pandestegt selleri med blomkåls-bearnaise
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in hovedretter
.
brug knolden – det er sund fornuft
Det er altid klogt at bruge knolden, ikke mindst selleriknolden. Selleri er en rigtig vinterrod. Og den er utrolig anvendelig til utallige retter. Desuden både nærende og mættende. Og billig! der er rigtig meget mad i en knold til 20 kr.
Selleri kan bages, steges, nydes rå i en salat – den kan blive til bøffer og postejer, og den er lækker som suppe. Og den kan fint tages med til fest. Selleri var fx været på min nytårsmenu de seneste par år. Hvis du allerede tænker på nytårsmenuen, så kig her: “Selleri som kræmmerhuse med valnøddefyld“ og “Cannelloni af selleri“.
.
bag gerne et par gulerødder med – og måske lidt bladselleri
.
antioxidant og udrensende
Både knoldselleri og bladselleri har utallige sunde egenskaber. Før i tiden brugte man faktisk selleri som medicin. Begge slags selleri virker da også vanddrivende og udrensende, især for lever og nyrer.
Selleri virker antioxidant, den styrker immunforsvaret og fordøjelsen. Bladselleri kaldes således for “tarmenes tandbørste”.
Derfor denne ret, inden det store juleræs med – måske? – alt for meget og alt for fed mad.
.
en ret bragt hjem fra Stockholm
Denne ret med stegt selleri og bearnaisesovs fik jeg inspiration til, da jeg sidste år var i Stockholm for at spise gourmetmad og se Peer Gynt på Dramaten. Jeg har skrevet om gourmet-restauranterne her.
Denne pandestegte selleri-ret fik jeg imidlertid på en helt almindelig restaurant på vej til Dramaten. Restauranten havde flere plantebaserede retter på kortet, bl.a. denne her. Det fik mig til atter at sukke over, hvor nemt det er at spise plantebaseret i vores nabolande, Sverige og Tyskland. Bevares, det ER blevet nemmere at spise grønt på restauranter i Danmark, men meget, meget ofte skal man bestille plantebaseret mad i forvejen. Det undrer mig til stadighed, at ikke ALLE restauranter som det mest naturlige i verden har en eller to lækre grønne retter på kortet. Rent faktisk er det jo den vej, vinden blæser.
.
pandestegt selleri med blomkåls-bearnaise
(4 personer)
1 selleri, ca. 600 g
4-8 gulerødder
kokos- eller olivenolie til stegning
evt. 2 stilke bladselleri
50 g valnødder
Skær sellerien i ca. 1 cm tykke skiver og skær dem derefter i trekanter.
Steg selleristykkerne og gulerødderne gyldne på en stor pande. Steg evt. grøntsagerne hver for sig. Det er vigtigt, at sellerien bliver gylden.
Du kan evt. også tilsætte stave af bladselleri.
Lav sovsen, se nedenfor.
Drys grøntsagerne med valnødder ved serveringen. Du kan anrette selleristykkerne i en dyb tallerken med sovsen i bunden, eller du kan servere sovsen til separat.
Giv gerne kogt, sort quinoa til.
.
.
blomkåls-bearnaise
(4 personer)
200 g blomkål
2 dl grøntsagsbouillon
50 g skalotteløg
4 spsk olivenolie
ca. 2 dl sojafløde
1 tsk gurkemeje
ca. ½ spsk bearnaiseessens
1 spsk fintsnittet estragon
salt, friskkværnet peber
.
Del blomkålen i små buketter og kog den mør i bouillonen, 4-5 minutter. Afdryp kålen og gem vandet.
Hak løget og svits det i olien 3-4 minutter. Fjern gryden fra varmen og tilsæt blomkål, 1 dl fløde og gurkemeje.
Purér sovsen og tilsæt evt. mere fløde og, hvis sovsen er for tyk, også lidt af kogevandet. Smag sovsen til med essens, estragon, salt og peber.
.
glæd dig til årets grønne julekalender
Ligesom sidste år har jeg forberedt en “julekalender” her på bloggen. Hver dag fra den 1. til den 24. december vil du få en mail med dagens idé til julemad. Jeg har ideer både til julemiddagen og julefrokosten – og til menuen nytårsaften. Jeg håber, du vil tage godt imod forslagene – og få en rigtig dejlig december.
.