grillet peberfrugt med plantefeta
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in forretter, julemad
.
store smagsoplevelser venter

Så har vi taget hul på en dejlig og magisk måned fuld af julehygge, gløgg og glædelige møder. Juletræet skal hentes, småkagerne bages, familier og venner besøges. Der dufter skønt af gran, brune kager og nelliker. Vintermørket jages på flugt med tusindvis af lyskæder. Vi glæder os i denne tid …
Masser af dejlig mad og søde sager venter også. I min julekalender vil du hver dag i december indtil juleaften finde en opskrift. Det kan være på en forret, en hovedret, et tilbehør – eller måske lidt sødt. Det kan også være enkle retter til hverdag. Dem er der trods alt flest af, også i december.
Jeg starter med en super-enkel forret, der smager skønt. Peberfrugterne er et eksempel på, hvor nemt det er at servere mad, der smager så englene synger. Og de er jo allevegne her i december …
.
julerød start på december

Julemåneden starter med en julerød forret. De kvarte peberfrugter ligner små røde nissehuer, så børene vil også være begejstrede.
.
C-vitamin er en ekstra bonus

Faktisk er det en lille smule utidigt at snakke om sund mad i december. Det sunde levnes ikke meget plads i denne måned, men da vi har brug for, at alle celler er friske i den hektiske december, vil jeg alligevel nævne peberfrugtens lyksaligheder.
Peberfrugt indeholder vitaminerne A (betacaroten), C, E, B6 og folat. Det er stoffer, som virker antiinflammatoriske og styrker immunforsvaret, øjnene, huden, optagelse af jern og meget mere. Vær opmærksom på, at kroppen optager A- og E-vitaminerne bedst, hvis peberfrugten spises sammen med noget fedtrigt, i denne opskrift olivenolie.
Jeg har dels valgt rød peberfrugt, fordi den er “julet”, dels, og ikke mindst, fordi den indeholder meget mere A-vitamin end den grønne og gule peberfrugt (som man dog ikke af den grund skal skrotte, da de indeholder andre vigtige stoffer).
.

grillede peberfrugter med plantefeta og krydderurter
(4 personer)
4 røde peberfrugter
dressing:
5 spsk olivenolie
1 spsk citronsaft
2 spsk god balsamico
1 lille fed hvidløg
salt, friskkværnet peber, tamari, rørsukker eller sirup
75 g plantebaseret fetaost
krydderurter, fx oregano, dild, bronzefennikel
.

Skær peberfrugterne i kvarte og fjern kerner og frøstole.
Læg dem i en bageform med den buede side opad, og pensl dem med olie.
Sæt peberfrugterne under grillen og grill, til skindet er mørkt og bobler op. Læg peberfrugterne i en plasticpose.
Flå skindet af peberfrugterne, når de er afkølede.
Peberfrugterne kan grilles og flås i god tid, før de skal serveres, fx dagen før.
Rør en dressing af olie, citronsaft, balsamico og presset hvidløg. Hvis peberfrugten har nået at afgive væde, så brug den også.
Smag til med salt, peber og sødt.
Hæld dressingen over peberfrugterne og vend rundt.
Arrangér peberfrugterne på fire tallerkener og smulder osten over.
Pynt med den eller de valgte krydderurter.
.

.

Uhmmm, det er da en skøn start på en “sund” måned.
Kære Randi,
Mange tak. Heldigvis kan sundt også være lækkert!
Kh Kirsten
Hvordan lukker jeg ned for dig.mvh eli_andersen@hotmail.com
Kære Eli,
Desværre kan jeg hverken tilmelde eller framelde abonnenter på bloggen.
Jeg skal bede dig gå ned nederst i den mail, du har modtaget i dag.
Dér finder du teksten: “Manage your email settings or unsubscribe”.
Kh Kirsten
Dejlig salat. Jeg kommer altid peberfrugterne hele i ovnen, så fordamper der ikke så meget fra dem og når kommer ud opsamler saften fra dem og bruger i dressingen.
Kære Lone,
Det glæder mig. Tusind tak – og tak for gode tip.
Kh Kirsten
Det ser vel nok lækkert og flot ud 😋
Skal bestemt prøves 🥰
Kære Jane,
Det lyder godt, mange tak – og rigtig god fornøjelse.
Kh Kirsten
Du er rørende
Tak for opskrifter , dejlige
God jul til dig❤️❤️🌹🌹🌹
Kære Tove,
Selv tak. Det er en fornøjelse.
Rigtig god jul til dig.
Kh Kirsten
En virkelig sød ide, Kirsten
Hi Gitte,
Hvor dejligt at høre. Det er jeg glad for. Er vores julefrokost aflyst, tror du?
Kh Kirsten
Det er altså en fornøjelse at følge din kreativitet. Kh Birte
Kære Birte,
Ih, hvor det glæder mig. Tusind tak. Det er altid dejligt at høre, når ens frembringelser kan bruges!
Kh Kirsten
Hej og tak for skønne opskrifter.
Ang sundhed er det faktisk ikke godt at putte ovnvarme peberfrugter – eller anden mad – i plasticpose.
Derved frigøre fx ptalater der går i forbindelse med maden.
Bedste hilsner
Inge-Brit
Kære Inge-Brit,
Tusind tak for din hilsen – og selv tak.
Du har helt ret med hensyn til varme produkter og plasticposer. Tak for at nævne det.
Rigtig godt nytår – og
Kh Kirsten
Abonnér på bloggen via email
Velkommen
Kategorier
Søg efter opskrift her
Top Posts & Pages
Nyeste opskrifter
Seneste kommentarer
Bøger
Seneste Opskrifter
Funktionsdygtig Altid aktiv
Præferencer
Statistikker
Marketing