Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

vegansk curryretArkiv

fredag

9

august 2024

0

KOMMENTARER

curry med agurker, Ingridærter (eller linser) og cashewnødder

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

førstehjælp til agurkegartneren

Hvis du er så heldig, at agurkerne hænger tæt i drivhuset, kan der være brug for hjælp til at nyde alle de skønne frugter.

Der er grænser for, hvor meget man kan sylte – eller bruge som pynt på postejmaden, i en kold suppe – eller nyde som en gammeldags agurkesalat til plantefrikadellerne. Så står man dér, for der er mig bekendt ikke mange hovedretter, hvor man kan bruge agurker.

Derfor fandt jeg på at bruge min lille bunke agurker i denne hovedret med masser af smag, der giver “spark” til de milde agurker.

.

agurker eller squash 

Hvis du i stedet for agurker står i squash til halsen, kan agurkerne nemt byttes ud med squash i denne ret.

.

linser, ærter eller noget helt andet

Tidligere ville man bruge importerede linser i denne curry, men da det er så lykkeligt, at vi nu kan købe dansk dyrkede bælgfrugter, både linser og ærter, har jeg valgt danske Ingridærter.

Se om Ingridærter og Anicialinser her.

Har du andre bælgfrugter stående på hylden, kan du også bruge alle slags bønner eller kikærter. De kan også være fra dåse eller brik. Så sparer du kogetid, og retten er lavet på under en halv time.

.

masser af styrke til en svag agurk

Agurker består mest af vand og har derfor heller ikke alverdens smag i sig selv. Det betyder, at de passer perfekt i en spicy curryret.

Det betyder mange krydderier, men giv ikke op, når du ser ingredienslisten. Har du ikke alle krydderierne på lager, kan du sagtens lave en lækker curry med færre krydderier.

Hvis du mangler en eller flere af krydderierne, så køb dem evt. et ad gangen, så du langsomt bygger et krydderi”bibliotek”op, der kan bruges til mange retter, både dem fra Østen og dem fra Sydamerika. Hvis du køber hele frø, holder de i lang, lang tid, så investeringen behøver ikke at være uoverkommelig.

Har du fx bare chili, ingefær og kanel, får du stadig en smagfuld curry.

Vil du kun investere i et enkelt glas krydderi, så vælg blandingskrydderiet garam masala, der indeholder flere af de krydderier, der er brugt i denne ret.

Garam masala tilsættes til retten til sidst sammen med kokosmælken.

.

curry med agurker, Ingridærter (eller linser) og cashewnødder

(4 personer)

100 g cashewnødder

100 g Ingridærter eller linser (grønne eller brune)

1 spsk fennikelfrø

1 spsk spidskommenfrø

1 spsk korianderfrø

½ spsk sorte sennepsfrø

100 g løg

2 spsk kokos- eller olivenolie

¾ kg salatagurk eller skoleagurk

4 dl kokosmælk

lidt frisk hakket eller tørret chili

1 spsk kanel

½ spsk gurkemeje

reven ingefær efter smag

tamari, rørsukker, citronsaft

evt. planteyoghurt

frisk koriander

 

Rist cashewnødderne gyldne i lidt olie og sæt dem til side.

Kog Ingridærter eller linser ca. 20 minutter og afdryp dem.

Knus de fire slags frø i en morter og rist dem i en tør gryde, til de dufter.

Skær løget i tynde både.

Kom olie i gryden og tilsæt løgene. Svits dem, til de er bløde.

Skræl evt. agurkerne og skær dem igennem på langs. Fjern kernerne og skær agurkerne i tykke skiver.

Kom agurkerne i gryden sammen med de kogte ærter eller linser, kokosmælk, et nip chili, kanel, gurkemeje og ingefær efter smag.

Bring retten i kog og smag godt til med tamari, sukker og citronsaft, evt. også mere ingefær og/eller chili.

Agurkerne skal blot varmes igennem, de skal ikke blive bløde men forblive knasende.

Servér curry’en med de ristede cashewnødder og drys af frisk koriander. Du kan også sætte en spsk yoghurt eller tyk kokosmælk på retten.

Giv kogte ris eller quinoa til.

.

.

ris eller ej?

Når risen dyrkes på de overrislede marker, optager den uorganisk arsen fra jorden. Arsen kan være helbredsskadeligt og bør så vidt muligt undgås.

Nu spiser danskerne formentlig ikke ris i så store mængder, at det truer helbredet, men ikke desto mindre: hæld kogende vand på risen en halv times tid, før den koges. Afdryp risen og kog den i nyt, rigeligt vand.

Du kan i stedet for ris vælge et tilbehør af quinoa eller kogte hvede- eller speltkerner.

.

Share

fredag

12

januar 2018

0

KOMMENTARER

thailandsk curryret med svampe og broccoli

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

en varmende hilsen fra Thailand

Her i januar og februar, inden lyset og lunheden atter indfinder sig, drømmer jeg altid om mildere og lysere himmelstrøg. I år bliver det nok ved drømmen, men at lave en dejlig spicy thairet smager da altid lidt af sol og varme. Om ikke andet giver currypastaen varme i både krop og sjæl!

.

hvor kommer ideerne fra?

Jeg bliver ofte spurgt om, hvor jeg får ideer og inspiration fra til mine opskrifter. Noget, som denne ret, er helt oplagt. Det er en typisk østasiatisk kombination, som jeg ikke kan påstå at have opfundet. Og i øvrigt kan den laves på utallige måder.

Men oftest tager jeg udgangspunkt i årstidens relevante grøntsager. Når jeg kigger hos grønthandleren eller i min egen grøntsagsskuffe står ideerne som regel i kø. Ja, faktisk kniber det tit med, at jeg kan styre mig, og det bliver ofte til rigtig, rigtig meget madlavning. Det er så på mange måder praktisk. For mig personligt betyder det, at jeg spiser enormt varieret, hvilket ellers kan være svært. For mange ender det med 6-7 yndlingsretter, som kører i sløjfe igen og igen. Og det er jo fint nok, men jo mere variation, desto flere forskellige næringsstoffer får vi.

Andre inspirationskilder er restauranter, museer, magasiner og bøger. Og så får jeg enorm megen inspiration på mine rejser.

Men somme tider inviterer også skåle, fade eller tallerkner til bestemte typer mad. Det er fx tilfældet med disse skønne aflange tallerkner og små runde skåle, som jeg har fået i julegave. De er simpelt hen som skabt til en thailandsk ret – som ydermere trænger sig på her i den råkølige januar, fordi det er en rigtig sjælevarmer.

.

spis ris til

Ris er et klassisk tilbehør til en asiatisk curryret. Jeg har brugt brune ris, men du kan også vælge tynd eller bred rispasta.

.

currypasta

Jeg har valgt denne type currypasta, men i den grønne udgave. Den grønne er en smule stærkere end den røde, og du skal passe på med doseringen.

Du kan dog sagtens vælge denne røde pasta – eller den gule Massaman. Disse færdige currypastaer fås i butikker, der sælger orientalske varer.

Det er sjældent, jeg springer over, hvor gærdet er lavest, men det gør jeg faktisk, når det gælder currypasta. Jeg køber disse færdiglavede, men har du tid og lyst, kan jeg varmt anbefale min gode ven Henriks hjemmelavede currypasta. Den er lavet i en ruf, siger han. Se opskriften her.

 .

thailandsk curryret med svampe og broccoli

(4 personer)

200 g tofu, evt. røget eller med krydderurter

400 g auberginer

oliven- eller kokosolie til stegning

1-2 tsk grøn karrypasta eller efter smag

150 g løg

4 fed hvidløg

250 g champignon

ca. 3 dl kokosmælk

250 g broccoli

1 limefrugt

1-2 spsk tamari, rørsukker

frisk koriander eller anden krydderurt

.


Sørg for at presse al væden ud af tofuen, se om behandling af tofu her.

Skær tofuen i terninger eller små bjælker. Svits tofuen gylden på alle sider for rask varme. Sæt tofuen til side.

Skær auberginen i stave og steg dem ligeledes ved rask varme. Hold igen med olien. Auberginer kan labbe uanede mængder olie i sig, hvis man ikke holder igen. Steg dem færdige på en tør pande. Sæt auberginerne til side, når de er gyldne og bløde.

Svits currypastaen i 2 spsk olie et par minutter.

Skær løgene i både. Hak hvidløgene. Steg løgene gyldne. Tilsæt svampene og svits, til de afgiver væde og er lidt gyldne.

Hæld kokosmælken i gryden og bring den i kog.

Del broccolien i små buketter. Skær stokken i små firkanter (den skal skrælles først).

Kom broccolien i gryden og lad det blot simre et par minutter, til broccolien er gennemvarm.

Smag til med limesaft og tamari, evt. også et nip sukker.

Tilsæt den stegte tofu og auberginerne. Varm hele retten igennem og servér med løskogte, brune ris.

Drys gerne med lidt frisk koriander eller anden krydderurt.

.

.

indisk spidskålssalat

.

Du kan evt. servere indisk spidskålssalat til curryretten. Hvs du synes, der er styrke nok i hovedretten, så udelad chilien i salaten.

.

Share