter, jeg laver. Som sagt er jeg kun næsten veganer. Jeg spiser æg af og til og jeg holder også af et stykke ost, specielt gedeost med et godt glas rødvin til.
Men jeg trives også selv bedst med plantemaden, og når jeg af og til bruger æg og mælkeprodukter i de opskrifter jeg udarbejder, er det primært for at så mange nye vegetarer som muligt skal kunne spise med og ikke føle, at min mad er for “frelst”. Ofte har man brug for langsomt at vænne sig til plantemaden, og her tror jeg, det for mange kan være en god idé i nogen tid at spise produkter fra den animalske verden med den noget tungere energi end plantemaden.
Med hensyn til mælkeprodukter, vil jeg gerne lige understrege, at jeg altid bruger sojafløde, fordi jeg synes det er et meget bedre produkt til madlavning end kofløde. Men det er selvfølgelig en smagssag.
Jeg er helt enig med dig i, at mad skal være nydelse og ikke afsavn. Man bliver bestemt ikke sund af at føle savn eller leve i madmæssigt cølibat. Mad skal være nydelse og glæde. Og her er det jeg synes, at det også skal være til glæde for dyrene og jorden.
Tusind tak for dine søde ord – og
mange kærlige hilsener fra Kirsten
Kære Kirsten
Tak for at du tager dig tid til at svare på alle mine spørgsmål – jeg kan virkelig bruge dine svar! Et sidste (måske;)) spørgsmål: Hvis nu det drejer sig om økologisk kød, hvor du VED at dyrene har haft det godt, ville du så spise med? F.eks. får vi kyllinger af vores høns af og til, og der er altid mange haner i blandt. Alle vores høns går frit omkring i vores kæmpe have – skulle vi ikke koge suppe på en hane? Jeg mener, det kan da ikke være uetisk vel? Og sundhedsmæssigt vel heller ikke det store problem? Eller hvad med fritgående får eller geder, som man til alle tider har spist i Mellemøsten? Som sagt har jeg i mange år spist vegetarisk/vegansk, men er blevet i tvivl, om det nu også er så etisk og sundhedsmæssigt rigtigt, som jeg har troet.
Har du gjort dig den slags tanker?
Kærlig hilsen
Dorthe
Dorthe
Kære Dorthe,
Jeg er enig med dig i, at økologisk kød bestemt bør foretrækkes, hvis man spiser kød. At spise sine egne lykkelige høns, haner etc. er formentlig også i orden, hvis man gerne vil have kød. Men jeg må sige, at jeg IKKE har licens til at fortælle folk, om de skal spise kød eller ej. Jeg synes, at spørgsmålet om at spise kød eller ej er et dybt personligt anliggende. Jeg er i den heldige situation, at jeg ikke KAN få kød ned. Så jeg har ikke så mange overvejelser. Det er bare sådan. Men det betyder ikke, at alle andre skal leve på samme måde. Som sagt må man leve efter sin egen overbevisning. Jeg har ALDRIG sagt til nogen, at de ikke skal spise kød. Jeg plæderer for bedre forhold for produktionsdyrene, og så er det min store glæde at udvikle opskrifter på mad, der kan erstatte kødet, hvis man måtte ønske DET. Mange tror stadig, at man ikke kan overleve uden kød. Men som verden ser ud i dag, bliver vi TVUNGET til at spise mindre kød (men det gælder jo ikke dig og din familie der i forvejen lever eksemplarisk). Jeg tænker på storspiserne, for der er ikke fremover ressourcer på kloden til at opdrætte så mange dyr, som vi gør i dag.
Man vi kommer jo heller ikke uden om, at det i vores samfund er meget praktisk, hvis man kan spise kød eller fisk – om kke andet så ved sjældne lejligheder. Jeg forsøgte for mange år siden, om jeg ikke kunne spise skaldyr – bare for at glæde vennerne, som ikke er vegetarer. Men jeg kunne ikke! Til gengæld må jeg sige, at vennerne har accepteret både mig og min mad – og de laver fuldstændig fantastiske grønne retter til mig.
Held og lykke med maden – og nyd den, hvad du end vælger!
Kh Kirsten
Kære Kirsten
Tusind tak for at du vil dele dine overvejelser !
Jeg tror vi er helt enige: Jeg har netop ikke kunnet finde hjemmel i etikken for at leve vegansk. Og kun delvist i sundheden. Valget MÅ være personligt, og for mit eget vedkommende har skiftet til plantemad bl.a. skaffet mig af med en 25 år lang spiseforstyrrelse (bulimi), slidgigt i knæ, betændelser her og der osv! Jeg ved ikke hvorfor, men tror jeg tåler mælk dårligt og kød synes jeg ikke er lækkert, foruden at kød ligger meget tungt i maven. Min erfaring er også, at den grønne mad helt sikkert giver mere energi, bedre humør og LYST til både at tilberede maden OG spise den! Men som du skriver, synes jeg det største problem er socialt. Og til jul er det da helt svært, når familie, svigerfamilie og flere til ønsker sig flæskesteg og brun sovs.
Hvad gør jeg, når jeg selv skal være vært? Jeg bryder mig meget lidt om at tilberede stegen, smage på sovsen m.m. – jeg vil meget hellere bage dine nøddepostejer og tilberede lækkert grønt tilbehør. (Og helt afskaffe ris a la manden, som jeg ikke bryder mig om!) Har du nogle gode juleråd, Kirsten?
Bedste hilsner
Dorthe
Kære Dorthe,
Jeg har ikke selv serveret animalske produkter for mine gæster i mere end 40 år. Og det er ikke for at prale, men mine gæster er MEGET glade for min mad. Så jeg synes bestemt, du skal servere en plantepostej eller to til jul for dine gæster. Måske bliver de vilde med maden? Under alle omstændigheder vil de have godt af den. Måske kan du oven i købet omvende nogen? Det ville være en velsignet gerning.
I hele december er der her på bloggen forslag til grøn julemad, så du skal bare følge med, så burde der være noget, du kan bruge.
Mit eget forslag til årets julemiddag kommer på bloggen sidst på ugen. Det er en omarbejdet opskrift på en kyllingepaté fra Søren Gericke. Jeg laver den med kikærter, men da du spiser kylling, kan du måske glæde dine gæster ved at lave den med kylling?
Hav en rigtig dejlig december.
Kh Kirsten
Kære Kirsten.
Tusind tak for alle de gode opskrifter og de lækre billeder. De er meget appetitvækkende.
Jeg prøvede for første gang en af dine opskrifter, men det blev ikke vellykket. Det drejede sig om din selleritærte. Du skriver, at der skal bruges 600 g fintskåret selleri. Men det er vist alt for meget. Jeg regner med, at opskriften er til en almindelig tærteform, 4-6 personer. Da jeg havde lagt dejen i formen og bagt den som anvist ca. 10 minutter, viste det sig, at 600 g selleri var ALT for meget. -der var kun plads til ca. 100 g.
Jeg havde også problemer med den anviste bagetid. Jeg bagte den i en 200 gr varm ovn, men efter de anviste 25 minutter var sellerien stadig rå. først efter en bagetid på 45 minutter var den al dente og til at spise.
Fordi jeg kun havde brugt de 100 g selleri, var der for meget fløde, og tærten endte op med at være temmelig våd.
Kære Kirsten, har du skrevet forkert i opskriften? eller er det mig, der har gjort noget forkert?
Mange kærlige hilsener Anne
Kære Anne,
Det lyder sørme ikke godt!!! Det beklager jeg meget. Det er SÅ kedeligt, at stå med noget mislykket mad. Normalt passer mine opskrifter, men jeg kan ikke udelukke, at der er sket en fejl. Jeg er nødt til at tjekke det, så der går nogle dage, før jeg kan give dig besked. Men tusind tak fordi du gjorde mig opmærksom på problemet.
Kærlige hilsener fra Kirsten
Kære Anne,
Nu har jeg gennemprøvet selleritærten, og jeg lander tæt på mit første forsøg. Jeg har dog nedsat mængden til 1/2 kg selleri, og for at være sikker på, at sellerien bliver mør, har jeg i opskriften indføjet, at skiverne skal i kogende vand et øjeblik.
Du kan se den reviderede opskrift her: http://wp.me/p5bjYH-1ab
For en sikkerheds skyld sender jeg dig også dette svar på mail.
Rigtig god jul til dig – og
mange hilsener fra Kirsten
Kære Kirsten.
Tak for dit grundige svar. Hvis jeg en anden gang vil prøve selleritærten, må jeg nok hellere rulle dejen tyndere ud og finde en større tærteform. Jeg kan nemlig slet ikke få plads til 500 g selleri i en form til 4-6 personer. Det med at for-koge sellerien lyder godt 🙂
Kærlig hilsen
Anne
Kære Anne,
Jeg kan fortælle dig, at jeg bager sellerien med butterdej, som jeg forbager. Hvis du synes selleri-portionen er for stor, så brug fx 350-400 g. Jeg har tænkt tærten som hovedret, og alle skal jo gerne blive mætte!
Rigtig glædelig jul til dig – og
kærlige hilsener fra Kirsten
Abonnér på bloggen via email
Velkommen
Kategorier
Søg efter opskrift her
Top Posts & Pages
Nyeste opskrifter
Seneste kommentarer
Ny bog om dansk nationalklenodie
Klimakærlige opskrifter med plantefars
Supper & Co.– superfood supper
powerfood revolutionen – detox kroppen, boost immunforsvaret og få masser af energi – netop solgt til udgivelse i Tyskland
det æltefri grydebrød
den lille grønne for madpakkespisere
Supper
Text 0
Text 0
Text 1
Text 0
Text 0
Salater
Hovedretter
Brød
Text 0
Text 1
Text 2
Text 3
gulerodsbøffer
indisk curry med auberginer og cashewnødder
bagt blomkål m quinoa og svampe
simregryde med svampe, æbler og rosmarin
ovnbagt rodfrugtmos med linser
majsbøffer med svampe
spidskålsruller med linsefyld og sennepssovs
squash- og tomattærte med jordnøddebund
burgerbøffer af squash m kantareller
grillet polenta m kulørte tomater og “oste”sovs
spidskålssalat med mango og blåbær
grønt-i-grønt squash-lasagne
sommerens hit: hot “chicken” wings – BBQ på den kloge måde!
romerske broccolikarbonader
spidskålssalat med fersken og dild
romersk bønnesalat
gulerods- og bønnepaté
mandelfrikadeller
porrepaté med valnødder
valnøddefalafler i tomatsovs
nøddefrikadeller med lilla spidskålssalat
boller i karry anno 2016
squashfrikadeller med tilbehør
indisk curry med kokosbrød
spidskålssalat med brombær og valnødder
kartoffelsalat med valnødder og dild
tagine med fennikel, oliven og dukkah
glutenfri kerne-knækbrød
spinatlasagne med svampe
Tilmeld
To find out more, including how to control cookies, see here: Cookie Policy