Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

krydderier til græskarArkiv

mandag

15

oktober 2018

2

KOMMENTARER

spicy græskarsuppe med koriander

Skrevet af , Posted in supper

.

hallo Halloween

.

Selv om efteråret lader som om, det stadig er sommer, er vi stærkt på vej mod Halloween sidst i oktober. Denne amerikanske tradition har som bekendt indtaget danske børns hjerter, for hvem vil ikke gerne have mulighed for at klæde sig ud TO gange om året og måske få lidt cold cash i raslebøssen? Og sammen med Halloween har vi også fået smag for græskarsuppe.

Men græskar har alle dage hørt efteråret til, og børn har altid skåret græskar ud til drabelige græskarmænd med lys i øjnene. Til gengæld husker jeg ikke at græskarsuppe hørte oktober til, da jeg var barn. Men det har mildest talt ændret sig. Jeg har fx her på bloggen utallige opskrifter på supper med græskar. Og her er så endnu én! Hvis du vil finde flere muligheder, så brug søgefunktionen th. Hvis du skriver græskarsuppe, kommer der en del bud.

.

græskar på Borough Market i London

Da jeg var i London i forrige uge, havde markederne allerede godt gang i græskarsalget som her på Borough Market. Her er et godt udvalg af de typer græskar, vi også kan få i Danmark.

Den meste kendte er Hokkaido (der i parentes bemærket intet har at gøre med den japanske ø, Hokkaido).

.

lidt eller meget pynt

Jeg er gået lidt amok med pynten og har grillet skiver af græskar og svampe, men så meget behøver du slet ikke at gøre ud af det. Du kan nøjes med at sætte en spsk kokosmælk eller fløde på suppen og drysse med ristede spidskommenfrø/sesamfrø og frisk koriander. Sådan har jeg lige serveret suppen for mine venner, Hanne og Ole – og de var godt tilfredse!

Suppen i sig selv er lynhurtig: kog grøntsagerne og blend dem! Voila, så er har du en nærende suppe fuld af smag og gyldne vitaminer, især A-vitaminer (betakaroten).

.

stærk eller mild?

 

 

 

 

Græskar har ikke så megen smag i sig selv. Skal suppen have karakter, er det derfor nødvendigt at tilsætte nogle stærke smagsgivere.

Ingefær, hvidløg og chili passer fint til en græskarsuppe. Og krydderier som kardemomme, koriander, spidskommen, kanel etc. er med til at give en græskarsuppe personlighed.

Appelsinsaft giver syrlighed, og kokosmælk runder det hele af.

Som stærk “bund” i suppen har jeg brugt lidt af den thailandske røde currypasta, men du kan også blot bruge friske hakkede chilier efter smag – eller chiliflager.

.

spicy græskarsuppe med koriander

(4 personer)

2 spsk korianderfrø eller spidskommenfrø

150 g renset porre

50 g løg

1 tsk grøn eller rød carrypasta (kan erstattes af chili)

2 spsk kokos- eller olivenolie

1/2 kg græskar

4 champignon (kan udelades)

150 g gulerødder

1/2 l grøntsagsbouillon

1 1/2 dl kokosmælk

1-2 dl appelsinsaft

salt, friskkværnet peber

evt. ristede spidskommen- og sesamfrø

frisk koriander

.

Rist de valgte frø gyldne på en tør pande og sæt dem til side.

Snit porren og hak løgene. Svits karrypastaen i olien og tilsæt porrer og løg. Lad dem simre 5-6 minutter.

Hvis du vil pynte med grillet græskar, så skær 8 tynde skiver af græskarret på et mandolinjern. Skær også evt. svampe i tynde skiver.

Skær græskar og gulerødder i terninger og kom dem i gryden sammen med bouillonen. Læg låg på gryden og lad suppen simre 10 minutter.

Grill imens evt. pynt: læg de tynde græskarskiver og svampene på en bageplade og pensl dem med olie. Sæt dem under grillen til de er let gyldne. Hold øje! Det går temmelig stærkt.

Sluk for suppen efter 10 minutter og lad den afkøle lidt, inden du purerer den.

Tilsæt kokosmælk (gem evt. lidt til pynt) og appelsinsaft i forhold til, hvor tynd du ønsker suppen.

Smag til med salt og peber og servér suppen portionsvis, evt. pyntet med de grillede skiver. Drys med de ristede frø og frisk koriander. Du kan også sætte nogle små klatter kokosmælk på med en ske.

.

grydebrød med græskar

Der er kolossalt meget mad i et græskar, og har du noget til overs, kan det fx anvendes i et græskarbrød. Dette er bagt med æltefri dej efter grydemetoden, der altid giver et luftigt brød med en sprød skorpe.

Se opskriften her.

 

Share