trøffelkugler – låge nr. 14 i julekalenderen
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in desserter, festmad, julemad, vegansk julemad
.
guf til den søde tand
Jul betyder konfekt og knas og søde sager. Det kan alt sammen købes færdigt, men hvis du vil undgå en masse tilsætningsstoffer sammen med alt det søde og syndige, er det heldigvis nemt at lave sin egen konfekt. Her er et eksempel på “slik”, der oven i købet er sundt – stort set!
.
når sødt er sundt
Hovedingrediensen i disse små kugler er søde kartofler. Og selv om man næppe spiser sig mæt i trøffelkugler, er det alligevel rart at vide, at søde kartofler hører til gruppen af såkaldt powerfood.
Søde kartofler er rige på A-, B- og C-vitaminer og mange mineraler. Og så virker de balancerende på blodsukkeret. En egenskab der er god brug for i julemåneden.
.
Der kan tilsættes forskellige smagsgivere til trøffelkuglerne, se nedenfor.
Kuglerne kan fryses, så du kan lave dem i god tid, inden de skal nydes.
.
trøffelkugler
(ca. 20 stk.)
400 g sød kartoffel
2 spsk flormelis
100 g mørk chokolade
50 g marcipan
evt. smagsgivere som lakridspulver, reven citronskal, rom, cognac etc.
evt. havregryn
kakao
Skær den søde kartoffel i små terninger og kog dem møre i vand, der netop dækker, 6-8 minutter.
Afdryp kartoflerne (drik endelig vandet. Det er supersundt).
Blend kartoflerne med flormelis. Hvis du har en meget sød tand, kan du tilsætte lidt mere end jeg anbefaler.
Smelt chokoladen over vandbad og rør den i kartoffelmosen sammen med reven marcipan.
Tilsæt evt. en smagsgiver til trøffelmassen. Smag godt til.
Hvis massen bliver for fugtig, så tilsæt et par spsk havregryn.
Tril ca. 20 kugler og vend dem i kakao og/eller flormelis. Du kan også bruge tørrede hindbær, krymmel, finthakkede mandler/nødder etc.
Du kan også vælge at komme halvdelen af den smeltede chokolade i trøffelmassen og overtrække kuglerne med resten af chokoladen.
Sæt kuglerne i køleskabet til de er faste.
Kuglerne kan fryses.
.
.
Mange tak Kirsten for endnu en perle i rækken :o) Går ud fra, at den søde kartoffel skal skrælles til denne opskrift – eller?
Kære Susanne,
Selv tak. Jeg håber, du bliver glad for trøflerne.
Jeg skrællede mine søde kartofler, men det er ikke absolut nødvendigt, hvis du børster dem helt rene. Skrællen burde blive blød under kogningen.
Kh Kirsten
Tak😊 Et tip kunne være at bage kartoflerne hele, skrabe det varme indehold ud og blande med chokoladen (der så smelter i den varme masse). Så slipper man for at snitte kartoflen og varme chokoladen op😊
Kære Cristina,
Tak for den gode idé. Jeg er dog i tvivl, om chokoladen vil smelte helt. Men det kan komme an på en prøve!
Kh Kirsten