kold agurkesuppe med asiatiske noter – ugens suppe
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in forretter, supper
.
lynhurtig kølende suppe på en varm sommerdag
Når solen skinner fra en skyfri himmel, og temperaturen kommer et godt stykke over 20 grader, er der brug for en kold suppe.
Her er mit bud på en agurkesuppe med et orientalsk anstrøg.
.
yoghurt og mynte virker kølende
Denne sommersuppe er lynhurtigt tilberedt. Der skal ikke koges eller steges – blot blendes.
Både yoghurt og mynte virker kølende. Synes du, suppen skal være ekstra kold, kan du tilsætte et par isterninger.
Vil du have lidt mere fedme i suppen, så brug halvt yoghurt/halvt plantefløde. Du kan også tilsætte lidt olivenolie.
.
chili er godt i varmen
Chili har mange gode egenskaber. De små brændende bæster sætter skub i forbrændingen, men de åbner også porerne, så huden bedre kan ånde.
En tredjedel af agurken er skåret i små terninger, som er marineret i en spicy dressing. Det giver ekstra karakter til suppen.
.
en midsommersuppe
De vilde roser og hylden dufter om kap i disse dage og minder om, at Sct. Hans er lige om hjørnet.
Suppen vil være fin at servere til Sct. Hans-middagen, og så kan man drysse med friske hyldeblomster – eller man kan holde sig til det orientalske og vælge sorte sesamfrø.
.
kold agurkesuppe med asiatiske noter
(4 personer)
marinaden:
chiliflager eller frisk hakket chili efter smag
1 spsk tamari
1 spsk mirin eller sirup
1 spsk citronsaft eller riseddike
1 spsk sesamolie
suppen:
1 stor agurk
4 dl kold grøntsagsbouillon
3-4 dl planteyoghurt eller plantefløde
1 fed hvidløg
en håndfuld mynte eller koriander
salt, rørsukker
olivenolie
sorte sesamfrø og/eller hyldeblomster
.
Rør marinaden sammen og smag godt til. Pas på med chilien. Marinaden må ikke blive for stærk. Smag godt til med tamari og mirin eller sirup.
Skær 1/3 af agurken i små terninger. Læg dem i en plasticpose og bank dem lidt med enden af en tung kniv eller lign. Når agurkerne er lidt knuste, optager de bedre marinaden.
Læg agurkerne i marinaden og lad dem marinere et par timer – eller til næste dag.
Blend resten af agurken, bouillonen, hvidløget, de fleste af myntebladene (eller korianderen) og yoghurten eller fløden, evt. halvt af hver.
Smag godt til med salt og sukker.
Sæt suppen i køleskabet, indtil serveringen.
Servér suppen portionsvis med de marinerede agurker (brug evt. marinaden til en salat – eller til marinering af tofu) og lidt olivenolie på toppen. Drys med de sidste mynte- eller korianderblade.
Du kan også følge det asiatiske spor og drysse med ristede, sorte sesamfrø. Lige nu er det midsommer, så jeg har valgt friske hyldeblomster.
.
.
Lyder som en lækker sommersuppe.
Når jeg læser opskriften, kan jeg ikke helt kloges af, om de marinerede stykker skal i suppen, når de andre ingredienser er blendede. På billederne ses de bare på en ske ved siden af suppen. Og marinaden skal vel bare smides væk?
Kære Birgit,
Mange tak for dit spørgsmål. Jeg har tydeliggjort fremgangen i opskriften.
De marinerede agurkestykker skal bruges som topping på suppen – og ikke pureres. Marinaden kan bruges til andet formål.
Rigtig god fornøjelse.
Kh Kirsten
Kære Kirsten
Tak for dit svar. Jeg var faktisk nået frem til at lade folk selv komme de marinerede agurkestykker i suppen.
Det bliver ikke som en almindelig topping, fordi stykkerne synker ned i suppen.
Der var i øvrigt stor tilfredshed med suppen 🙂
Bedste hilsner
Birgit
Kære Birgit,
Mange tak for din tilbagemelding. Det er dejligt at høre, at suppen faldt i snag. Tusind tak.
Kh Kirsten