Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

vegansk kold suppeArkiv

onsdag

5

august 2020

0

KOMMENTARER

mangogazpacho – vær parat til hedebølgen

Skrevet af , Posted in Uncategorized

.

kølig og solgylden suppe i sommervarmen

Indtil videre har sommeren mest kaldt på varme supper, men nu lover vejrudsigten 30 grader – så det er omsider tid til at nyde en kold og cremet suppe med masser af smag.

Suppen er en helt almindelig gazpacho – den spanske kolde sommersuppe, der normalt laves med tomater.

Som en variation har jeg lavet suppen med mango i stedet for tomater – og så har jeg givet den et orientalsk præg med ingefær, kardemomme og chili. Det betyder, at du kan lave suppen mere eller mindre stærk og evt. servere den som shots i små glas, se fotoene længere nede.

.

Men du kan også servere den som en helt almindelig suppe i en tallerken eller suppeskål. Portionen i opskriften passer til 4 personer, hvis den serveres som forret. Hvis du blot vil bruge suppen som shots, så lav portionen mindre. Men i øvrigt kan suppen fint fryses, så du kan opbevare overskydende suppe til en anden gang.

.

spis brød til …

Shots’ene passer som en lille hors d’euvre sammen med et glas let sødlig hvidvin inden middagen. De små krystalglas på fotoene fandt jeg på markedet i Riga, da jeg sidst var i Letland. I øvrigt passer hasselnøddebrødet fra Kunstmuseet i Riga fint om tilbehør til suppen/shots’ene.

Du kan evt. pynte suppen med lidt finthakket tomat og agurk – og drysse med sennepsfrø. På de øverste billeder har jeg drysset med friske  lavendler.

Du kan også drysse med tørrede blomster og/eller dette økologiske græskar-salt, som jeg har fået sendende fra Ø-haven i Herning. Det lille glas indeholder græskarkerner, tørrede blomster og salt, se fotoet.

.

lækkert drys fra Ø-haven

..

drys med græskarkerner, tørrede blomster og salt

mango er powerfood til tarmfloraen

Du kan med god ret tænke, at det er mere fornuftigt at spise danske frugter i øjeblikket. For det er det jo. På den anden side er mango en superfrugt eller powerfood, som det også hedder på nudansk. Og desuden er der særdeles velsmagende mangofrugter fremme i øjeblikket.

Når jeg vælger at lave denne kolde sommersuppe med mango, er det dels fordi den er så velsmagende, og dels fordi den er så god for tarmfloraen (og synet!).

Det er efterhånden velkendt, at en sund tarmflora har stor betydning for hele vores velbefindende. Derfor er det vigtigt at spise mange grøntsager og frugter med en præbiotisk virkning, der styrker tarmfloraen (du kan læse mere om dette emne i min bog “Nem vegetarisk”) – og mango er en af de frugter, der indeholder fibre, som virker præbiotisk i tarmen.

Når fibrene virker præbiotisk, betyder det, at de giver næring til de sunde mælkesyrebakterier, som er nødvendige for at beskytte os mod skadelige bakterier. Fibrene fremmer desuden cellevækst i tynd- og tyktarm, så slimhinderne bliver styrket og dermed mere modstandsdygtige overfor de skadelige bakterier.

Mango har også et pænt indhold af de fleste vitaminer, især A-vitamin (beta-caroten) og C-vitamin. Det fine indhold af kalium styrker hjerte og blodtryk.

Mango indeholder mange antioxidanter, bl.a. lutein og zeaxanthin, der er gode for synet og forebygger aldersrelateret synsnedsættelse.

..

et lille skud powerfood

Foruden mango er der to andre superfoods i suppen: chili og ingefær. Chili øger forbrændingen og giver mæthedsfølelse. Derfor er den god, hvis man har brug for at smide et par kg. Ingefær virker antiinflammatorisk, blodtryksregulerende og har masser af andre gavnlige virkninger.

.

mangogazpacho

(4 personer som forret)

1 stor eller 2 små mangofrugter

1/2 agurk

1 spsk revet skalotteløg

2 fed presset hvidløg

finthakket chili efter smag

frø af 4-5 kardemommekapsler eller 1 tsk stødt kardemomme

1-2 skiver daggammelt lyst brød

1 tsk gurkemeje

1/2 tsk friskkværnet peber

6 dl afkølet grøntsagsbouillon

4 spsk olivenolie

2 spsk reven ingefær

saft af 1/2 limefrugt

2 dl kokosmælk

salt, friskkværnet peber, rørsukker

en håndfuld frisk mynte

.

Skær mangofrugt og agurk i terninger. Kom dem i blenderen sammen med alle de andre ingredienser undtagen kokosmælk og mynte.

Blend til suppen er ensartet og glat.

Rør så meget kokosmælk i, at konsistensen bliver passende. Suppen skal være temmelig tyk.

Hak et par spsk mynteblade og rør dem i suppen. Smag til med ingefær, salt, peber, limesaft, mynte og evt. et nip sukker.

Sæt suppen/shots’ene i køleskabet indtil serveringen.

.

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share

onsdag

10

juli 2019

4

KOMMENTARER

kold ærtesuppe med dukkah – sommerens skønneste suppe

Skrevet af , Posted in supper

.

små grønne jordkloder

Somme tider har jeg på fornemmelsen, at jeg er den eneste dansker, der er vild med suppe! Ganske vist findes der stadig fester, hvor menuen står på suppe, steg og is – men så er det også dét! Og det er SÅ synd, for suppe er skønt året rundt. Lige nu er det lækkert med en kold suppe. Om vinteren er der ikke noget hyggeligere end at nyde en varm dampende suppe, mens stormen raser udenfor. Heldigvis er vi lige nu i årstiden for kølige supper.

Suppe er noget  den nemmeste mad, man kan tilberede. Og så kan suppe sammensættes af utallige ingredienser. Det er supernemt at servere en suppe som hovedret, hvis der tilsættes bønner, kikærter, linser, ærter eller andre former for protein. Med en suppe er undskyldningen for ikke at leve sundt, billigt – og med mad lavet på et kvarter – definitivt udraderet.

.

sommeren fejres bedst med en ærtesuppe

Mine livretter blandt de kolde supper er gazpacho, ærtesuppe eller en agurke/yoghurtsuppe (kommer snart). Der ligger allerede adskillige opskrifter på forskellige udgaver af gazpacho og ærtesupper her på bloggen (brug evt. søgefunktionen th. på siden).

Her er så endnu en ærtesuppe. De kan nemlig varieres i det uendelige. Denne her adskiller sig ved, at jeg har brugt olie af ramsløg og nøddedrysset, dukkah.

For at jævne suppen kan du bruge kartofler eller persillerod, som foreslået i opskriften. Du kan evt. også jævne med en moden avocado, der tilsættes, når den afkølede suppe blendes. Det er den aller-nemmeste måde.

.

Når man er født og opvokset i en ærtebælg, kan man nemt tro, at hele verden er grøn. Sådan er det desværre ikke. Men med en limegrøn ærtesuppe er du med til at gøre verden grønnere – som hver eneste gang, der sættes en grøn ret på bordet.

.

kold ærtesuppe med dukkah og ramsløgolie

(4 personer)

100 g løg

4 fed hvidløg

frø af 4-5 kardemommekapsler (kan erstattes af chili)

2 spsk kokos- eller olivenolie

150 g persillerod eller kartofler

6 dl grøntsagsbouillon

200 g bælgede ærter

3-4 spsk citronsaft

2 dl kokosfløde eller anden plantefløde

reven ingefær

salt, friskkværnet peber

4 spsk dukkah

3 spsk ramsløgolie eller anden urteolie (kan udelades)

frisk koriander, evt. ærteskud

.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien. Knus kardemommefrøene i en morter og tilsæt dem. Svits indtil løgene er klare.

Skær persillerod eller kartofler i små terninger og kom dem i gryden. Hæld bouillonen ved og lad suppen simre under låg 8-10 minutter.

Tilsæt ærterne og kog suppen endnu et par minutter. Lad den afkøle en halv times tid.

Purér suppen i blenderen og tilsæt citronsaft og fløde (gem lidt til pynt). Hvis suppen er for tyk, så tilsæt lidt mere bouillon og/eller fløde.

Smag godt til med reven ingefær, salt og peber, evt. også mere citronsaft.

Sæt suppen i køleskabet, indtil serveringen. Den kan sagens laves dagen før, den skal serveres.

Lav dukkahen.

Servér suppen i fire tallerkner eller skåle. Drys med dukkah og sæt en ring af fløde og olie på suppen. Drys med frisk koriander og evt. ærteskud.

.

 

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share