frittata med broccoli, blomkål, løg og oliven (glutenfri)
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in hovedretter
.
let og nem sommermad
Når sommeren besøger Danmark, som det har været tilfældet de seneste par uger, får vi lyst til let mad. Nu må de tunge rodfrugter og de gamle kartofler gerne tage et hvil.
Mange tænder op under grillen, for vi er en sand nation af grill-entusiaster. Det er hyggeligt at grille. Alle kan være med i tilberedningen af måltidet, og jeg tror, at meget af glæden ved grillning netop er samværet og samarbejdet. Det hele er også lidt mere ukompliceret udendørs og behøver ikke at være så perfekt.
Men man kan også vælge en anden ukompliceret og lynhurtig ret. Og det kan passende være en frittata.
En frittata er en italiensk æggekage med fyld af grøntsager. Jeg har her byttet æggene ud med en dej af kikærte- og rismel, men du kan også bage frittataen med 6 æg i stedet for de to slags mel. Pisk i givet fald æggene sammen med 1 dl plantefløde eller anden fløde.
Hvis du selv dyrker krydderurter, har du sikkert masser at plukke af lige nu, så tilsæt gerne en ordentlig håndfuld. De små urter indeholder en masse gavnlige stoffer – foruden skønne smagsnuancer.
.
frittata med broccoli, blomkål, løg og oliven
(4 personer)
frittatadej:
100 g fuldkornsrismel
200 g kikærtemel
4-5 dl mandel-, havre-, kokos- eller anden plantemælk
1 tsk gurkemeje
4 spsk gærflager
salt, friskkværnet peber
fyld:
200 g løg
6-8 fed hvidløg
350 g blomkål
350 g broccoli
en stor håndfuld krydderurter efter smag og behag (kan erstattes af 2 spsk tørrede urter)
50 g sorte oliven uden sten
jomfruolivenolie
Bland de to slags mel. Tilsæt væden og pisk dejen sammen. Smag den til med salt og peber. Konsistensen skal være som tyk pandekagedej.
Del løgene i halve eller kvarte. Skær hvidløgene i skiver.
Del de to slags kål i små buketter. Skær stokkene i små terninger. Hak krydderurterne.
Hæld dejen i en smurt ovnfast form. Fordel grøntsagerne i dejen og læg de sorte oliven på. Pensl med olivenolie.
Sæt formen i en 190 grader varm ovn og bag frittataen til overfladen er gylden, 30-35 minutter.
Hvis du vil have lidt dip eller sovs til, så dryp 1-2 dl havre-creme fraiche smagt til med presset hvidløg og masser af hakkede krydderurter i. Smag til med tamari (soja) og friskkværnet peber.
.
Du kan bage en frittata med nøjagtig de grøntsager, du har på lager, eller som du holder allermest af.
Jeg har her valgt de to milde kål: broccoli og blomkål samt løg. For at give kant til smagen har jeg tilføjet stenfri oliven. Jeg har brugt de små taggiasca-oliven, som er meget lækre – desværre også lidt dyre. De fås bl.a. i Meny-butikkerne.
.
spis fx aspargessalat til frittataen
Jeg nyder de skønne asparges næsten her dag i denne tid. Og sæsonen varer faktisk kun endnu 1 måned, så det er om at spise sig mæt nu. De lækre asparges kan fx nydes i en salat som denne med ærter, radiser, valnødder og valnøddedressing.
.
ny databeskyttelseslov
Den 25. maj trådte den nye persondataforordning i kraft. Hvis du abonnerer på opskrifter her på bloggen, har du oplyst din e-mailadresse, da du meldte dig til, og den passer jeg godt på.
Alle bloggens e-mailadresser opbevares på et såkaldt webhotel. Mit hedder One.com. Du kan læse One.com’s produkt- og fortrolighedspolitik her. Hvis du fortsat vil modtage nye opskrifter, behøver du ikke at foretage dig noget.
.
ser spændende ud. må have fat i rismel…
Det er dejligt at høre, Viveca. Du kan nemt bruge rismelet i mange andre sammenhænge, fx knækbrød (https://wp.me/p5bjYH-1DB) eller de indiske pandekager, dosaer: https://wp.me/p5bjYH-cm.
Kh Kirsten
Hej Kirsten!
Det ser rigtig lækkert ud med en frittata, som kan “opsluge” diverse rester fra køleskabet – og dejligt, at æg ikke er en selvfølge mere i dine opskrifter 🙂
Kærlige solskinshilsener
fra
Merete.
Hi Merete,
Fint at jeg kan friste dig – og det er jo, som du siger, en ret der kan laves med mange forskellige grøntsager, svampe etc.
Med hensyn til æg prøver jeg at dele sol og vind lige. De mange nye vegetarer, der skyder frem i disse år, spiser æg og mælkeprodukter. Dem vil jeg gerne give ideer til – også. Men jeg laver stort set mine opskrifter veganske, fordi det er nemmere for vegetarer at tilsætte fx æg end det er for veganere at udelukke dem.
Kærlige hilsener 🌞
fra Kirsten
Super lækkert – man kan med fordel komme lidt sort salt i som jo er meget svovlholdigt 🙂
Det glæder mig at høre, Sofie. Det er en god idé med det sorte salt. Tak for tippet! 😀