Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

blomkålspuré med linserArkiv

fredag

1

november 2024

2

KOMMENTARER

brændt og rå blomkål med hasselnødder og saltkaramel”-blåbær

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

tredobbelt hyldest til blomkålen

Blomkålen er for mig en superstar blandt kålsorterne. Det skyldes ikke mindst, at den rummer så mange smagsnuancer, alt efter hvordan man tilbereder den.

I denne ret får blomkålen lov til at udbrede hele sit smagspotentiale: som rå, som puré og som “brændt”.

.

et klogt hoved

Som alle kålsorter er blomkålen supersund. I denne ret suppleres den med proteiner fra linser og hasselnødder.

Linserne kan du bytte ud med andre bælgplanter, og nødderne kan erstattes af mandler, græskarkerner eller cashewkerner.

Husk, at alt på blomkålen kan bruges: selve hovedet, stokken og de pæneste grønne blade. Der er virkelig megen madnydelse til en overkommelig pris i dette smukke hoved.

.

“saltkaramel”-blåbær

Jeg har lavet en lille blåbærting som tilbehør. Blåbærrene er smagt til med både salt og sødt, så det bliver en slags saltkaramel-smag.

Kniber det med tiden, kan du sagtens undlade blåbærrene.

.

brændt og rå blomkål i puré med linser og saltkaramel”-blåbær

(4 personer)

100 g sorte linser

50 g hasselnødder

1-2 blomkål, ca. 1,5 kg

1-2 dl plantefløde

1-2 tsk reven muskatnød

1 spsk knuste, ristede spidskommenfrø

1 spsk knuste, ristede korianderfrø

1 økologisk limefrugt eller citron

salt, friskkværnet peber

evt. trøffelpasta eller -olie

rigeligt frisk timian (evt. salvie)

blåbær:

100 g blåbær

2-3 spsk agavesirup eller anden sirup

flagesalt

 

Kog linserne i rigeligt vand ca. 20 minutter. Afdryp dem og sæt dem til side.

Hak nødderne groft og rist dem gyldne på en tør pande. Sæt dem til side.

Del blomkålen: høvl først et par håndfulde tynde skiver af kålen på mandolinjernet, og læg dem i koldt vand. Sæt dem til side.

Skær godt en fjerdedel af kålen i små stykker (brug også de pæneste grønne blade og stokken). Kog dem møre i vand, der knapt dækker.

Afdryp kålen (drik vandet eller brug det i en suppe) og kom den i en blender. Tilsæt lidt fløde ad gangen og purér, indtil pureen er glat.

Smag godt til med reven muskatnød, spidskommen og koriander, limesaft og reven limeskal samt salt og peber.

Rør de afdryppede linser i pureen og smag evt. til igen.

Del resten af blomkålen i små buketter og steg dem godt brune i olie (blomkålen skal ikke koges først).

Lad blåbærrene koge op i siruppen og drys med flagesalt. Smag til. Bærrene skal smage både sødt og salt, en slags saltkaramel.

Anret retten med pureen i bunden. Læg både de stegte og rå skiver øverst og drys med nødderne og masser af frisk timian. Du kan også vælge at stege salvieblade sprøde. De giver lidt mere smag end timian.

Giv blåbærrene til separat.

.

.

har du fod på gæstemaden?

Blomkålsretten ovenfor er en glimrende gæsteret, men har du brug for flere ideer, så finder du dem i min nye bog, “Grøn gæstemad”, som netop er udkommet. Jeg har allerede fået mange positive tilkendegivelser. En læser skrev på Facebook: “Jeg er blæst bagover. Sikke en fantastisk bog der kom med posten idag. Du overrasker igen, Kirsten Skaarup”.

Hjertelig tak for det hele.

Jeg håber, at bogen kommer til at ligge under mange juletræer i år, men jeg håber også, at den bliver anskaffet inden jul, for der er mange lækre ideer til plantebaseret julemad i bogen. Netop julen er jo desværre et problem for de mange, der ikke er vant til at lave plantebaseret mad. Men her er altså julemenuens “førstehjælpskasse”!

Bogen ligger nu hos landets boghandlere, men du kan også købe den hos internetboghandlen Saxo.com. Her er prisen kr. 214,95. Den vejledende udsalgspris er kr. 249,95, så der er penge at spare hos Saxo.

.

Share