Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

grillspyd med blomkål og mangofrugtArkiv

fredag

19

juli 2024

6

KOMMENTARER

grillet blomkål og mangofrugt med spicy bønnecreme – grøn mad for alle generationer

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

det er grilltid – prøv noget alternativt

Udsigten til sommer i weekenden kan måske lokke nogle til grillen. Det behøver ikke at være en udendørs grill. Det går fint med grillen i ovnen.

De grillede blomkål, løg og mango er en sur/sød/stærk ret med en let orientalsk smag af stærk karry, som passer perfekt til den sprøde, nøddeagtige blomkål og den søde mangofrugt.

.

fokus på proteiner og bælgfrugter

Hvad enten vi hopper eller danser, griner eller græder, løber eller stamper i jorden, så står vi over for en enorm omstilling af vores spisevaner.

Kloden gisper under opdrættet af et ufatteligt antal produktionsdyr. Deres efterladenskaber og dyrkning af foder til de mange, mange milliarder dyr, slår alt andet liv ihjel, det være sig livet i havet, livet i jorden, vores grundvand og vores luft – og i sidste ende os selv.

Danmark er førende i verden i denne selvdestruktive adfærd. En længe ventet landbrugsaftale, hvor håbet var, at landbruget skulle forurene mindre, er endt i det rene ingenting. I stedet for at nedbringe antallet af det abnormt store opdræt af dyr, hvis “fodaftryk” hverken luft, jord eller vand kan omsætte, vælger man af “optimere” foderet og lave ekstremt dyre tekniske løsninger, som man ikke kender effekten af.

Vi må indse, at der ingen politisk vilje er til at ændre på tingenes tilstand. Vi må selv hver især ændre vores adfærd. Det betyder, at fremtidens proteiner skal komme fra planter, primært bælgfrugter. Derfor vil jeg i den kommende tid især udvikle nye opskrifter med bønner, linser, kikærter, etc.

Vi skal have omkring 0,80 g protein pr. dag pr. kg legemsvægt. Så vejer du 60 kg, skal du have ca. 48 g protein dagligt, gerne fordelt på alle dagens måltider.

Hvis man til en begyndelse synes det er mange bælgfrugter, så husk, at linsemel, bønnemel, ærtemel etc. kan bruges i brød, pandekager, kager og andet bagværk. Og i øvrigt er der proteiner i vekslende mængde i meget andet af det, vi spiser.

.

spis 100 g bælgfrugter om dagen

Fødevarestyrelsen anbefaler, at vi hver dag spiser 100 g bælgfrugter. I øjeblikket er vi i Danmark på 2 g om dagen pr. person. Der er plads til forbedring.

MEN: det her er ubetrådt land for mange. Især de ældre generationer har svært ved at ændre madvaner, hører vi om i øjeblikket i medierne. Det skaber splid i familier, når de unge ikke længere vil spise farmors kødfrikadeller eller mormors hakkebøffer. Der er brug for forståelse fra begge sider: de ældre må respektere, at de unge vælger at skåne dyrene, klimaet og kloden i det hele taget. Det kan ALDRIG være forkert at ville bevare vores livsgrundlag for fremtiden, hvordan man end vender mig drejer det.

Til gengæld må de unge forstå, at det er svært at lægge sine madvaner om, når man har spist kød hele sit liv. I generation efter generation har vi ikke tænkt på, om det er etisk forsvarligt at ernære sig af andre levende væsener – med alt hvad det indebærer af lidelse, både for dyrene og for den omgivende verden.

Men udskamning og uvenskab er ikke vejen frem. Prøv med gode argumenter og lækker plantemad.

Mit bedste bud på et vellykket madmøde mellem generationerne er, at de unge inviterer til den grønne mad – eller selv medbringer den plantebaserede mad, som forældre og bedsteforældre så kan prøve. Når de skeptiske smager den farverige mad med alle de skønne smagsnuancer, burde det være nemt at få en del af den ældre genetration med på vognen. For i sidste ende handler det jo i høj grad om smag.

.

I denne ret kommer proteinerne primært fra bønnecremen af limabønner (som kan erstattes af andre typer bønner). Det er ikke nok til at dække dagens behov for proteiner, så man skal også være opmærksom på, hvad man indtager til dagens andre måltider.

.

grillmad uden spyd

Du behøver ikke at servere de grillede grøntsager på et spyd. Retten kan også serveres i et fad med bønnecremen i bunden.

Og grøntsagerne behøver heller ikke at grilles, de kan steges gyldne på en pande.

.

grillet blomkål og mangofrugt med spicy bønnecreme

(4 personer)

bønnecreme:

50 g skalotteløg

2 spsk olivenolie

1-2 tsk karry afhængig af styrken

1 brik/dåse limabønner (afdryppet vægt ca. 250 g)

tamari

glasering:

2 spsk sød chilisovs

1-2 spsk tamari

2 spsk tomatpuré

2 spsk mirin (eller 1 spsk agavesirup)

1 spsk citronsaft

2 spsk ristet sesamolie eller anden olie

1 fed presset hvidløg

 

3/4 kg blomkål

400 g mangofrugt

100 g løg

frisk koriander, mynte eller persille

evt. grillspyd

 

Lav først bønnecremen:

Hak løget.

Varm olien op og “brænd” karryen af. Tilsæt løget og svits det, til det er gyldent.

Blend løgene med bønnerne.

Smag cremen godt til med tamari og evt. lidt citronsaft.

Rør ingredienserne til glaseringen sammen og smag godt til.

Del blomkålen i små buketter. Skær mangofrugten i terninger og skær løgene i kvarte.

Bred grøntsager og frugt ud på en bageplade og hæld glaseringen over.

Sæt pladen i en 200 grader varm ovn ca. 15 minutter. Tænd for grillen og lad blomkål og løg blive gyldne.

Du kan servere grøntsagerne på et fad med cremen i midten – eller du kan trække grøntsager/frugt på små grillspyd.

Du kan evt. tilberde retten i god tid og sætte ingredienserne på grillspyd og lægge dem under grillen, lige før serveringen.

Drys med en frisk krydderurt.

.

.

Share