Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

proteinbehov dagligtArkiv

fredag

19

juli 2024

6

KOMMENTARER

grillet blomkål og mangofrugt med spicy bønnecreme – grøn mad for alle generationer

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

det er grilltid – prøv noget alternativt

Udsigten til sommer i weekenden kan måske lokke nogle til grillen. Det behøver ikke at være en udendørs grill. Det går fint med grillen i ovnen.

De grillede blomkål, løg og mango er en sur/sød/stærk ret med en let orientalsk smag af stærk karry, som passer perfekt til den sprøde, nøddeagtige blomkål og den søde mangofrugt.

.

fokus på proteiner og bælgfrugter

Hvad enten vi hopper eller danser, griner eller græder, løber eller stamper i jorden, så står vi over for en enorm omstilling af vores spisevaner.

Kloden gisper under opdrættet af et ufatteligt antal produktionsdyr. Deres efterladenskaber og dyrkning af foder til de mange, mange milliarder dyr, slår alt andet liv ihjel, det være sig livet i havet, livet i jorden, vores grundvand og vores luft – og i sidste ende os selv.

Danmark er førende i verden i denne selvdestruktive adfærd. En længe ventet landbrugsaftale, hvor håbet var, at landbruget skulle forurene mindre, er endt i det rene ingenting. I stedet for at nedbringe antallet af det abnormt store opdræt af dyr, hvis “fodaftryk” hverken luft, jord eller vand kan omsætte, vælger man af “optimere” foderet og lave ekstremt dyre tekniske løsninger, som man ikke kender effekten af.

Vi må indse, at der ingen politisk vilje er til at ændre på tingenes tilstand. Vi må selv hver især ændre vores adfærd. Det betyder, at fremtidens proteiner skal komme fra planter, primært bælgfrugter. Derfor vil jeg i den kommende tid især udvikle nye opskrifter med bønner, linser, kikærter, etc.

Vi skal have omkring 0,80 g protein pr. dag pr. kg legemsvægt. Så vejer du 60 kg, skal du have ca. 48 g protein dagligt, gerne fordelt på alle dagens måltider.

Hvis man til en begyndelse synes det er mange bælgfrugter, så husk, at linsemel, bønnemel, ærtemel etc. kan bruges i brød, pandekager, kager og andet bagværk. Og i øvrigt er der proteiner i vekslende mængde i meget andet af det, vi spiser.

.

spis 100 g bælgfrugter om dagen

Fødevarestyrelsen anbefaler, at vi hver dag spiser 100 g bælgfrugter. I øjeblikket er vi i Danmark på 2 g om dagen pr. person. Der er plads til forbedring.

MEN: det her er ubetrådt land for mange. Især de ældre generationer har svært ved at ændre madvaner, hører vi om i øjeblikket i medierne. Det skaber splid i familier, når de unge ikke længere vil spise farmors kødfrikadeller eller mormors hakkebøffer. Der er brug for forståelse fra begge sider: de ældre må respektere, at de unge vælger at skåne dyrene, klimaet og kloden i det hele taget. Det kan ALDRIG være forkert at ville bevare vores livsgrundlag for fremtiden, hvordan man end vender mig drejer det.

Til gengæld må de unge forstå, at det er svært at lægge sine madvaner om, når man har spist kød hele sit liv. I generation efter generation har vi ikke tænkt på, om det er etisk forsvarligt at ernære sig af andre levende væsener – med alt hvad det indebærer af lidelse, både for dyrene og for den omgivende verden.

Men udskamning og uvenskab er ikke vejen frem. Prøv med gode argumenter og lækker plantemad.

Mit bedste bud på et vellykket madmøde mellem generationerne er, at de unge inviterer til den grønne mad – eller selv medbringer den plantebaserede mad, som forældre og bedsteforældre så kan prøve. Når de skeptiske smager den farverige mad med alle de skønne smagsnuancer, burde det være nemt at få en del af den ældre genetration med på vognen. For i sidste ende handler det jo i høj grad om smag.

.

I denne ret kommer proteinerne primært fra bønnecremen af limabønner (som kan erstattes af andre typer bønner). Det er ikke nok til at dække dagens behov for proteiner, så man skal også være opmærksom på, hvad man indtager til dagens andre måltider.

.

grillmad uden spyd

Du behøver ikke at servere de grillede grøntsager på et spyd. Retten kan også serveres i et fad med bønnecremen i bunden.

Og grøntsagerne behøver heller ikke at grilles, de kan steges gyldne på en pande.

.

grillet blomkål og mangofrugt med spicy bønnecreme

(4 personer)

bønnecreme:

50 g skalotteløg

2 spsk olivenolie

1-2 tsk karry afhængig af styrken

1 brik/dåse limabønner (afdryppet vægt ca. 250 g)

tamari

glasering:

2 spsk sød chilisovs

1-2 spsk tamari

2 spsk tomatpuré

2 spsk mirin (eller 1 spsk agavesirup)

1 spsk citronsaft

2 spsk ristet sesamolie eller anden olie

1 fed presset hvidløg

 

3/4 kg blomkål

400 g mangofrugt

100 g løg

frisk koriander, mynte eller persille

evt. grillspyd

 

Lav først bønnecremen:

Hak løget.

Varm olien op og “brænd” karryen af. Tilsæt løget og svits det, til det er gyldent.

Blend løgene med bønnerne.

Smag cremen godt til med tamari og evt. lidt citronsaft.

Rør ingredienserne til glaseringen sammen og smag godt til.

Del blomkålen i små buketter. Skær mangofrugten i terninger og skær løgene i kvarte.

Bred grøntsager og frugt ud på en bageplade og hæld glaseringen over.

Sæt pladen i en 200 grader varm ovn ca. 15 minutter. Tænd for grillen og lad blomkål og løg blive gyldne.

Du kan servere grøntsagerne på et fad med cremen i midten – eller du kan trække grøntsager/frugt på små grillspyd.

Du kan evt. tilberde retten i god tid og sætte ingredienserne på grillspyd og lægge dem under grillen, lige før serveringen.

Drys med en frisk krydderurt.

.

.

Share

fredag

12

maj 2023

6

KOMMENTARER

forårslasagne med linser, broccolistængler og valnødder

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

verdens populæreste?

Alle er vilde med lasagne. Det er vel ikke en overdrivelse at sige, at lasagne er elsket af både små og store. Her er en forårsagtig én af slagsen: lækker og hurtig at tilberede.

.

har du tjek på dine proteiner?

Jeg vender jævnligt tilbage til spørgsmålet om proteiner. Kødspisere få rigeligt dækket deres proteinbehov, men det er værd at sætte sig lidt ind i proteinernes verden, hvis man er plantespiser.

Proteinerne består af 20 forskellige aminosyrer, og det er vigtigt, at vi dagligt dækkes ind med dem alle. Nogle aminosyrer danner kroppen selv, men 8, de såkaldt essentielle, skal vi have tilført med kosten. Vi skal have ca. 0,75 gram protein pr. dag pr. kg legemsvægt. Det er muligvis i overkanten, men for en sikkerheds skyld …

Mange tror, at proteiner kun findes i kød. Men proteiner findes også i grøntsager og bælgplanter i varierende mængde. Af plantemad er især linser, bønner, kikærter og quinoa proteinrige. Det samme gælder produkterne tofu og tempeh. Faktisk er det sådan, at sojabønner indeholder flere proteiner end kød. Derfor er det helt ud i (regn)skoven at sende sojaproteinerne gennem dyrene for at få kød. Det betyder bl.a. rydning af enorme arealer med regnskov – og transport af sojabønnerne fra den anden side af kloden. Det er stærkt klimabelastende. Vi bør selvfølgelig spise proteinerne direkte uden omvejen gennem dyrene. Det er sundest på alle planer.

Der er altså ingen grund til panik, men det er vigtigt at tænke proteinerne ind i den daglige plantebaserede madlavning. I denne lasagne kommer proteinerne hovedsagelig fra linser, nødder og ærter.

Nødder, mandler og kerner er nemlig også gode leverandører af proteiner. Og så indeholder valnødder de gode Omega 3 og 9 fedtsyrer. Ny forskning viser, at valnødder gavner tarmfloraen – og også hjernen styrkes af de hjerneformede kerner.

..

valnødder er powerfood

Man kan sagtens spise valnødder alene for nydelsens skyld. Men nødderne er også fine leverandører af antioxidanter, flerumættede fedtsyrer, E-vitaminer og forskellige mineraler, bl.a. kalk og magnesium, som styrker vores knogler.

.

forårsgrønt i fadet

Jeg har her tiltusket mig et par friske ærtebælge. De er selvfølgelig ikke danske, men heldigvis er frosne ærter næsten lige så gode som friske.

Til gengæld er der masser af ramsløg fremme nu, og de tilfører dejlig hvidløgssmag til lasagnen.

..’

fattigmandsasparges

Broccolistængler kaldes også fattigmandsasparges. Det indikerer, at stænglerne kan byttes ud med asparges, og det kunne være oplagt lige nu, hvor aspargessæsonen starter. Jeg synes dog, det er synd for de fint smagende asparges at gemme dem væk i en lasagne. Men det ER en mulighed.

.

glutenfrit?

Hører du til dem, der gerne vil undgå gluten, er det nemt at lave lasagnen glutenfri: du vælger blot glutenfri lasagneplader og laver sovsen med boghvede- eller glutenfrit havremel i stedet for hvedemel.

.

forårsgrøn lasagne

(4 personer)

100 g sorte eller brune linser (kan byttes ud med bønner eller kikærter)

100 g løg

4 fed hvidløg

250 g svampe, gerne blandede

2 spsk oliven- eller kokosolie

2 spsk citronsaft

1 stor håndfuld hakkede ramsløgblade (kan byttes ud med spinat)

1 spsk tørret oregano eller merian

salt, friskkværnet peber

200 g broccolistængler eller broccoli i buketter (kan byttes ud med  grønkål)

100 g bælgede ærter, evt. frosne

50 g hakkede valnødder

frisk timian

8-10 lasagneplader, evt. glutenfri

sovs:

2 spsk oliven- eller kokosolie

5 spsk boghvedemel eller hvedemel

1/2 l plantemælk, evt. plantefløde/kogevand

ca. 1 tsk reven muskatnød

2 spsk gærflager + 3 spsk olivenolie (kan udelades)

.

Kog linserne i rigeligt vand ca. 20 minutter. Afdryp dem.

Skær løgene i tynde både og hvidløgene i skiver. Skær svampene i skiver eller i mindre stykker.

Svits løgene til de er gyldne. Tilsæt svampene sammen med et par spsk citronsaft, og svits til svampene er let gyldne.

Tilsæt ramsløg og den tørrede krydderurt samt lidt salt og peber.

Læg broccolien (eller grønkålen) i kogende vand og damp den 1-2 minutter afhængig af størrelsen. Afdryp broccoli eller grønkål (gem evt. kogevandet til sovsen).

Lav sovsen: varm olien op og drys melet i. Bag op med plantemælk og/eller fløde/vand. Tilsæt reven muskatnød.

Smag godt til med salt og peber, citronsaft og evt. mere muskatnød.

Kog sovsen godt igennem.

.

Første lag fyld er lagt i lasagnen

.

Læg lasagnen sammen: smør et ovnfast fad med olie og læg det første lag lasagneplader og fyld i. Drys med frisk timian mellem lagene.

Fortsæt med løg/svampe, linser og broccoli/grønkål samt ærter/valnødder i lag, indtil ingredienserne er brugt op. Her vil formentlig være til tre lag. Det øverste lag skal være sovs.

Rør gærflagerne ud i olien og dryp det på sovsen.

.

Lasagnen er klar til at komme i ovnen

.

Bag lasagnen i en 200 grader varm ovn ca. 30 minutter. Hvis du ønsker overfladen mere gylden, så sæt lasagnen under grillen et øjeblik.

Drys med mere timian og evt. ærter ved serveringen.

.

.

Share