Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

fredag

15

januar 2021

6

KOMMENTARER

ungarsk suppe med lángos – ugens suppe

Skrevet af , Posted in forretter, supper

 

skøn spicy suppe med minibrød

Endelig er det blevet en slags vinter i Danmark. Det betyder suppe på menuen. Supper er genial mad på mange måder: de indeholder mange forskellige næringsstoffer, der styrker immunforsvaret, de er hurtige at lave, de er billige, og de smager forrygende.

Så de næste par vintermåneder vil du få idé til en suppe én gang om ugen. Og det vil være supper, der kan spises som frokostret, som forret eller som hovedret, hvis portionen gøres større.

.

godt suppegrej

Som ægte suppefan gælder det om at have en masse smukke skåle til at servere supperne i. Jeg er selv en hund efter alle slags skåle, og jeg finder dem på mine rejser, på loppemarkeder og i genbrugsbutikker. Jeg synes, det er meget sjovere end at købe nyt.

.

til at slubre med

Det er dejligt at have godt grej til at “slubre” suppen i sig med! Og smukke gamle skeer er også nemme at finde som genbrug.

Sådan noget gammelt bestik med monogram og masser af slitage holder jeg meget af. Så kan man tænke sig tilbage til den tid, hvor man sad omkring langbordet og nød mindre spændende supper, end vi gør i dag.

.

med inspiration fra den ungarske puszta

Denne suppe er en rigtig paprika-varmende vintersuppe. Inspirationen er den ungarske gullashsuppe, der laves med oksekød. Det er heldigvis ‘no go’ i dag.

I en bæredygtig suppe er kødet byttet ud med bønner, kikærter, linser eller andre proteinrige planteprodukter. Jeg har her valgt de store hvide limabønner som proteinkilde, men du kan også bruge sorte bønner, brune bønner eller kidneybønner, evt. kikærter eller linser.

Suppen må gerne være lidt spicy, så smag godt til med både røget og stærk paprika.

.

spis ungarske brød til 

Et fint tilbehør til suppen er de ungarske brød, lángos.

Lángos er et stort madbrød, der egentlig er et måltid i sig selv, men jeg har her lavet brødene noget mindre, så de passer som tilbehør til suppen.

Lángos er lidt i familie med både pizza og tyrkiske brød. Og man diskuterer da også, hvilke af de to folkefærd, der er ophavsmænd til det ungarske brød.

ungarsk “gullash”suppe med lángos

(4 personer)

100 g limabønner (butter beans) – evt. 200 g fra dåse

4 laurbærblade

2 spsk kokos- eller olivenolie

150 g løg

4 fed hvidløg

1 spsk kommen

200 g kartofler

200 g persillerod

200 g gulerødder

2 stilke bladselleri

1 karton eller dåse tomater 

3/4 liter grøntsagsbouillon

1 grøn peberfrugt

1 rød peberfrugt

1 spsk røget paprika

1/2-1 tsk stærk paprika

evt. 50 g små nudler

1 bdt persille

salt, friskkværnet peber

evt. planteyoghurt eller anden yoghurt

 

Sæt bønnerne i blød ca. 8 timer. Kog dem i nyt vand 30 minutter. Afdryp dem.

Svits laurbærbladene i olien nogle minutter, så frigøres de æteriske olier i bladene.

Hak løg og hvidløg og kom dem i gryden sammen med kommenfrøene. Svits til løgene er klare.

Skær kartofler, persillerødder og gulerødder i terninger. Snit bladsellerien.

Kom alle grøntsagerne og de halvkogte bønner i gryden og hæld bouillonen ved sammen med tomaterne med væde. Bring suppen i kog.

Skær peberfrugterne i terninger og kom dem i suppen sammen med de to slags paprika.

Lad suppen simre 5 minutter og tilsæt nudlerne. Kog suppen endnu 6-8 minutter afhængig af typen af pasta. Både pastaen og bønnerne skal være bløde.

Hak persillen og rør den i suppen. Smag godt til med de to slags paprika, salt og peber.

Servér suppen portionsvis, evt. med en skefuld yoghurt på toppen, samt evt. ungarsk lángosbrød.

som hovedret:

Lav dobbelt portion og spis det klassiske ungarske brød, lángos, til.

Du kan også vælge andre typer brød som fuldkornsbrød eller ristet rugbrød.

.

ungarske minilángos

De ungarske madbrød, lángos, bages med kartofler i dejen. Lángos har desuden et fyld i midten og kan minde lidt om en lille pizza. Fyldet kan være ost, cremefraiche og/eller hvidløg.

Lángos spises ofte som fastfood. Og så steges de i friture, men det er jeg sprunget over her. Jeg synes, brødene bliver alt for fede, så jeg anbefaler, at de bages i ovnen.

.

10 g gær

2 1/2 dl lunkent vand

1 tsk salt

1 tsk rørsukker

1 stor kogt og godt moset kartoffel (ca. 100 g)

400 g hvedemel

1/2 dl olivenolie

4 fed hvidløg

 

Rør gæren ud i det lunkne vand. Tilsæt salt og sukker.

Rør kartoffelmos og mel i og tilsæt så meget mel, at dejen kan æltes.

Ælt dejen godt igennem på bordet eller en bageplade. Dejen skal være glat og elastisk.

Læg dejen i en skål og vend den i lidt olie. Dæk dejen med et klæde og lad den hæve ved stuetemperatur et par timer eller til den har nået dobbelt størrelse.

Ælt dejen igennem igen. Rul dejen ud i en tykkelse på et par cm og stik ca. 10 brød ud med et glas. Jeg har lavet disse lángos noget mindre end normalt, fordi de skal være tilbehør til suppen. Vælg fx et glas med en diameter på ca. 8 cm.

Træk brødene lidt større og buk en kant hele vejen rundt. Lav et par snit i midten af brødene med en kniv.

Sæt brødene på bagepapir på en bageplade.

Bag lángos’ene i en 250 grader varm ovn 5 minutter. Skru ned til 225 grader og bag brødene endnu ca. 5 minutter.

Pres hvidløgsfeddene og rør dem i olien sammen med et lille drys salt.

Tag pladen med brødene ud af ovnen og fordel hvidløgsolien i midten af brødene. Hvis de er hævet op også i midten, så tryk dejen ned og læg olien på.

Sæt pladen i ovnen igen og bag brødene til de er gyldne.

 

Print Friendly, PDF & Email
It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share

6 Kommentarer

  1. Dorit
  2. Grith
  3. Tina Vibe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.