Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

spidskålsruller med julefyldArkiv

torsdag

16

december 2021

2

KOMMENTARER

luk op for låge nr. 16 i julekalenderen – spidskålsruller med julefyld

Skrevet af , Posted in hovedretter, julemad

.

spidskål i julehumør

Spidskål er altid et hit. Og inden det store spiseorgie begynder, kan det være godt at optimere immunforsvaret med den sunde kål.

Spidskål er fin at stege på panden, men disse ruller er også lækre. Jeg vil ikke kalde dem decideret jule- eller festmad, men godt smager de!

.

med duft og smag af jul

Spidskålsrullerne har fyld af svampe og kogte ris smagt til med krydderier som kanel, stjerneanis og kardemomme. Simpelt hen smagen af dansk jul. Men ellers er rullerne med inspiration fra Mellemøsten med mynte og kerner af granatæble – og dip af sesampasta.

På nogle af rullerne har jeg bundet bånd af bladselleri. Det er lidt ekstra pynt, som man godt kan springe over.

.

med sovs af tahin

En dip eller sovs af tahin (sesampasta) passer fint til spidskålsrullerne.

Du kan også vælge en tomatsovs, se fx denne opskrift.

.

shiitakesvampe

Jeg har valgt shiitakesvampe som fyld sammen med risene.

Shiitakesvampe har i århundreder været brugt medicinsk i Kina og andre lande i det fjerne Østen. Og det er med god grund, for shiitake indeholder stoffet lentinan, som er et naturligt kræfthæmmende stof, der er godkendt i Japan til kræftbehandling.

Der foreligger megen forskning i shiitakesvampens egenskaber, bl.a. modvirker den også åreforkalkning og er gavnlig for kolesterolbalancen.

Generelt styrker shiitakesvampene immunforsvaret – og hvem har ikke brug for det i disse tider?

Jeg har taget 5-6 svampe fra til pynt. Jeg har skåret et lille kryds i dem og dampet dem et par minutter i tamari tilsat lidt vand. Tamarien kan du efterfølgende bruge som smagsgiver i tahinsovsen.

Kan du ikke skaffe shiitakesvampe, kan du dog sagtens bruge andre svampe, både champignon, østershatte mv.

..

tørrede shiitakesvampe

Sækken med tørrede shiitakesvampe har jeg fotograferet på et marked i Østen. Den siger noget om, at shiitake er en virkelig populær svamp på de kanter.

Hvis du vil nyde shiitake, også medicinsk, vil jeg anbefale, at du altid har en pakke tørrede shiitake liggende. Det er nemt at brække svampene i små stykker og koge dem med i en suppe eller sammenkogt ret (stokkene kasseres).

Hvis du vil bruge tørrede shiitake i denne ret, så regn med ca. 40 g. Hæld kogende vand på svampene og lad dem udbløde nogle timer.

.

spidskålsruller med julefyld og sesamsovs

(4 personer)

10 g tørrede svampe (karljohan, østershatte, kantareller etc.)

100 g ris (hvide eller brune)

50 g rosiner

50 g skalotteløg

100 g friske shiitakesvampe eller 250 g friske champignon

olivenolie

citronsaft

25 g mandler

8-10 cornichoner (kan erstattes af syltede agurker)

1 tsk stødt kardemomme

1-2 tsk stødte stjerneanis

2 tsk stødt kanel

salt, friskkværnet peber

1 lille bdt mynte (evt. 1 spsk tørret)

16 blade af spidskål, evt. savoy- eller hvidkål

evt. kerner af granatæble

dip:

4 spsk tahin

1 fed hvidløg

Hæld kogende vand på de tørrede svampe og lad dem udbløde en times tid.

Kog risene. Hvide ris koges ca. 10 minutter, brune ris 35-40 minutter. Tilsæt rosinerne.

Afdryp og skær de udblødte svampe i små stykker.

Hak løget og de friske svampe og svits dem sammen med de udblødte svampe i 2 spsk olie 4-5 minutter. Tilsæt ca. 1 spsk citronsaft. Drys med lidt salt og peber.

Hak mandler og agurker og kom dem i den kogte ris sammen med svampene og krydderierne. Tilsæt et drys salt og peber.

Smag godt til med krydderierne samt salt og peber. Fyldet må gerne smage af jul. Du skal endelig ikke spare på krydderierne, risen “tager” en del smag.

Tilsæt de fleste af myntebladene (gem lidt til pynt) og rør 4 spsk olivenolie i risene. Pres fyldet lidt sammen med en spatel.

Den største udfordring ved retten er at få skilt kålbladene og samtidig bevare dem hele.

Læg kålbladene i kogende vand 3-4 minutter og afdryp dem. Skær det nederste af den grove ribbe væk (gem det til en suppe).

Fordel fyldet på kålbladene. Fold siderne ind og rul kålen stramt sammen.

Læg rullerne i en smurt ovnfast form og pensl dem med olie.

Sæt formen i en 200 grader varm ovn 10 minutter. Tænd for grillen og lad rullerne blive let gyldne.

Servér kålrullerne med friske mynteblade og evt. kerner af granatæble.

sesamsovsen

Hæld så meget kogende vand på tahinen, at den kan røres til en lind sovs. Tilsæt presset hvidløg. Rør også evt. saft fra granatæblet i sovsen.

Smag til med citronsaft, salt og peber.

Hvis du synes, portionen er for lille, så rør lidt plantefløde i. Du kan yderligere smage til med tamari.

.

.

Share