tatar af jordskokker, æbler og valnødder – låge nr. 17 i julekalenderen
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in Uncategorized
.
forfriskende forret til jule- eller nytårsmiddagen
Mon ikke de fleste af os serverer en forret både til julemiddagen og til middagen nytårsaften?
I julekalenderen har der ikke været plads til en forret før i dag. Til gengæld er det en lækker lille knasende sag med en frisk smag, nemlig en tatar af jordskokker og æbler.
Tataren er en rigtig god starter med sin let syrlige og nøddeagtige smag kombineret med den sødlige blåbærsovs. Og så knaser den dejligt af sprødhed.
.
jordskokken er gaven til maven på overarbejde
Hvad den lille sprøde knold mangler i ydre skønhed, besidder den så rigeligt i indre værdier.
Jordskokken er simpelt hen en gave til blodsukkerbalancen, fordøjelsen og tarmbakterierne. Stoffet inulin styrker tarmbakterierne, og når vi tænker på, hvad vores mave bydes her i december, er der god grund til at gribe til jordskokkerne, både rå som her, i salater og i kogte retter, fx. i en suppe.
Det kunne være denne festlige jordskokkesuppe, som også er en lækker forret til en middag her i december.
.
julens bedste jordskokkesuppe med mandler og chips
Du finder opskrift på jordskokkesuppen med ristede mandler og chips her.
.
flere valgmuligheder
Jeg har fået ideen til denne tatar på Restaurant Tian i München – (jeg har skrevet om restauranten her). Der blev den serveret med vindruesovs og vindruer på toppen, og det var rigtig lækkert. Men når jeg har valgt blåbær er det, fordi det er vanskeligt at finde usprøjtede vindruer, og de konventionelle er ofte stærkt forurenede.
Men: blåbær kan byttes ud med vindruer.
Det er heller ingen ulykke for tataren, hvis du udelader den tynde skive af gul bede. Den pynter pænt og “samler” tataren lidt, men har du ikke lige en “bede” på lager går det fint uden. Man kunne også bruge en rødbedeskive, men den vil hurtigt farve de smukke hvide jordskokker og æbler røde.
.
en gulerodstatar er også en god løsning
En tatar af gulerod og rødbede er også en delikat forret. Den har meget kraftigere smagsnuancer end de fine toner i jordskokke/æbletataren.
Se opskriften her. Du skal scrolle helt ned i bunden af indlægget.
.
tatar af jordskokker, æbler og valnødder med blåbærsovs
(4 personer)
½ citron
200 g æble
200 g jordskokker + 1 ekstra til chips
1 spsk kokos- eller olivenolie
30 g valnøddekerner
2 spsk havre creme fraiche eller tyk planteyoghurt
salt, friskkværnet peber, rørsukker
evt. 1 gul eller stribet bede
frisk timian eller mynte
sovs:
100 g blåbær
2 spsk valnøddeolie eller anden olie
ca. 2 spsk blåbærsirup
Pres citronsaften ud i en skål.
Skær æbler og jordskokker i meget små terninger.
Skær den hele jordskok i meget tynde skiver på et mandolinjern.
Du kan enten stege skiverne af jordskok i 1 spsk olie på panden – eller du kan bage dem i en 180 grader varm ovn 5-6 minutter. Hold øje med dem, de får hurtigt for meget. Sæt chipsene til side.
Hak valnødderne mellemfint. Gem lidt til pynt.
Smag creme fraiche eller yoghurt til med salt, peber og sukker.
Vend jordskokker og æble i creme fraichen sammen med valnødderne.
Skær 4 meget tynde skiver af beden. Brug et mandolinjern. Du kan evt. udelade beden.
Blend blåbærrene (tag lidt fra til pynt) med olie og blåbærsirup.
Smag sovsen til med salt, peber og sirup.
Fordel sovsen i fire dybe tallerkner.
Pres tatarfyldet godt sammen i en metalring på hver tallerken.
Læg en bedeskive på hver tatar og pynt med blåbær, valnødder og jordskokkechips. Læg først chipsene på til allersidst, da de hurtigt bliver bløde.
Drys med den valgte krydderurt.
.
.
Spændende og anderledes. Bliver fristet
Kære Viveca,
Tusind tak. Jeg håber, du er så fristet, at du laver den lille tatar. Den er faktisk ret lækker og let midt i al den tunge julemad.
Kh Kirsten