Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

sommersuppeArkiv

onsdag

26

juli 2017

20

KOMMENTARER

rå tomatsuppe med gourmetkvaliteter

Skrevet af , Posted in supper

.

sommerens skønneste og nemmeste “suppe”

Her er en slags “suppe” med næsten kun én enkelt ingrediens. Nemmere bliver det ikke. Jeg får nemlig tit at vide, at jeg bruger alt for mange ingredienser i mine opskrifter.

Det gør jeg selvfølgelig for at opnå en så sublim smagsoplevelse som muligt – og i mange tilfælde også for at tilgodese alle de næringsstoffer, vi har brug for i det enkelte måltid. Og jeg vil gerne understrege, at lækker og velsmagende mad ofte er baseret på krydderier og krydderurter. Det er nemlig nødvendigt, hvis vi skal føle os både glade, mætte og tilfredse, at maden indeholder mange smagsnuancer. Det er faktisk en af forudsætningerne for ikke at overspise.

.

ingen regel uden undtagelse

Men her er så undtagelsen fra reglen: en rå suppe, kun med tomater. Der skal hverken koges, steges eller bages. Blot hakkes – og derefter nydes, langsomt! Jeg vil næsten vædde på, at du ikke vidste, at tomater kan indeholde så mange elegante smagsnuancer.

Det er, som om selve solens livgivende energi bliver trukket ud af tomaterne. Men hvis du er en af dem, der sluger maden uden at smage og nyde, går du glip af oplevelsen!

.

brug tomater i flere farver

For at få nok væde – det er her smagsoplevelsen venter – skal du bruge et par store solmodne tomater, men vælg ellers hovedsagelig små søde tomater i forskellige farver. Så glæder du også øjet.

.

en sublim smag

Jeg har tit sammenlignet madlavning med alkymi, og i denne “suppe” sker der virkelig noget “hokus-pokus”. Væden, der drypper fra tomaterne, har en helt vidunderlig smag, der ikke opleves i den hele tomat, og som løfter denne lille servering op til gastronomiske højder. Det lyder mærkeligt, men prøv selv.

.

rå tomat”suppe”

(4 personer)

1-2 store solmodne, kødfulde tomater

400 g små gule, orange og røde sherrytomater

2-3 spsk olivenolie

evt. agavesirup eller rørsukker

salt, friskkværnet peber

krydderurter, fx timian og/eller estragon

.

Skær alle tomaterne i bittesmå stykker og læg dem i en sigte. Drys med lidt salt og lad tomaterne afdryppe mindst 8 timer.

Pres lidt mere væde ud af tomaterne og smag væden til med salt og peber. Rør olien i. Smag også de hakkede tomater til med lidt salt og peber, evt. også en lille smule agavesirup eller andet sødestof.

Fordel væden i fire glas eller tallerkner og læg de hakkede tomater over.

Servér “suppen” ved stuetemperatur og pynt med de valgte krydderurter. Både frisk timian og estragon passer fint til tomaterne.

.

tip

I juli og august boomer tomaterne. Så er det et godt tidspunkt at lave langtidsbagte tomater. Det er små himmerigsfulde smagsoplevelser.

Når du forbereder tomaterne til tørring, får du en del kerner og væde til overs. Det er synd at smide den ud, og den er fin at bruge i denne “suppe”. Der er mange kerner i væden, og du kan evt. si væden gennem et klæde.

 

Share

tirsdag

16

august 2016

6

KOMMENTARER

hybensuppe – et hit som sensommerdessert

Skrevet af , Posted in desserter

.

WWF: spis planter for planeten

grøntsager

en kærlig opfordring fra WWF Verdensnaturfonden

I dag har jeg en speciel hilsen fra WWF, som jeg er både glad for og stolt over at bringe videre! Glad fordi WWF Verdensnaturfonden har startet en ny kampagne for at få danskerne til at indføre flere kødfrie dage. Stolt fordi WWF har bedt mig – sammen med to grønne kolleger, Mia Sommer og Mia Skøtt Møbjerg.  – om at levere det materiale og de opskrifter, der gerne skulle lokke meget mere grønt på tallerknerne i Danmark.

Hver gang vi tager en bid mad i munden – især kød – har det effekt på den anden side af kloden. Og jo mere kød vi spiser, desto større effekt for klimaet – negativ! Derfor er det nødvendigt, at alle gode kræfter går sammen om at opfordre til mindre kødspisning. Det gavner ikke blot klimaet, det betyder også, at færre dyr skal lide, og det forebygger mange af de velfærdssygdomme, som mange mennesker lider af.

Jeg er temmelig sikker på, at henvendelsen fra WWF ikke retter sig personligt til dig, der følger med her på bloggen. Men du kender sikkert nogen i familie- eller vennekreds, der kunne trænge til et kærligt skub i den grønne retning.

 

ko.Svanholm

WWF udfordrer kødspiserne

WWF spørger: “kan du leve som vegetar i en uge? Eller hvis du har mod på det – flere uger?

Tag udfordringen op nu.

I én eller flere uger spiser du hver dag på en måde, der skåner klimaet. Du skal leve som vegetar, hvilket vil sige, at du hverken spiser kød fra fisk, fjerkræ eller andre dyr.

Bed dine venner og din familie om at støtte op om din indsats for naturen og klimaet. Opfordr dem til at donere et beløb til din indsamling og fortæl, at pengene går til WWF´s arbejde for naturen. Når dine venner og din familie donerer et beløb viser de, at de støtter op om din indsats.

Du kan også udfordre dine venner til at spise planter for planeten. Hvem kan klare sig længst? Vil din storebror helst spise vegetarisk i en uge eller donere 100 kr. til din indsamling og dermed beholde sin røde bøf?

Vi støtter dig gennem hele udfordringen og sender dig en indsamlingspakke på email. Den indeholder tips til indsamlingen og fantastisk lækre opskrifter fra de tre dygtige mad-bloggere Mia Sommer, Kirsten Skaarup og Mia Skøtt Møbjerg”.

Læs mere om indsamlingen her og se hvordan du kommer i gang.

Se mere om hvad WWF ellers arbejder for.

 

det er hybentid

hybenrose

Det er på høje tid at samle de sunde hyben. Skallerne må ikke blive for bløde, så er det svært at fjerne de små “kløfrø”. Brug de gratis frugter i en liflig sommersuppe.

 

tank C-vitaminer op lige nu

hybensuppe

Vi bliver i den vilde natur, som er WWF’s område. Og vi fejrer WWF’s indsats for flere kødfrie dage med en lækker dessert. Den er oven i købet næsten gratis, for hyben kan plukkes i naturen lige nu. Planten er ganske vist på dødslisten over arter, der skal udryddes. Det beklager jeg på grund af de sunde hyben og de smukke roser, der med sin duft for mig er indbegrebet af dansk sommer.

 

dagens høst

hyben nødder brombær

Hyben indeholder mange C-vitaminer, så det er god fornuft at lave denne suppe, der kan serveres varm eller kold, eller lave marmelade. Har man høstet store mængder hyben, kan de renses, og skallerne kan lægges i fryseren. Så er det nemt at lave frisk marmelade vinteren igennem. Det er nok at søde hybenmarmeladen med dadler.

Hvis du har et lager, kan du også servere suppen om vinteren, hvor C-vitaminerne har trange kår. Så skal suppen selvfølgelig serveres varm.

 

ingredienser til en lækker sommersuppe

hyben-på-bakke

Der er ganske få ingredienser i den lækre suppe: hyben, mandler, vanilje og citronsaft.

Da det er en næsten gratis dessert, anbefaler jeg, at du bruger en rigtig god vanilje. Det er dén, der sætter prikken over i’et i suppen.

Jeg har brugt den thailandske basilikum, der også hedder hellig basilikum. Den har en let lakridsagtig smag, men du kan også bruge almindelig basilikum.

Du kan sætte en skefuld is på suppen.

 

hybensuppe.1

hybensuppe med vanilje og mandelsplitter

200 g rensede hyben

ca. 6 dl vand

1-2 spsk rørsukker eller efter smag

1 stang vanilje

1-2 dl sød dessertvin eller mousserende vin

1-2 spsk maizenamel

citronsaft

4 blade thaibasilikum eller alm. basilikum

2 spsk mandelsplitter

 

Del de rensede hybenskaller i lidt mindre stykker. Kom dem i en gryde med vand og sukker efter smag.

Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og kom dem i suppen sammen med stangen.

Lad suppen simre 7-8 minutter.

Tilsæt den valgte vin og jævn suppen med lidt maizenamel rørt ud i vand.

Smag suppen til med sukker og citronsaft og servér den portionsvis med et basilikumblad og mandelsplitter på toppen.

Suppen kan nydes varm eller kold.

 

hybensuppe.2

 

Share

fredag

10

juli 2015

2

KOMMENTARER

kold avocadosuppe med guf på toppen

Skrevet af , Posted in supper

 

sommerens hurtigste kolde suppe

avocadosupper.bakke.2

En dansk sommerdag kalder på en kold suppe. Her er en lynhurtig én af slagsen. Modne, men faste, avocadoer skal blot blendes med væde og så smages til. Superenkelt!

Hvis du senere på sæsonen skulle blive fristet til at servere suppen varm, så lad være. Avocadoer bliver bitre, hvis de varmes op. Avocado er en “født” raw food-ingrediens.

Man siger, at hvis du lander på en øde ø, kan du overleve, blot der er avocadoer. Den lille “pære” med den grimme nobrede skal gemmer i det sartgrønne, bløde indre et væld af gode næringsstoffer: her er A-, B- (meget folat), C-, E- og K-vitaminer. Og så er den rig på fibre.

Avocado indeholder også stoffet lutein (er især godt for synet), som er en meget kraftig antioxidant (antioxidanter beskytter kroppens celler mod harskning, også kaldt frie radikaler). To af de drys, jeg har valgt, tallerkensmækker og brøndkarse, indeholder også meget lutein, se nedenfor. Så når man siger, at man også spiser med øjnene, gælder det i dette tilfælde dobbelt!

Den Amerikanske Diabetikerforening anbefaler avocado til diabetikere på grund af Omega 9 fedtstoffet, olein. Dette fedtstof sænker det “lede” kolesterol og er dermed forebyggende for hjerte-karsygdomme.

 

kold avocadosuppe

2 avocadoer

1/2 økologisk citron

1-2 dl sojafløde eller anden fløde

4-5 dl kold grøntsagsbouillon

evt. isterninger

vælg imellem:

chili

brøndkarse

tallerkensmækker

hakkede radiser

mynte

timian

evt. sort salt

 

avocadosupper.bakke

Del avocadoerne, fjern stenene og tag kødet ud. Mos det straks med citronsaften, så det ikke misfarves. Riv den gule citronskal og tilsæt også den.

Blend avocadoerne helt glatte med fløde efter smag og mængde samt så meget bouillon at suppen får en passende konsistens.

Smag til med salt og peber.

Jeg har valgt at servere suppen med forskelligt slags tilbehør: krydderurter, radiser, chili etc. Men vælg selv. Der er mange andre muligheder.

Servér evt. urterne og de andre ting til ”topping” på suppen separat. Så kan man selv forsyne sig med det, man bedst kan lide.

 

supper med tallerkensmækker og med brøndkarse

avocadosuppe-x-2.2

Tallerkensmækker kaldes også nasturtium eller blomsterkarse. Planten indeholder meget C-vitamin samt stoffet lutein, der specielt er godt for synet, se ovenfor.

 

suppe med tallerkensmækker og chiliflager

avocadosuppe-nasturium

 

suppe med brøndkarse

avocadosuppe-brøndk

Brøndkarse kan man godt kalde en superfood. Der er mere jern i brøndkarse end i spinat, mere C-vitamin end i appelsiner og mere kalk end i mælk. Problemet er naturligvis, at det kan være svært at spise store mængder af brøndkarse. Men lidt har også ret. Mange bække små … etc. Således indeholder brøndkarse også et godt skud lutein, så her er altså en suppe, som virkelig giver næring til synet, se ovenfor.

 

supper med timian/sort salt og radiser/mynte

avocadosuppe-x-2

 

suppe med timian og sort salt

avocadosuppe-m-timian

Timian har været brugt i århundreder som lægemiddel. Bl.a. er planten betændelseshæmmende, og den er især gavnlig for luftvejene. Timian indeholder C-vitaminer, jern og kalk.

 

suppe med hakkede radiser og hakket mynte

avocadosuppe-m-radiser

Radisen er en ældgammel plante, der stammer fra Kina, hvor den i århundreder har været en anset plante. Sammen med kål og tofu (sojabønner) har radisen været anset som et fremragende næringsmiddel. Et gammelt kinesisk ordsprog siger: “hvis du spiser den krasse radise og drikker varm te, kan du lade de sultende læger tigge på deres knæ.”

Radiser indeholder især C-vitamin og B6-vitaminet folat samt jern og kalk.

Radisen hører til Brassica(kål)familien, der indeholder den potente antioxidant sulforaphan. Det er dette stof, som forskerne mener, er kræfthæmmende, og som man også finder i broccoli, rosenkål, grønkål. etc

 

Hvis du vil printe opskriften ud, så klik på save/share nedenfor. Her kan du trykke på “print friendly” og printe ud uden billederne.

 

 

Share