Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

fredag

27

oktober 2023

16

KOMMENTARER

kikærter bagt med kartoffellåg – rigtige mænd spiser kikærter

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

rigtige mænd spiser kikærter

Overskriften er lidt af en tilsnigelse, for mange “rigtige” mænd ved stadig ikke, at de ikke er helt rigtige mænd, før de har lært kikærternes (og alle andre planters) velsignelser at kende. Det kan du læse om i en ny bog.

På fotoet er ristede spicy kikærter. Servér dem for manden til en drink. Det er en god begyndelse. Se opskriften her.

.

om mænd og plantemad

En af de mænd, der har turdet tage springet ind i den nye verden fuld af skøn plantemad er den tidligere politimand og drabsefterforsker Arne Woythal. Da Arne blev vegetar, undrede det ham, at forbløffelsen var stor i omgivelserne, når han fortalte om sine nye spisevaner, for han lignede jo ikke en vegetar. Grøn mad, det er da noget for kvinder! Det har inspireret Arne til at snakke med nogle mænd, der spiser vegetarisk. Ikke netop svæklinge!

Arne Woythal har interviewet en række kendte mænd og vegetarer, bl.a. kunstneren Kristian von Hornslet, kokken Rasmus Kofoed, journalisten Henrik Palle, tegneren Anders Morgenthaler m.fl. Som eneste kvinde i bogen har jeg fået lov at give mit besyv med. Det skyldes vist, at jeg er en slags bedstemor i det vegetariske køkken. Det er jeg pavestolt over. Jeg er langt mindre stolt over, at jeg efter mine mange år i det grønne univers ikke har formået at få mange flere mænd med på den grønne vogn.

Det, der går igennem alle interviewene er, hvor stort et issue det er, når en mand er vegetar, og at man skal forsvare sin holdning. Det er virkelig interessant, for det er plantespiserne, der er med til at redde planeten og mindske mishandlingen af produktionsdyrene. De mænd fortjener høje hurraråb og ikke mistillid.

Der må sidde en gevaldig rest af stenaldermandens instinkter i mange mænd, for kød og mænd er uløseligt knyttet sammen. For mange mænd virker det, som om selve tanken om at spise plantebaseret fjerner potensen. De skulle bare vide, at plantemad netop styrker viriliteten!

Hvis du er kvinde, og gerne vil flytte familiens (mandens) spisevaner i en grønnere retning, er denne bog julegaven til hannen i huset. Her kan han læse, at det ikke er spor farligt at spise grønt. Tværtimod: de grønne retter er fulde af velsmag og lethed – og virker gunstigt på livvidden og på potensen!

Bogen er på 216 sider og udgivet på Byens Forlag. Den kan købes hos den lokale boghandler eller hos Saxo.

.

forfør manden med denne kikærteret: superenkle produkter

Denne ret er både billig og lækker mad. Jeg har drysset kartoflerne med mandler, men ellers koster hverken kikærter, rosenkål eller kartofler en formue.

Hertil kommer, at du kan lave retten på under 1/2 time, hvis du bruger kogte, frosne kikærter – eller kikærter fra dåse/brik.

.

god kombination

Kartofler og kikærter er et match made in heaven. De to produkter passer virkelig godt sammen. Jeg spiser sjældent pasta, men når jeg gør det, er det ofte pasta med stegte terninger af kogte kartofler, kikærter, rigeligt med chili, hvidløg og persille i en rigtig god olivenolie eller en flødesovs. Det er hurtig, billig og ekstremt velsmagende mad.

.

kikærter, rosenkål og spinat bagt med kartoffellåg

(4 personer)

200 g tørrede kikærter eller 2 dåser/brikker (kan byttes ud med alle slags bønner eller linser)

200 g rosenkål

2-2 ½ dl plantefløde

150 g frossen spinat eller 100 g afribbet frisk grønkål

1-2 spsk citronsaft

ca. 1 spsk dijonsennep

½ dl hakkede tørrede tomater i olie

½ dl hakkede kapers

salt, friskkværnet peber

ca. 300 g kartofler, evt. mere

olivenolie

25 g mandler

.

Læg tørrede kikærter i blød ca. 8 timer. Kog dem ca. 20 minutter i nyt vand og afdryp dem. Afdryp kikærter fra dåse eller brik.

Skær rosenkålene i kvarte.

Bring fløden i kog med lidt citronsaft. Tilsæt rosenkål og spinat eller finthakket grønkål. Lad spinaten tø op og fjern gryden fra varmen.

Smag til med sennep, tomater, kapers samt salt og peber.

Hæld kikærter, fløde og rosenkål i et ovnfast fad.

..

Høvl kartoflerne til tynde skiver. Brug evt. et mandolinjern.

Hvor mange kartofler, du skal bruge, afhænger af, hvor stort dit fad er. Men hele retten skal være dækket af taglagte kartoffelskiver.

Pensl skiverne med olie og sæt fadet i en 200 grader varm ovn 15 minutter.

Skær mandlerne i flager og drys dem på kartoflerne efter de 15 minutter. Pensl med lidt olie igen og bag retten endnu ca. 15 minutter.

Hvis du ønsker overfladen mere gylden, kan du sætte fadet under grillen et øjeblik.

.

.

Share

16 Kommentarer

  1. Susanne Possing
  2. Ann Nymark
  3. Hans Henriksen
  4. Hother
  5. Gitte Kildevæld
  6. Pia Frederiksen
  7. Lone Roger Andersen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.