vaniljeis med bær og pistacienødder
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in desserter
vi er på vej mod en ny istid
Når solen bager og sommeren gør sit indtog, får de fleste af os lyst til en kølende is.
Da jeg var barn, var is lavet af æg og fed fløde. Sådan har det været i mange år, men i takt med den voksende forståelse for klodens ressourcer og måden vi behandler produktionsdyr på, er der flere og flere, der helst spiser is på den bæredygtige måde.
Vi er kort sagt på vej ind i en ny istid. En tid, hvor is laves af sojafløde, kokosfløde, mandelfløde eller andre former for plantemælk eller -fløde. Og vi har fundet ud af, at is sagtens kan laves uden æg. Det betyder også, at den bæredygtige is er helt fri for kolesterol.
Jeg har her lavet en is på basis af tyk kokosmælk, men du kan sagtens bruge for eksempel sojafløde i stedet.
Jeg har valgt dadler som sødemiddel, så der er sparet på sukkeret. Kakaonibs giver lidt chokoladesmag og er i øvrigt sprængfyldte med antioxidanter.
På billederne er der hindbær og brombær på isen. De er ikke i sæson nu, så vælg de frugter, du bedst kan lide, og som er tilgængelige lige nu.
vaniljeis med frisk frugt og pistacienødder
10 dadler
1 dåse tyk kokosmælk (4 dl)
1 stang vanilje
25 g pistacienødder
25 g kakaonibs eller chokolade 70%
250 g bær eller anden frugt afhængig af sæson
Jordbærisen her er sødet med flormelis.
Hvis dadlerne er hårde, så læg dem i blød i vand nogle timer, evt. natten over.
Fjern evt. sten fra dadlerne og blend dem sammen med kokosmælken. Jeg har lavet en portion på 4 dl, men du kan naturligvis lave en større eller mindre portion. Iscremen bliver lettere beigefarvet af dadlerne. Hvis du vil have en helt hvid creme så se jordbærisen her. Den er sødet med flormelis.
Skrab kornene ud af vaniljestangen og rør dem i cremen.
Hak nødderne groft og tilsæt dem sammen med kakaonibs eller høvlet chokolade.
Jeg har lavet isen i en ismaskine. Hvis du ikke har sådan én, så hæld iscremen i en fryseform og sæt den i fryseren. Rør rundt i isen nogle gange, før den fryser helt fast.
Tø isen let op inden serveringen og giv friske bær eller anden frugt til afhængig af årstiden.
variationer
Der kan tilsættes rosiner til isen (evt. udblødt i rom).
Du kan også lave nougatis ved at smelte 1/2 dl rørsukker på panden, hælde det på et olieret stykke papir eller en marmorplade og lade den størkne. Knus sukkermassen og rør den i isen.